Skip to content

4862/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig mand, der ved almindelig eftersyn den 20. juni 2017 fik konstateret en fistel ved tanden 5+. Der blev derfor taget røntgen af tanden, som fandtes at vise insufficient rodfyldning og rodspidsbetændelse. Den 1. august 2017 blev det noteret, at røntgen vistes rodspidsbetændelse samt for kort rodfyldning ved tanden 5+. Ifølge journalen fra den 21. juni 2018 blev der igen taget røntgen af tanden 5+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Patienten skulle derfor henvende sig efter ferie for behandling af tanden 5+. Ved statusundersøgelse de 29. juli 2019 blev der igen taget røntgen af tanden 5+, som fandtes at vise insufficient rodfyldning. Der blev derfor indledt omgørelse af rodbehandlingen den 10. december 2019 og i den forbindelse knækkede en rodfil i tanden. Der blev taget røntgen, og tanden blev herefter rodfyldt. Den 21. januar 2020 blev tanden behandlet med en plastfyldning. Ved undersøgelse den 16. marts 2021 blev der igen taget røntgen af tanden 5+, som fandtes at vise en defekt ved tanden. Tanden blev herefter trukket ud den 11. maj 2021, hvor der tillige blev udleveret en smileprotese. Ved kontrol den 13. juli 2021 fandtes røntgen at vise ophelende område, og der planlægges erstatning med et implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. november 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der knækkede en rodfil ved en omgørelse af rodbehandlingen af tanden 5+ den 10. december 2019 hos tandlægen. Desuden blev tanden fjernet den 11. maj 2021 på grund af en knogledefekt.

Tryg fandt, at røntgenbillede af den 2. februar 2021 og den 16. marts 2021 dokumenterer en knogledefekt på den bagerste del af tanden 5+. Der ses ikke tegn på rodspidsbetændelse på tanden.

Tryg fandt derfor, at knogledefekten ved tanden er forårsaget af det betændelsesudløb, som allerede var til stede inden behandlingen. Dette dokumenteres på røntgenbillede af den 20. juni 2017 og den 1. august 2017.

Tryg fandt dermed, at der ikke er en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem den knækkede rodfil den 10. december 2019 og det efterfølgende behov for fjernelse af tanden den 11. maj 2012.

Tryg fandt således, at tanden 5+ mistes som følge af grundlidelse, lokal knogledefekt på grund af tidligere pusafløb. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling. Det vil sige, at tanden ikke mistes med overvejende sandsynlighed som følge af den knækkede rodfil.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. november 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra juni 2017 viser, at tab af tandbærende knogle er årsag til, at der opstod en fistel ved tanden 5+. Tanden havde således allerede på daværende tidspunkt en tvivlsom prognose.

 

Nævnet finder derfor, at tanden mistes som følge af grundlidelsen i form af tab af tandbærende knogle og ikke som følge af den knækkede rodfil.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.