Skip to content

4736/21

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for fjernelse af fil. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for fjernelse af fil. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig mand, der den 3. september 2019 fik konstateret caries i bl.a. tanden 2+. Den 25. oktober 2019 blev det noteret, at der var dyb caries i tanden, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. I den forbindelse knækkede en rodfil i rodkanalen, som ikke umiddelbar kunne fjernes. Rodbehandlingen blev herefter fortsat med rod- og plastfyldning samme dag. Patienten henvendte sig den 13. januar 2021 på grund af smerter fra tanden. Der blev herefter foretaget opluknng af tanden med henblik på konstatering af den knækkede rodfil. Tandlægen fandt, at det ikke var muligt at fjerne filen, hvorfor patienten blev henvist til kirurgisk rodbehandling hos anden tandlæge. Den 22. januar 2021 blev rodfilen fjernet af anden tandlæge, hvorefter tanden blev rodfyldt på ny.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. juni 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af rodspidsbetændelse som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden 2+ den 25. oktober 2019 på grund af hul. Tænder med hul kræver oftest rodbehandling.

Tryg fandt videre, at der under rodbehandlingen knækkede en rodfil. En knækket rodfil kan fungere som en tilstrækkelig rodfyldning i tanden. Ifølge KEL er der kun sket en skade, hvis den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden i form af behov for en mere omfattende behandling end den behandling, der var nødvendig under alle omstændigheder som følge af betændelsen.

Ved vurderingen af, om der er sket en skade, fandt Tryg, at røntgenbilledet af 13. januar 2021 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge for fjernelse af rodfilen og rodfyldning af tanden, da den knækkede rodfil medførte betændelse i tanden.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist havde sørget for tilstrækkelig åbning af tanden og en skånsom udvidelse, da dette med overvejende sandsynlighed havde sikret, at rodfilen ikke knækkede. Herved havde behovet for fjernelse af filen med overvejende sandsynlighed været undgået.

Tryg fandt dernæst, at de har modtaget regning på 5.378,97 kr. fra anden tandlæge, som omhandler rodbehandling af tanden, plastfyldning, lokalbedøvelse, oplukning, elektronisk rodmål og fjernelse af rodfilen.

Tryg fandt, at regningen kan godkendes delvist, idet udgifterne til omlavning af rodbehandlingen ikke kan godkendes. Det forhold, at behandlingen skulle laves om og derved blev dyrere, er ikke en skade, men alene et økonomisk tab. Et eventuelt økonomisk krav må derfor rettes mod tandlægen, som foretog den oprindelige rodbehandling. Det er således alene udgiften for fjernelse af rodfilen, der dækkes, hvorfor der dækkes med 2.265 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 25. juni 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 2+ har været bedst muligt under de givne omstændigheder, idet det fremgår af journalen, at patienten på trods af medicinering med beroligende medicin pludselig begyndte at snakke, hvilket bevirkede et pludselig ryk, hvorefter filen knækkede. Det findes således ikke overvejende sandsynligt, at den erfarne specialist kunne have forhindret denne utilsigtede hændelse.

 

Nævnet finder videre, at skaden i form af knækket rodfil ikke er tilstrækkelig sjælden og alvorlig i forhold til behandling af patientens grundlidelse, rodspidsbetændelse. Der kan derfor heller ikke tilkendes erstatning i henhold til lovens § 20, stk. 1, nr. 4.

 

Den af Tryg tilkendte erstatning er derfor bortfaldet.