Skip to content

4411/20

Skadetype: Nerveskade - Flere nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af to visdomstænder med efterfølgende nerveskader til følge. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Operativ fjernelse af to visdomstænder med efterfølgende nerveskader til følge. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 19. oktober 2017 med smerter fra tænderne 8+ og 8-. Der blev taget røntgen og konstateret betændelse samt påbidning af bløddelsvævet. Det blev herefter vurderet, at tænderne skulle fjernes, og da patienten var nervøs for indgrebet, blev det aftalt, at indgrebet skulle foretages samme dag. Efter anlæggelse af lokalbedøvelse blev tænderne fjernede, og ifølge journalen kunne ingen af de to tænder fjernes komplikationsfrit. Patienten kontaktede tandlægen igen den 2. november 2017 og oplyste, at trådene stak lidt i kinden. Desuden var der nedsat gabeevne og følsomhed for koldt, når hun drak vand. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 21. november 2017 på grund af smerter, og da det trak op mod øret og øjet. Ved kontrol den 23. november 2017 blev det noteret, at der var kulde- og varmefølsomhed samt smerter, der var blevet forværret. Der blev herefter fundet normal heling efter fjernelse af tænderne, og der blev taget røntgen. Den 29. november 2018 var patienten til undersøgelse på Hovedpinecenter, hvor der blev noteret smerter svarende til 2. og 3. gren på trigeminusnerven samt ændret følesans. Det blev derfor konkluderet, at patienten havde trigeminal neuropati, og patienten er efterfølgende blevet sat i medicinsk behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til behandlingen, medicin samt tabt arbejdsfortjeneste. 

1. instans afgørelse:

I brev af 20. februar 2020 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 5.953,55 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at patienten er berettiget til i alt 5.953,55 kr. inkl. renter til erstatning af afholdte og fremtidige medicinudgifter.

Tryg fandt videre, at patienten efter endt barsel genoptog sit arbejde, men efter eget valg ikke arbejdede 37 timer ugentligt, men derimod på nedsat tid og med samtidig forlængelse af barselsorloven.

Tryg fandt derfor, at det indkomsttab, som er forbundet herefter, ikke er en følge af skaden, men derimod andre forhold i patientens liv.

Trygs samlede vurdering er således, at det eventuelle løntab, som patienten har haft, skyldes et almindeligt valg om skift af arbejdsplads i kombination med ændrede livsvilkår. Der er derfor ikke tale om et egentligt løntab som følge af skaden, hvorfor patienten ikke er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Tryg fandt videre, at det ikke fremgår af oplysninger i sagen i hvilke perioder, patienten har været sygemeldt. Det fremgår desuden, at patienten fraset hendes primære barselsorlov, har været erhvervsaktiv, og at patienten hurtigt mærkede effekten af den afprøvede medicin.

Tryg fandt desuden, at en nerveskade ikke som sådan kan helbredes, men alene lindres. Der kan derfor ikke være tale om en egentlig sygemelding som følge af nerveskaden, da der ikke kan udføres helbredende behandling herfor.

Tryg fandt derfor samlet, at patienten ikke er berettiget til godtgørelse for svie og smerte.

Tryg fandt endvidere, at patienten ikke har lidt et tab af erhvervsevne i ethvert erhverv.

I brev af 7. maj 2020 traf Tryg afgørelse om, at det som nævnt i opgørelsen af den 20. februar 2020 er vurderingen, at patienten ikke har lidt et indkomsttab eller erhvervsevnetab som følge af skaden.

Tryg fandt derfor, at det eventuelle tab, der måtte have været, med overvejende sandsynlighed skyldes andre vilkår og forhold, herunder et valg om skift af arbejdsplads og ændrede livsvilkår i form af familieforøgelse.

Efter en gennemgang af de nye akter er det fortsat vurderingen, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der er lidt et indkomsttab som følge af skaden. Opgørelsen fastholdes derfor. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 20. februar 2020, som anført nedenfor.

Indledningsvist bemærkes det, at Tandskadeankenævnet har indhentet alle de kommunale akter i sagen.

Nævnet lægger til grund, at patienten før nerveskaden som følge af tandbehandlingen 19. oktober 2017 var i beskæftigelse på fuld tid. Nævnet lægger endvidere til grund, at patienten efter sin barsel den 3. september 2018 fik ny ansættelse, ligeledes på fuld tid, men at hun den 4. november 2019 gik ned på 19 timer om ugen som følge af nerveskaden. Nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at nedgangen i timer skyldtes følgerne af den meget alvorlige nerveskade, herunder smerter, og kraftig medicinsk behandling med bivirkninger. Nævnet henviser endvidere til, at der blev indgået en § 56-aftale med kommunen, hvilket sker, når en ansat har meget sygefravær på grund af særlige konkrete sygdomsforhold.

Nævnet lægger endvidere til grund, at patienten efter samråd med sin læge nu har opsagt sin stilling på grund af smerter og træthed som følge af patientskaden, og hun er nu fuldt sygemeldt og i et kommunalt afklaringsforløb. Patienten har prøvet flere former for smertestillende behandling og er i et forløb på en smerteklinik. Af lægeattester fra hhv. juli og august 2020 fremgår det, at patientens funktionsniveau er meget påvirket. Det er vanskeligt at konkludere noget om perspektivet for patientens tilbagevenden til arbejdsmarkedet på grund af konstante smerter, øget trætbarhed, påvirket søvn og nedsat arbejdsfunktion med behov for pauser. Perspektivet afhænger af, om det lykkes at finde en behandling, der mindsker patientens smerter tilstrækkeligt.

Sagen hjemvises på den baggrund til Tryg til beregning af tabt arbejdsfortjeneste og fornyet vurdering af erhvervsevnetabet.

Tryg skal endvidere på ovennævnte baggrund tage stilling til kravet om dækning af psykologudgifter.