Skip to content

4309/20

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodbehandling med rodfyldningsoverskud og efterfølgende rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling med rodfyldningsoverskud og efterfølgende rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig den 2. maj 2017 på grund af en knækket tand +4. Inderfladen af tanden blev fjernet, og der blev konstateret en længdegående infraktion under fyldningen. Patienten blev anbefalet rodbehandling, stift og kronebehandling, men ønskede alene behandling med plast. Der blev herefter udført en plastfyldning på fire flader fastholdt med en stift. Patienten henvendte sig med tandpine ved +4 den 27. juni 2017. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden, som blev afsluttet den 29. juni 2017 med en plastfyldning. Ved kontrol den 24. juli 2017 havde patienten stadig symptomer fra tanden, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise overskud af rodfyldningsmaterialet. Det blev herefter aftalt at se tiden an. Den 13. december 2017 henvendte patienten sig med knækket tand +4. Det blev konstateret, at både tand og fyldning var knækket. Der blev herefter taget røntgen, som fandtes at vise reduceret rodfyldningsoverskud samt mulig rodspidsbetændelse. Desuden blev der konstateret en længdegående sort revne i tanden. Det blev vurderet, at tanden ikke længere var egnet til kronebehandling på grund af revnen. Patienten blev derfor informeret om, at ved fortsatte symptomer skulle tanden trækkes ud. Tanden blev herefter repareret med plast. Ifølge journalen fra den 16. januar 2019 havde tanden ikke en god prognose, hvorfor endelig behandling bliver ekstraktion af tand og erstatning heraf med implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der på røntgen fra 27. juni 2017, som er optaget før rodbehandlingen, kan anes et brud, der når under knogleniveau. Desuden ses der i rodens midterparti en udvidelse, som kan være en opløsningsproces (resorption). Desuden udgøres tandens krone af næsten 100% plast, og roden har en karakteristisk slank form.

Tryg fandt videre, at der den 13. december 2017 blev konstateret en mulig rodspidsbetændelse og en sort længdegående revne i roden.

Tryg fandt derfor, at tanden ikke var bevaringsværdig allerede inden rodbehandlingen den 27. juni 2017 på grund af bruddet under knogleniveau, en tandkrone, der er bygget op i plast og en meget spinkel rod.

Tryg fandt dermed, at patienten med overvejende sandsynlighed mister tanden +4 som følge af tandens grundlidelse; svækkelse og ikke som følge af rodbehandlingen den 27. juni 2017. Patienten ville således have mistet tanden +4 under alle omstændigheder, også uden rodbehandlingen med overskud af rodfyldningsmateriale.

Patienten mister dermed ikke tanden som følge af en behandlingsskade, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. oktober 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden +4 med overvejende sandsynlighed mistes som følge af grundlidelsen i form af rodfraktur og ikke som følge af rodfyldningsoverskud, idet rodfyldningsmaterialet hovedsageligt er presset ud midt på roden.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.