Skip to content

4141/19

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der hos anden tandlæge fik konstateret caries i tænderne +7,8 og 8-6,8 den 28. april 2014. Den 4. august 2015 henvendte patienten sig hos den behandlende tandlæge, hvor der blev foretaget en undersøgelse samt taget røntgenbilleder. I den forbindelse blev der konstateret dyb caries på tanden +7. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 10. august 2015 og den 13. august 2015 blev tanden rodfyldt. Der blev i den forbindelse igen taget røntgenbillede. Den 20. august 2015 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 31. august 2015, da hun havde symptomer fra tanden  -6. Der blev derfor aflastet. Den 4. februar 2017 konstaterede en anden tandlæge, at der var rodspidsbetændelse ved tanden +7. Der blev derfor ordineret penicillin. Den 1. juni 2017 havde patienten smerter samt var varme-kuldefølsom ved tanden -6. Røntgen viste intet abnormt, og der blev herefter indledt rodbehandling af tanden. Den 13. juni 2017 blev rodbehandlingen af tanden -6 færdiggjort. Ifølge journalen af 11. september 2018 fra anden tandlæge var tanden 5+ lidt øm og tanden +7 var øm, mens tanden -6 ikke var øm. Der blev taget røntgenbilleder af tænderne og vurderet, at der var indikation for ny rodbehandling af tænderne 5+7 og -6.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de udbedringer, som nu skal foretages som følge af de tidligere behandlinger. 

1. instans afgørelse:

I brev af 21. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev indledt rodbehandling af tanden +7 den 10. august 2015 på grund af et hul ind til nerven. Desuden blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden +7 den 4. februar 2017.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny rodbehandling af tanden +7, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatnings-berettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af 28. april 2014 viser, at tanden -6 fremstod med et mellemdybt hul mod tandnerven. Røntgenbillede af den 4. august 2015 viser, at hullet var ubehandlet og forstørret. Hullet blev herefter behandlet med en plastfyldning den 10. august 2015 og aflastning den 13. august 2015. Den 1. juni 2017 blev der fundet behov for en rodbehandling af tanden -6.

Tryg fandt herefter, at behovet for rodbehandling af tanden -6 med overvejende sandsynlighed skyldtes tandens svækkelse som følge af grundlidelsen, hul til nerven og ikke skyldtes en behandlerpåført skade i forbindelse med behandlingen af hullet den 10. og 13. august 2015. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandlingen.

Tryg fandt desuden, at røntgenbillede af 28. april 2014 viser tanden 5+ med rodfyldninger. Tanden er derfor ikke rodbehandlet hos tandlægen, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. maj 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen i tanden +7 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne hertil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.