4397/20

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Af tandstillingsfejl

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af tandstilling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af tandstilling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 22-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen i perioden fra den 27. september 1999 til 1. marts 2016. Ved undersøgelse den 26. april 2007 blev der konstateret slid af underkæbens fortænder på grund af tænderskæren, og i september 2008 blev der udleveret en bidskinne til natbrug. Den 29. november 2011 var patienten til visitation med henblik på vurdering af, om der var grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling. I den forbindelse blev det vurderet, at der ikke var grundlag herfor. Ved undersøgelse den 28. november 2014 blev der konstateret kraftig slid ved +3 og -2,3, som fandtes at have årsag i bruxisme samt syreskader på grund af stort juiceindtag. Det blev derfor aftalt, at der skulle fremstilles en ny bidskinne med henblik på at mindske et fremtidigt slid. Den 21. august 2015 blev det noteret, at tandstillingen ikke gav anledning til bemærkninger. Ved den afsluttende konsultation den 1. marts 2016 blev tandstillingen karakteriseret som værende god. Den 15. maj 2018 vurderet patientens nye tandlæge, at der skulle fremstilles en ny bidskinne på grund af slid, og patienten blev i den forbindelse henvist til en specialtandlæge i tandregulering. Patienten blev derfor undersøgt af specialtandlægen den 24. maj 2018, som konstaterede alvorlig slid. Der blev herefter opstartet en tandreguleringsbehandling med fast bøjle, og den 21. oktober 2019 blev patienten henvist med henblik på plastopbygning af underkæbefortænderne og hjørnetænderne på grund af udtalt slidtage.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. februar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der løbende blev foretaget vurdering af patientens tandstilling, hvor der ikke blev fundet grundlag for at tilbyde patienten tandreguleringsbehandling. Det blev noteret, at der var slid på grund af tænderskæren og syreskader, og der blev fremstillet en bidskinne til brug om natten.

Tryg fandt herefter, at slitage på underkæbefortænderne ikke med overvejende sandsynlighed kan tilskrives manglende tilbud om tandreguleringsbehandling i kommunalt regi, men derimod patientens grundlidelse i form af tænderskæren.

Tryg fandt dermed, at en tidlig tandreguleringsbehandling ikke ville have ændret patientens grundlidelse. På baggrund af dette blev det vurderet, at der med overvejende sandsynlighed er tale om en udvikling af en grundlidelse (bruxisme kombineret med tiltagende tandstillingsafvigelse), hvilket har medført slitage af patientens underkæbefortænder.

Patienten er derfor ikke påført en skade og er ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. februar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade i henhold til loven, da patientens grundlidelse i form af tænderskæren ikke kan behandles ved en tandreguleringsbehandling. Relevant behandling af tænderskæren er beskyttende bidskinner, som patienten har fået udleveret.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.