4252/19

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling med efterfølgende tab af anden tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Implantatbehandling med efterfølgende tab af anden tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der den 11. oktober 2017 fik taget røntgen i 3D med henblik på implantatbehandling i regio 6,4+4,5,6. Det blev herefter besluttet, at der skulle isættes implantater i regio 6,4+4,6, hvilket blev udført den 5. december 2017. Operationen blev udførligt beskrevet i journalen, herunder at der blev taget kontrolrøntgen af den udførte behandling. Den 3. maj 2018 blev der foretaget kirurgisk frilægning af implantaterne, og der blev påsat helingsabutment til videre heling. Ifølge journalen fra den 17. maj 2018 blev der påsat midlertidige kroner på tænderne 6+ og 4+ samt påsat en midlertidig bro i regio +4,5,6. Der blev taget kontrolrøntgen, og biddet blev justeret. Den 21. juni 2018 blev kronerne endeligt cementeret på tænderne 6+ og 4+, ligesom broen +4,5,6 blev endelig cementeret. Ved kontrol den 14. august 2019 blev det vurderet, at bid og funktionsforhold så tilfredsstillende ud. I den forbindelse blev der taget panoramarøntgen. Patienten blev set igen den 8. november 2018, da der var knækket noget af broen på tanden +6. Tanden blev derfor repareret med en fyldning. Den 23. januar 2019 blev det konstateret, at tanden 5+ var meget øm ved berøring, og at den var vandret facialt. Det blev derfor vurderet, at tanden ikke længere var bevaringsværdig. Efterfølgende var tanden 5+ mindre øm, men den 2. april 2019 var den fortsat øm, og der var til tider smerter fra tanden. Tanden 5+ blev derfor trukket ud den 8. maj 2019, hvorefter der blev påsat nye broer i regio 6,5,4+ og i regio +4,5,6. Ved kontrol den 11. juni 2019 blev bid og funktionsforhold vurderet at være tilfredsstillende. Broen 6,5,4+ blev dog aftaget, og der blev slebet, inden broen blev påsat igen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandling af tanden 5+, som skal erstattes med en treleddet bro ca. 25.000 kr. 

1. instans afgørelse:

I brev af 4. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten var igennem en klinisk undersøgelse med dertil svarende optaget røntgen på tænderne 6+ til 4+, inden implantatbehandlingen blev foretaget. Desuden fremgår det af indhentet røntgen af tanden 5+, at tanden havde tab svarende til en tredjedel af støtteknogle, men ellers blev tanden vurderet som bevaringsværdig.

Tryg fandt videre, at de indsatte implantater ses velplacerede, og implantatbehandlingen med indsættelse af implantater, opheling og fase med midlertidige kroner samt fremstilling af endelige kroner vurderes udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Tryg fandt således, at selve implantatbehandlingen ikke har haft betydning for udviklingen til, at patienten taber tanden 5+. Tanden kunne være fjernet i forbindelse med den oprindelige behandling, og behandlingen med bro er den samme, som senere i forløbet blev udført.

Tryg fandt herefter, at årsagen til, at tanden 5+ mistes, med overvejende sandsynlighed må findes i andre årsager end tandlægebehandlingen med implantater. Der kan dermed ikke ydes erstatning for tabet af tanden 5+ eller erstatning til en bro på området 6,5,4+.

Tryg fandt endvidere, at selv om behandlingen for broen på området +4,5,6 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få foretaget omlavning af broen +4,5,6, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 4. oktober 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbilleder forud for den udførte implantatbehandling viser tanden 5+ som en bevaringsværdig tand, mens efterfølgende røntgenbilleder viser udvidet parodontalspalte i hele rodens omkreds. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden 5+ har været udsat for en traumatisk belastning i forbindelse med implantat-/brobehandlingen, hvilket senere har medført tab af tanden 5+. Bedst mulig behandling havde været at sikre at belastningen i forbindelse af implantat-/brobehandlingen ikke havde været så stor, at tanden 5+ mistes. Der kan derfor tilkendes erstatning for tab af tanden 5+.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.