Skip to content

4559/20

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om, at De den 24. april 2015 efter anlæggelse af lokalbedøvelse fik fjernet tandkronen på tanden 8-. I den forbindelse blev rødderne efterladt, da der var tæt kontakt mellem rødderne og den underliggende nervekanal. Efterfølgende kontaktede De tandlægen den 15. juni 2015, hvor De oplyste, at De siden tandfjernelsen havde haft føleforstyrrelser i højre side af tungen. Det blev noteret, at man ville se tiden an, og at der ellers skulle foretages anmeldelse til ”patientskadeforsikringen”. Den 8. marts 2016 blev det noteret, at De stadig havde føleforstyrrelser efter fjernelsen af 8-.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. oktober 2020 traf Tryg afgørelse om, at Deres erstatningskrav er forældet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.

Tryg fandt, at De den 15. juni 2015 og senest den 8. marts 2016 havde kendskab til, at De efter fjernelsen af 8- havde fået føleforstyrrelser, og dermed at der i forbindelse med behandlingen eventuelt skete en skade.

Tryg fandt i den forbindelse, at tandkronen blev fjernet den 24. april 2015, og at De kontaktede klinikken den 15. juni 2015, og oplyste, at De havde fået føleforstyrrelser i højre side af tungen efter fjernelsen af tanden. Det blev noteret, at hvis der ikke opstod bedring, skulle der foretages anmeldelse til ”patientskadeforsikringen”. Der lægges også vægt på, at det den 8. marts 2016, hvilket var knapt et år efter indgrebet, fortsat var føleforstyrrelser.

Tryg fandt herefter, at forældelsesfristen på 3 år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor De fik eller burde havde fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Derimod er tidspunktet for kendskabet til skadens omfang og følgevirkninger uden betydning for spørgsmålet om forældelse. Det har heller ingen betydning for spørgsmålet om forældelse, at De ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at søge erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/Tryg.

Tryg fandt videre, at tandlægens anmeldelse først er modtaget den 7. juli 2020, og Deres anmeldelse er først modtaget den 18. august 2020, hvilket er mere end 3 år efter, at De havde kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Deres krav er derfor forældet.

Tryg oplyste i den forbindelse, at den 3-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1, går forud for den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 2. Den 10-årige forældelsesfrist er derfor uden betydning for sagen.  

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 22. oktober 2020 stadfæstes.

Tryg har begrundet afgørelsen med, at Deres erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at De den 15. juni 2015 og senest den 8. marts 2016 fik kendskab til, at der i forbindelse med fjernelsen af tanden 8- den 24. april 2015 muligvis var sket en skade, og at Deres skadesanmeldelse fandt sted den 18. august 2020.

De har i Deres ankeskrivelse blandt andet anført, at De på intet tidspunkt har været bekendt med muligheden for at anmelde det til patientskadeforsikringen. Derudover er De blevet informeret af tandlægen, som er eksperten på området, at det ville gå over i løbet af en årrække, og at De skulle lave diverse øvelser undervejs, hvilket De har gjort.

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle erstatningskrav efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 3 år efter, at skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden. Tryg fandt, at De senest den 8. marts 2016 fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade. 3-års fristen løb derfor senest fra dette tidspunkt og var udløbet, da Deres skadesanmeldelse blev indgivet den 18. august 2020.

I den forbindelse er der lagt vægt på, at det fremgår af journalen fra 15. juni 2015, at De oplyste, at De siden tandfjernelsen havde haft føleforstyrrelser i højre side af tungen. I den forbindelse blev det noteret, at tiden skulle ses an, og ellers skulle der foretages anmeldelse til ”patientskadeforsikringen. Den 8. marts 2016 blev det noteret, at De stadig havde føleforstyrrelser efter fjernelsen af 8-. Jeg finder derfor, at De senest den 15. juni 2015 var bekendt med, at der var sket en skade, selv om det ikke var afklaret, om skaden var permanent eller midlertidig.

Sagen er derfor, som anført af Tryg, forældet.

Det bemærkes, at hverken ukendskab til love og retsregler eller til omfanget af skaden, herunder om en erkendt skade vil vise sig at være permanent eller midlertidig, suspenderer forældelsesfristen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at De ikke vidste, at De kunne anmelde det til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, og at De blev informeret om, at det ville gå over i løbet af en årrække.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.