Skip to content

4888/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 40-årig mand, der den 19. november 2020 fik konstateret behandlingskrævende caries under en eksisterende fyldning i tanden 7+. Efterfølgende meldte patienten afbud til aftale om plastbehandling af tanden den 9. december 2020 og den 8. januar 2021. Den 15. marts 2021 blev tanden renboret og plastfyldt. Desuden blev patienten informeret om, at der kunne være eftersmerter, og at han skulle henvende sig, hvis de ikke aftog. Ved undersøgelse den 4. juni 2021 blev tanden behandlet med bifluoridlak på grund af kuldefølsomhed. I den forbindelse blev patienten bedt om at henvende sig igen, hvor der ikke var bedring i løbet af 1-2 uger. Den 12. august 2021 henvendte patienten sig til en ny tandlæge på grund af smerter/gener fra tanden. Der blev konstateret en mørk skygge ved plastfyldningen i tanden 7+, men ingen defekter ved plastfyldningens kanttilslutning. Plastfyldningen blev herefter fjernet, og der blev konstateret dyb caries med kontakt til tandens nerve. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag. Rodbehandlingen blev afsluttet med rodfyldninger den 19. august 2021, og den 27. august 2021 blev tanden aflukket med en plastfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. januar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er diagnosticeret behandlingskrævende hul under en eksisterende fyldning i tanden 7+ den 19. november 2020, hvilket tillige ses på røntgen optaget samme dag. Røntgenoptagelsen viser også, at den eksisterende fyldning allerede på det tidspunkt er dyb. I den forbindelse oplyses det, at tænder med dybe fyldninger har større risiko for at skulle rodbehandles efterfølgende, og denne risiko øges, når der opstår hul under fyldningen.

Tryg fandt videre, at hullet under fyldningen blev behandlet med renboring og plastfyldning den 15. marts 2021, efter patienten havde meldt afbud til planlagt behandling af tanden 7+ den 9. december 2020 og 8. januar 2021. Hullet under fyldningen i tanden 7+ har således kunnet udvikle sig yderligere i fire måneder og er med overvejende sandsynlighed blevet dybere i denne periode.

Tryg fandt endvidere, at der ved undersøgelsen 4. juni 2021 ikke er konstateret defekter ved fyldningen i tanden 7+, og der hos ny tandlæge heller ikke er konstateret defekter langs fyldningskanten den 12. august 2021.

Tryg fandt yderligere, at ny tandlæge fjerner den eksisterende fyldning i tanden 7+ den 12. august 2021 og konstaterer hul under fyldningen, der har kontakt til tandens nerve.

Tryg fandt herefter, at hullet under fyldningen, der konstateres den 12. august 2021, med overvejende sandsynlighed også har været der, da patienten blev behandlet hos tandlægen.

Tryg fandt derfor, at tanden skulle have været rodbehandlet i forbindelse med behandlingen af hullet den 15. marts 2021. Baggrunden for vurderingen er, at hullet med overvejende sandsynlighed ikke har kunnet udvikle sig så hurtigt under en tæt fyldning.

Tryg fandt således, at den rodbehandling, der udføres i august 2021, svarer til den rodbehandling, der kunne være udført i marts 2021.

Tryg fandt dermed, at rodbehandlingen af tanden 7+ er behandling af tandens grundlidelse; dybt hul under en i forvejen dyb fyldning. Rodbehandlingsbehovet er derfor ikke en følge af behandlingen hos tandlægen, og der er derfor ikke sket en erstatningsberettiget skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Et eventuelt spørgsmål om tilbagebetaling af honorar for fyldningsbehandlingen foretaget den 15. marts 2021, er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. januar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen fra 19. november 2020 viser caries under en stor fyldning med tæt relation til tandens nerve forud for behandlingen med plast den 15. marts 2021. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at behovet for rodbehandling er en følge af grundlidelsen, dyb caries, og den nødvendige behandling heraf.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.