Skip to content

4764/21

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende udtrækning af tand. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende udtrækning af tand. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 4. september 2015 fik taget røntgen af tanden +6 til diagnostik. Der blev herefter planlagt rodbehandling af tanden, hvilket blev påbegyndt den 3. december 2015. I den forbindelse knækkede der en rodfil i den forreste kindvendende rod, hvilket blev bekræftet på røntgen. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet med en rod- og plastfyldning den 8. december 2015. Patienten henvendte sig med smerter og hævelse fra regio +6 den 4. maj 2021. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på den forreste kindvendende rod. Behandlingsmulighederne blev forelagt patienten, som herefter valgte at få tanden trukket ud og senere erstattet med implantat eller bro. Tanden blev derfor fjernet operativt den 12. maj 2021.

Patienten søger nu om erstatning for den manglende tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. juli 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af vedvarende rodspidsbetændelse i tanden +6 som følge af behandlingen hos tandlægen den 3. december 2015.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen dateret 3. december 2015 dokumenterer den fastlåste og knækkede rodfil i den forreste kindvendende rod på tanden +6. Tanden var bevaringsværdig. Desuden dokumenterer røntgen dateret 4. maj 2021 rodspids-betændelse på den forreste kindvendende rod på tanden +6. Tanden var bevarings-værdig, men havde behov for kirurgisk rodbehandling.

Tryg fandt videre, at røntgen dateret 4. september 2015 dokumenterer, at den forreste kindvendende rod på tanden +6 har en krumning.

Tryg fandt herefter, at når rodinstrumentet bukkes i rodkanalen, øges risikoen for belastningsfraktur.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist her havde sikret, at den øvre halvdel af den forreste kindvendende rodkanal var åbnet med yderligere konisk form, og at åbningen var trukket i fremadvendende retning, inden der var foretaget udrensning af den yderste (apikale) del af rodkanalen. Herved ville krumningen og belastningen af rodinstrumenterne være reduceret. Den yderligere åbning af rodkanalerne havde også lettet skylningen af rodkanalerne, hvorved ”borestøvet” var fjernet og risikoen for, at rodfilen blev fastlås, minimeret.

Tryg fandt, at det var overvejende sandsynligt, at rodfilen i så fald ikke var knækket og behovet for kirurgisk rodbehandling var undgået.

Tryg fandt dog, at rodspidsbetændelsen i dette tilfælde kunne behandles ved en tandbevarende strategi i form af kirurgisk rodbehandling. Imidlertid blev det efter forelæggelse af behandlingsmuligheder valgt at fjerne tanden den 12. maj 2021. Det er derfor ikke muligt at yde erstatning til kirurgisk rodbehandling, men alene til tandfjernelse.

Tryg fandt videre, at da tanden ikke er tabt som følge af den knækkede rodfil, men kunne være bevaret ved kirurgisk rodbehandling, er det heller ikke muligt at dække udgifter til rekonstruktion.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne til fjernelse af tanden, hvis det samlede erstatningsbeløb overstiger 1.000 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 13. juli 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at den korrekte skadesudbedrende behandling havde været kirurgisk rodbehandling af tanden 6+. Idet tanden nu er trukket ud, kan der ikke ydes erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

 

Hvis du ønsker, at der skal tages stilling til, om udtrækning af tanden 6+ eventuel udgør en skade i henhold til loven, skal du indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, som herefter vil tage stilling hertil.