Skip to content

4706/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandlinger og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandlinger og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 32-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 8. december 2016 grundet følsomme tænder i venstre side af overkæben. I den forbindelse blev det noteret, at der var dybe fyldninger i tænderne +6 og +7, og den 20. januar 2017 blev der indledt rodbehandling af tanden +7. Rodbehandlingen af tanden +7 blev herefter afsluttet med rod-og plastfyldning den 9. februar 2017. Ved kontrol den 16. februar 2017 havde patienten ondt i kinden og op i tindingen. I den forbindelse blev der konstateret muskelømhed i tyggemusklerne i venstre side. Patienten henvendte sig igen den 17. maj 2017 med symptomer fra tanden +6. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse. Tanden blev derfor rodbehandlet samme dag. Den 10. august 2017 blev det noteret, at patienten i ferien havde været hos en anden tandlæge, som mente, at rodbehandlingen i tanden +6 skulle laves om. Patienten skiftede herefter tandlæge, som ved første undersøgelse den 24. august 2018 noterede, at patienten var meget utilfreds med rodbehandlingerne af tænderne +6 og +7, og at hun havde haft smerter fra tænderne siden disse behandlinger. Efterfølgende blev rodbehandlingerne i tænderne +6 og +7 lavet om, og den 20. november 2018 blev tænderne rodfyldt. I den forbindelse blev det noteret, at tænderne var symptomfrie indtil for et par dage siden, hvorefter der så var lette smerter. Den 24. maj 2019 henvendte patienten sig til tandlægen på grund af smerter fra venstre side ved palpation af myoser og kæbeled. Ifølge journalen havde patienten været hos en øre,-næse og -halslæge, som havde diagnosticeret væske og hævet slimhinde i sinus (kæbehulen). Tandlægen vurderet herefter, at diagnosen kunne være bihuleproblemer, bidfunktionelle problemer eller smerter fra tænderne. Patienten kontaktede igen tandlægen telefonisk den 31. maj 2019 på grund af smerter fra venstre side af overkæben, og det blev vurderet, at der skulle foretages en CBCT-scanning. Patienten blev herefter henvist til en tredje tandlæge, som den 12. september 2019 bl.a. noterede, at CBCT-scanningen optaget den 7. juni 2019 på tandlægeskolen viste, at der var rodspidsbetændelse på tænderne +6 og +7, og at der var en gennembrydning af nervekammeret på tanden +6. Tanden +6 blev derfor trukket ud den 18. oktober 2019, hvor der tillige blev indledt kirurgisk rodbehandling af tanden +7. Den 31. oktober 2019 blev stingene fjernet, og patienten oplyste, at der var lidt følelses-løshed i ganen, men intet behov for smertestillende. Ifølge journalen fra den 26. november 2019 havde patienten oplyst i en mail, at hun igennem den senere tid havde oplevet en murrende/ borende fornemmelse op imod øje, øre og tinding, og at det var den samme følelse som inden operationen. Den 6. december 2019 blev det noteret, at der var normaliseret følelse i ganen og aftagende symptomer fra venstre side af ansigtet. Ved kontrol den 20. december 2019 var der murrende smerter op mod venstre øje og tinding. Den 6. januar 2020 blev det noteret, at det fortsat var strålende smerter op mod venstre øje og øre. Der blev igen foretaget en CBCT-scanning den 10. januar 2020, og den 14. januar 2020 blev det konstateret, at tanden +7 var knækket. Tanden blev derfor fjernet samme dag. Ved kontrol den 3. marts 2020 havde patienten smerter i regio +6 og +7. Ifølge journalen fra den 10. marts 2020 havde tandlægen telefonisk oplyst til patienten, at der kunne være tale om neuralgiforme smerter, og at patienten burde udredes hos en neurolog.

Patienten søger nu om erstatning for tab af to tænder, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten i perioden fra den 9. oktober 2015 og til den 22. august 2017 er blevet behandlet hos tandlægen, og at der her blev udført rodbehandlinger af tænderne +6 og +7 den 20. januar 2017 og den 17. maj 2017.

Tryg fandt videre, at ud fra det foreliggende journalmateriale i sagen er der ikke noget, der indikerer, at behandlingerne ikke er udført bedst muligt efter gældende faglige retningslinjer.

Tryg fandt desuden, at patienten i perioden efter blev behandlet af flere forskellige tandlæger, og at der var smerter fra venstre side af ansigtet (fra øje til øre).

Tryg fandt herefter, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er påført en skade i form af smerter som følge af patientens behandlinger hos tandlægen.

Tryg fandt derimod, at der har været tale om et langt forløb igennem årene med mange behandlinger, og at patientens smerter med overvejende sandsynlighed er en konsekvens af de nødvendige behandlinger som skulle udføres som følge af de grundlidelser, som har været årsag til, at behandling var nødvendigt.

Tryg fandt videre, at det ikke er unormalt, at der efter et langt forløb med mange behandlinger kan opstå smerter af varierende styrke, uden at smerterne af den grund med overvejende sandsynlighed kan vurderes at have årsag i selve tandbehandlingerne.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. marts 2021.

 

Nævnet finder efter indhentelse af en neurosensorisk undersøgelse, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade ved behandlingen i regio +6,7 i 2019. Idet det fremgår af journalen, at denne behandling er foretaget af anden tandlæge, finder nævnet, at der ikke er sket en skade ved behandlingen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis du ønsker, at der skal tages stilling til behandlingen i 2019 hos anden tandlæge (Tandlægen.dk – Lyngby og Implantatcenter), skal du indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, som herefter vil tage stilling hertil.