Skip to content

4940/22

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig mand, der ved undersøgelse den 15. april 2013 fik konstateret caries i tænderne 7,6,5,4,3+2,5,6,7 og 5,3-5,7,8. Tanden +7 blev herefter trukket ud samme dag. Den 2. maj 2013 blev der indledt rodbehandling af tanden +6, og tænderne +5 og -4,5,7,8 blev behandlet med plastfyldninger. Tanden +6 blev herefter rodfyldt den 1. juli 2013, hvor den tillige blev opbygget med stift og plastfyldning. Der blev taget røntgen kontrol, som fandtes at vise ok rodfyldning, og patienten blev informeret om behov for krone, samt at tandens prognose var tvivlsom. Herefter blev patienten først set igen den 18. marts 2014, hvor der blev lavet en fyldning i tanden -4.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for sine gener og behov for stærk smertestillende medicin i perioden fra 2013 til 2022. Desuden søges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. juni 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden +6 den 2. maj 2013, fordi der var dyb caries i tanden (tæt på tandnerven), hvilket dokumenteres af røntgenbillede fra samme dag. Desuden fik patienten efterfølgende opbygget tanden med plast.

Tryg fandt herefter, at patientens gener samt smerter ved tanden +6 med overvejende sandsynlighed har årsag i tandens grundlidelse, dyb caries (hul) og deraf tab af tandsubstans. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt desuden, at patienten ikke henvendte sig til tandlægen i perioden efter den 1. juli 2013 – den 18. marts 2014. Såfremt patienten havde henvendt sig, og smerter kunne være lokaliseret til tanden +6, kunne tanden +6 med overvejende sandsynlighed være fjernet på fagligt korrekt indikation.

På den baggrund fandt Tryg, at patientens gener/ smerter ikke er en følge af tandlægens behandling, men med overvejende sandsynlighed er en følge af tandens grundlidelse, caries samt tab af tandsubstans, som medførte det oprindelige rodbehandlingsbehov af tanden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. juni 2022 med den begrundelse, som Tryg har anført.

 

Indledningsvist finder nævnet, at det fremgår af journalen, at tanden +6 blev rodbehandlet i 2013.

 

Nævnet finder herefter, at det er mest sandsynligt, at dine gener skyldes de dybe cariesangreb i de øvrige 13 tænder, som ikke ses at være blevet behandlet eller behandlet i tilstrækkeligt omfang.

 

I det omfang smerterne skyldes den udførte rodbehandling af tanden +6, finder nævnet, at rodbehandlingen kan laves om under samme forudsætning som forud for den udførte rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved eventuelt bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.