Skip to content

4439/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med parietal perforation og tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Knækket rodfil med parietal perforation og tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der den 1. oktober 2014 fik behandlet tanden +4 for dyb caries med gradvis renboring og efterfølgende fyldning. Den 5. juli 2019 blev der taget bite wings i forbindelse med undersøgelsen, og der blev bl.a. noteret caries i tanden +4. Patienten henvendte sig igen den 10. juli 2019 på grund af smerter fra tanden +4. Der blev konstateret caries i tanden samt død nerve. Der blev derfor foretaget oplukning af tanden og noteret, at filen endte mesialt for roden. Patienten blev informeret om, at der eventuelt var sket en parietal perforation, men på røntgen lignede det en ekstern resorption. De forskellige behandlingsmuligheder blev herefter drøftet, og det blev noteret, at patienten ønskede at tænke over det. Ifølge journalen fra den 16. august 2019 blev det aftalt, at tanden skulle ekstraheres og erstattes med implantat, da resorption mesialt umuliggjorde rodbehandling. Patienten var herefter til forundersøgelse den 21. august 2019 med henblik på implantatbehandling i regio +4.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden +4 den 10. juli 2019, da patienten havde smerter. Smerter i en tand kan ofte have årsag i betændelse eller hul.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af 15. juni 2019 viser, at den afbildede rodfil passerer igennem defekten, og at tanden her har et udseende, hvor defekten ligner en ekstern opløsningsproces (resorption). Desuden viser røntgenbillede af 5. juli 2019 en defekt i den fremadvendende tandhals, som med overvejende sandsynlighed vurderes at have været til stede i tanden, før rodbehandlingen blev indledt den 10. juli 2019.

Tryg fandt herefter, at det ikke er dokumenteret, at der er sket en skævboring af tanden den 10. juli 2019. Det vil sige, at patienten ikke mister tanden med årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme.

Tryg fandt derimod, at der er overvejende sandsynligt, at tanden har haft en ekstern opløsningsproces (resorption), som er blevet behandlet på en anden klinik den 15. juni 2019 jf. røntgenbillede af samme dato.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Såfremt patienten kan fremskaffe oplysninger, som dokumenterer et andet forløb eller en eventuelt anden skadevolder, kan patienten indsende disse, og Tryg vil vurdere, om sagen kan genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 17. marts 2020, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en skævboring den 15. juni 2019 i forbindelse med rodbehandling af tanden +4. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at journalen blev aktiveret dagen før, at røntgen den 15. juni 2019, kl. 13.55 viser tanden uden defekt mesialt, og et andet røntgen optaget 25 minutter senere samme dag viser en rodfil placeret i en stor defekt mesialt i tanden. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at udboringen havde respekteret tandens anatomi, hvorved tanden +4 med overvejende sandsynlighed ikke var mistet.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang, inkl. eventuelle fradrag.