Skip to content

4944/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende ændring i tandstillingen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende ændring i tandstillingen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig kvinde, der i en periode – måske fra 2007 til 2012 – modtog tandreguleringsbehandling af såvel over- som underkæben hos tandplejen. Ifølge journalen bestod tandreguleringsbehandling af en form for fast apparatur, og der blev ved afslutning af behandlingen påsat montering af retentionstråd i regio 3-3. Den 19. januar 2011 blev det noteret, at behandlingen blev afbrudt, da patienten var udeblevet flere gange. Ved henvendelse den 16. juni 2011 blev det bl.a. noteret, at tanden 2- havde rykket sig. Den 28. juni 2011 blev det noteret, at retentionen i underkæben sad fast, men tanden 2- rykkede sig alligevel. Patienten blev herefter afsluttet den 23. oktober 2012 i forbindelse med, at hun fyldte 18 år. I den forbindelse blev det noteret, at tandstillingen var acceptabel, og at retentionstråden på fortænderne i underkæben sad tilfredsstillende. Patienten overgik herefter til privat tandlæge, og ved undersøgelse den 13. august 2015 og igen den 12. april 2016 blev der ikke noteret forhold vedrørende holdetråden i underkæben eller om tandstillingsfejl. Den 11. april 2018 var patienten til undersøgelse hos en anden tandlæge, hvor der blev noteret tandstillingsfejl ved tanden 2- samt en blottet tandrod, da tandkødet havde trukket sig på forsiden af tanden 2-. Den 29. september 2021 blev det noteret, at der sås en forværring i det tilbagetrukket tandkød ved tanden 2-, og der blev taget fotos heraf. Ved kontrol den 13. oktober 2021 blev retentionstråden på 2- fjernet, og patienten blev informeret om, at retraktionen formentlig skyldes aktivering af tråden. Patienten blev herefter henvist til en specialtandlæge, hvor patienten var til undersøgelse den 23. november 2021. Her blev der konstateret tandstillingsfejl og tilbagetrækning af tandkødet ved tanden 2- samt i mindre grad ved tænderne 1-1. Det blev vurderet, at det skyldes en aktiv retentionstråd, og patienten blev anbefalet en tandreguleringsbehandling for at føre tanden 2- tilbage i knoglen. Den 29. november 2021 blev der taget røntgen og kliniske fotos, og den 4. december 2021 blev der udarbejdet en behandlingsplan.

Patienten søger nu om erstatning efter kipning af tanden 2-.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. marts 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der i perioden fra den 20. november 2007 til den 23. oktober 2012 blev foretaget en tandreguleringsbehandling med fast apparatur. Desuden blev der senere konstateret tandstillingsfejl ved tanden 2- og en delvist blottet tandrod, jf. kliniske fotos af 29. september 2021 og af 29. november 2021.

Tryg fandt herefter, at den opståede tandstillingsfejl med overvejende sandsynlighed har årsag i en deformering af holdetråden, som så har medført, at roden på tanden 2- har flyttet sig (blottet tandrod) og dermed ikke den tandreguleringsbehandling, patienten modtog i tandplejen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der ville have været en større tidsmæssig sammenhæng mellem monteringen af holdetråden og udviklingen af tandstillingsfejlen, hvis der havde været foretaget en fejl ved behandlingen hos tandplejen. Det vil sige, at skaden ville have sket før, end den gjorde.

Tryg fandt videre, at tænder flytter sig livslangt – også efter afsluttet tandregulering, hvilket er årsagen til, at der udføres regelmæssige efterbehandlingskontroller. Metaltråden bag på underkæbens fortænder påsættes for at reducere graden af den efterfølgende naturlige tandflytning.

Tryg fandt endvidere, at påsætningen af holdetråde ikke er en garanti for, at tænderne ikke efterfølgende flytter sig, og der er mange, som oplever, at sammenbid og tandstilling ændrer sig med tiden – både uden og med forudgående tandreguleringsbehandlinger. Nogle få patienter vil med tiden opleve, at holdetråden bag på fortænderne deformeres i en sådan grad (eks. ved tygning), at holdetråden begynder at udføre uhensigtsmæssige tandflytninger. Ofte ville sådanne forhold blive opdaget tidligt og dermed give mulighed for at fjerne holdetråden. I enkelte tilfælde vil en deformeret holdetråd kunne give anledning til betydelig tandstillingsfejl, hvis den ikke fjernes i tide.

Tryg fandt derfor, at patientens tandstillingsfejl med overvejende sandsynlighed har årsag i grundlidelse, det vil sige forhold ved patienten selv. Tandstillingsfejlen blev her diagnosticeret den 11. april 2018, og først den 29. oktober 2021, hvor der var forværrede forhold, blev der indledt behandling med fjernelse af metaltråden.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade herved, da denne behandling ikke er foretaget hos tandplejen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Såfremt patienten ønsker at få vurderet, om der kan være sket en skade i form af et yderligere behandlingsbehov ved behandlingen af fjernelse af metaltråden og den første konstatering af tandstillingsfejlen, skal patienten indgive en anmeldelse herom med angivelsen af korrekte skadevolder og skadedato.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. marts 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at den udførte tandreguleringsbehandling hos Guldborgsund Kommunale Tandpleje ikke har medført en skade i lovens forstand, idet behandlingen ses at være udført bedst muligt. Ændringen i tandstillingen diagnosticeres først i 2018, ca. 5 år efter afslutningen af tandreguleringsbehandlingen, hvorfor nævnet finder, at der ikke er tale om en behandlerpåført skade.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.