Skip to content

4642/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 74-årig kvinde, der ved undersøgelse 16. september 2020 fik taget bite wings. I den forbindelse blev det konstateret, at der var en stor opløsning centralt i tanden -4, og diagnosen ”resorptio dentis externa” blev stillet. Det blev desuden noteret, at tanden havde en tvivlsom prognose, men at man ville forsøge at renbore og fylde defekten samt rodbehandle tanden og isætte en rodstift. Alternativt måtte tanden trækkes ud. Der blev derfor lagt en bedøvelse ved tanden den 28. september 2020, hvorefter tandkødet blev holdt til siden, og defekten blev fyldt med glasionomercement. Det blev dog konstateret, at der var forbindelse til tandnerven og behov for rodbehandling. Det blev derfor forsøgt at komme ind i rodkanalen, men på grund af forkalkning var dette ikke muligt. Patienten mødte igen den 21. oktober 2020 til videre behandling af tanden. Der blev taget røntgen, og i forbindelse med forsøg på udrensning af kanalen skete der en gennembrydning af rodoverfladen. Dette blev bekræftet på røntgen, og det blev vurderet, at tanden ikke længere var bevaringsværdig. Tanden blev derfor trukket ud den 9. november 2020, og der planlægges herefter behandling med bro til erstatning af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for gener i form af blåt mærke og snurren ud i læben.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden -4 som følge af behandlingen hos tandlægen den 21. oktober 2020.

Tryg fandt i den forbindelse, at bitewing røntgen dateret den 16. september 2020 dokumenterer, at tanden -4 havde behandlingskrævende resorption. Der kan ses en spinkel rodkanal. Tanden havde en tvivlsom prognose og fremstod med behov for rodbehandling, rodstift, opbygning og krone, hvis denne skulle forsøges bevaret.

Tryg fandt videre, at røntgen dateret den 21. oktober 2020 dokumenterer, at der skete en gennembrydning midtrods af den bagerste del af rodoverfladen på tanden -4. Tanden ses herefter ikke bevaringsværdig.

Tryg fandt derfor, at der var grundlag for at påbegynde rodbehandling af tanden -4 den 21. oktober 2020, og at der i forbindelse hermed skete en skævboring af tanden, hvilket medførte tab af tanden.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde tilsagt, at der i forbindelse med forsøg på at finde og udrense rodkanalen var sikret, at hældningen af boret havde fulgt rodens akse, og at denne var tilgået uden unødig forcering. Ved denne metode er det overvejende sandsynligt, at skævboringen og tabet af tanden -4 kunne være undgået.

Tryg fandt videre, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden -4 ved behandling med rodbehandling, stiftopbygning og krone. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket ville have beløbet sig skønsmæssigt til 10.000 kr. Beløbet kan dog blive justeret ved den endelige opgørelse af skaden.

På den baggrund godkendte Tryg den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden -4 samt efterfølgende rekonstruktion af tanden, men udgifterne til rekonstruktionen erstattes først, når udgifterne overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 10.000 kr. Det betyder, at Tryg erstatter udgiften til fjernelse af tanden, uden at fratrække de forventede udgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 25. februar 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at journal og røntgenbillede af 16. september 2020 dokumenterer, at tanden -4 på grund af omfattende rodresorption allerede forud for den udførte rodbehandling var en stærk svækket tand med en tvivlsom prognose. Tanden -4 mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af grundlidelsen, stærk svækket tand og ikke som følge af den udførte rodbehandling med skævboring. Det forhold, at der alligevel blev udført en behandling, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat.

 

Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfalder derfor.

 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte rodbehandling skal nævnet henvise patienten til at gøre sit krav gældende overfor tandlægen. Ved uenighed har patienten mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.