4382/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og efterfølgende rodspidsbetændelse ved nabotand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantatbehandling og efterfølgende rodspidsbetændelse ved nabotand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 50-årig kvinde, den 24. maj 2013 fik registeret parodontitis med et omfattende behov for behandling. Der blev i den forbindelse taget panoramarøntgen, som fandtes at vise knoglesvind i overkæben. Den 5. december 2014 blev der isat implantater i regio 2+2. Ved kontrol den 4. februar 2015 blev det bl.a. registreret, at tanden 3+ var løs, hvilket fandtes at skyldes en belastning i bidfunktionen. Den 9. februar 2015 blev der udført parodontitis behandling med tandrodsrensning på bl.a. tanden 3+. Den 27. februar 2015 blev der cementeret en 4-leddet bro 21+12 med implantaterne 2+2 som bropiller. Ved konsultation den 29. maj 2015 blev der taget røntgen af tanden 3+, som fandtes at vise betændelse på tandens rodspids. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden, som blev afsluttet med rodfyldning den 17. juni 2015. Den 23. august 2018 henvendte patienten sig med en fistel ud for implantat 2+. Der blev taget røntgen af implantatet regio 2+, som fandtes at vise betændelse ved rodspidsen på tanden 3+ samt en større defekt ved implantat 2+. Der blev derfor anbefalet kirurgisk rodbehandling af tanden 3+. Ved operation den 28. september 2018 blev implantatet 2+ fjernet på grund af tab af knogle svarende til implantatets yderside (periimplantitis). Den 17. juni 2019 fandtes røntgen at vise fortsat opklaring eller ikke sufficient heling ved tanden 3+. Der blev derfor foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden 3+ den 5. juli 2019.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling samt ny bro på mistet implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade på tanden 3+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at journalnotat og panoramarøntgen optaget den 24. maj 2013 dokumenterer, at patienten led af grundlidelsen parodontitis. Parodontitis er tandkødsbetændelse, der har spredt sig til de dybereliggende væv, dvs. ned omkring tandroden. Dette medfører varigt tab af tandens rodhindefibre med efterfølgende nedbrydning af den tandbærende knogle. Dette fører til løsning af tænderne.

Tryg fandt videre, at journalnotat af 4. og 9. februar 2015 dokumenterer, at der var begyndende løsning af tanden 3+, og at der blev forsøgt parodontosebehandling. Der blev endvidere journalført mistanke om løsning med årsag i belastning i bidfunktion. Røntgen optaget den 29. maj 2015 dokumenterer, at der var opstået rodspidsbetændelse på tanden 3+, og tanden blev herefter relevant rodbehandlet med rodfyldning den 17. juni 2015. Den 23. august 2018 blev der konstateret behov for omlavning af rodbehandlingen for rodspidsbetændelse på tanden 3+, og der blev efterfølgende udført kirurgisk rodbehandling den 5. juli 2019, fordi rodspidsbetændelsen ikke helede op på trods af den relevante behandling for betændelsestilstanden.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at rodspidsbetændelsen på tanden 3+ ikke opstod som følge af mangelfuld diagnosticering og behandling hos tandlægen, men derimod må anses som en komplikation (grundlidelse) til patientens parodontitis-lidelse evt. i kombination med overbelastning. Der kan derfor ikke ydes erstatning efter loven (KEL) med årsag i den behandling, som patienten har modtaget hos tandlægen i relation til tanden 3+.

Tryg fandt herudover, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade på implantatet 2+, som berettiger til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der var grundlag for indsættelse af et implantat i området for tanden 2+ den 5. december 2014, da tanden 2+ var fjernet, og implantatet skulle indgå som bropille for en 4-leddet bro 21+12.

Tryg fandt videre, at behandlingen blev udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation. Patientens behandling har således været i overensstemmelse med erfaren specialist-standard på det pågældende område. Det er ud fra en tandlægefaglig vurdering velkendt, at selv optimalt udførte implantatbehandlinger kan kompliceres af efterfølgende udvikling af knogletab svarende til implantatet, såkaldt periimplantitis. Den 28. september 2018 blev implantatet 2+ fjernet igen med årsag i tabt knogle svarende til implantatets yderside, således periimplantitis.

Tryg fandt herefter, at den indtrådte komplikation i form af tab af knogle svarende til implantatets yderside (periimplantatitis) med overvejende sandsynlighed er en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb.

Tryg bemærkede i den forbindelse, at det er overvejende usandsynligt, at betændelse på rodspidsen af nabotanden 3+ var årsagen til nedbruddet af knogle om implantatet 2+. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt desuden, at skaden i form af periimplantatitis ikke er tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed. I den forbindelse fandt Tryg, at periimplantitis er en relativ hyppig forekommende komplikation (over 2%) til implantatbehandlinger, hvor der sker nedbrud af knogle om implantatet, og i patientens tilfælde særligt henset til, at patienten tillige led af grundsygdommen parodontitis.

Tryg fandt endvidere, at skaden i form af periimplantitis ikke er tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten er blevet behandlet for. Ud fra sagens oplysninger fandt Tryg, at patienten kan få lavet en knogleopbygning og indsat et nyt implantat i området for tanden 2+, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse patientens status i forhold til tidspunktet for den oprindelige behandling. Patienten vil herefter uændret kunne anvende implantatet 2+ som bropille for broen 21+12 til rekonstruktion af patientens tyggefunktion og kæbefronten.

Tryg fandt derfor samlet set, at komplikationen med periimplantitis ikke går ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i tilknytning til behandling med rekonstruktion af en tand ved hjælp af et implantat.

Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen ikke er tilstrækkelig alvorlig og sjælden.

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første implantatindsættelse, eller den forestående omgørelse af den tidligere udførte implantatbehandling, er det en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed om honorarspørgsmålet kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. marts 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behovet for rodbehandling inkl. kirurgisk rodbehandling af tanden 3+ er en følge af grundlidelsen, rodspidsbetændelse og ikke en følge af den udførte implantatbehandling.

Nævnet finder videre, at implantatbehandlingen i regio 2+ kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Knogletabet (periimplantitis) omkring implantatet regio 2+ er en kendt komplikation og er med overvejende sandsynlighed ikke en følge af rodspidsbetændelsen på tanden 3+.  Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.