4456/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der den 21. februar 2013 fik taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden 7-. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden med udrensning af rodkanalerne. Den 12. august 2013 blev tanden behandlet med en fyldning på grund af fyldningsfraktur. Patienten henvendte sig igen den 8. oktober 2013, da fyldningen var knækket. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning. Den 28. oktober 2013 blev rodbehandlingen fortsat og i den forbindelse blev det notereret, at der var en knækket rodfil i tandens fremadvendende rodkanal. Tanden blev herefter rodfyldt, og der blev taget kontrolrøntgen. Ifølge journalen blev der præpareret til krone den 26. februar 2014, og den 11. marts 2014 blev kronen cementeret på tanden. Ved undersøgelse den 20. maj 2019 blev der konstateret betændelse ved tanden samt en lodret rodfraktur. Den ene af tandens rødder blev herefter fjernet den 27. maj 2019, og det blev noteret, at tanden havde en usikker prognose.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til bortoperation af roden og implantat til erstatning af tanden. 

1. instans afgørelse:

I brev af 11. maj 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen den 28. oktober 2013.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev opstartet rodbehandling af tanden 7- den 21. februar 2013, idet det på røntgenbillede var konstateret rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at der ved udrensningen af rodkanalerne den 28. oktober 2013 knækkede en rodfil i tandens fremadvendende rodkanal. Røntgen af samme dato dokumenterer dette. Ifølge KEL er der kun sket en skade, såfremt den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden og/eller medfører et behov for en mere omfattende behandling end den behandling, der under alle omstændigheder var nødvendig som følge af grundlidelsen.

Tryg fandt endvidere, at der den 20. maj 2019 blev fjernet en tandrod, idet der var opstået en lodret rodfraktur i tanden.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillede dateret 28. oktober 2013 dokumenterer, at der var tab af tandbærende knogle på tanden 7-, og at det ikke har relation til tandens fremadvendende rodkanal, hvori den knækkede rodfil sad. Rodfraktur forekommer oftest i rodbehandlede tænder og er en hændelig komplikation hertil.

Tryg fandt derfor, at patientens aktuelle tandstatus samt behov for behandling med overvejende sandsynlighed har årsag i grundlidelse i form af tab af tandbærende knogle forud for rodbehandling samt den nødvendige behandling heraf samt dagligt slid på tanden. Det vil sige, at den knækkede fil i denne sammenhæng ikke har haft betydning for patientens tandstatus og ikke har resulteret i en skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. maj 2020.

Det fremgår af journalen fra den 21. februar 2013, at tanden 7- havde dyb revne og risiko for komplet rodfraktur.

Nævnet finder derfor, at tanden 7- med overvejende sandsynlighed mistes som følge af infraction (revne i tanden), opstået inden rodbehandlingen og det forhold at en rodbehandlet tand er svækket og dermed har en større risiko for revnedannelse. Tanden mistes således som følge af grundlidelsen og ikke den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.