Skip to content

4958/22

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Bedøvelse - Infiltration

Beskrivelse:

Rodbehandling efter anlæggelse af lokalbedøvelse med nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling efter anlæggelse af lokalbedøvelse med nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 9. juni 2022 på grund af smerter fra tanden 7-. I den forbindelse blev der derfor taget røntgen, som fandtes at vise dyb caries i tanden. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden samme dag efter anlæggelse af lokalbedøvelse. Det blev imidlertid noteret, at det ikke var muligt at gennemføre behandlingen, da der ikke blev opnået den ønskede virkning af lokalbedøvelsen. Tanden blev derfor renboret, og der blev lagt paraform på tandnerven. Der blev herefter aflukket med en midlertidig cementfyldning. Ved kontrol den 12. juli 2020 oplyste patienten om en brændende fornemmelse på den forreste del af tungen. Den 19. juni 2020 blev det noteret, at patienten oplevede en ændret smagssans og nedsat følelse i højre side af tungen. Der blev derfor igen anlagt en ny lokalbedøvelse, som heller ikke virkede, og der blev herefter lagt en ny paraform på tandens nerve. Ifølge journalen blev tanden rodbehandlet den 6. juli 2020, og den 17. november 2021 blev det noteret, at der fortsat var føleforstyrrelser.

Patienten søger nu om godtgørelse for nerveskade.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. marts 2022 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 96.046,75 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at patienten som følge af behandlingsskaden har et varigt mén på 10% jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt A.1.4.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af den indhentede neurosensoriske erklæring, at der er subjektive gener i form af en daglig næsten helt mistet følelse på højre side af tungen, af næsten konstante ubehagsgener, der føles sovende/ dødt/ bedøvet og som kan udløses, når patienten taler, af smerte ved let berøring, der føles stikkende, og af en ændret smagssans/ delvist mistet smagssans. Der oplyses også om gener, når patienten taler, spiser og drikker, og spidsen af tungen føles som sandpapir. Endelig oplyses det, at føleforstyrrelsen i meget høj grad (8,5 på en skala op til 10) har en negativ indvirkning på patientens livskvalitet, da patienten mindes om det, hver gang han taler eller spiser. Objektivt er der konstateret en nedsat og manglende føleevne svarende til højre side af tungen samt en manglende smagsevne på højre side af tungen.

Tryg fandt herefter, at patienten er berettiget til 95.050 kr. i godtgørelse for varigt mén. Hertil kommer renter på 996,75 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke er berettiget til yderligere godtgørelse/ erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. marts 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige føleforstyrrelser ved nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén. Med udgangspunkt i den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne gener, er nævnet enig med Tryg i, at méngraden skal fastsættes til 10%, hvilket ifølge méntabellen er maksimum ved beskadigelse af én nervegren.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der kan tilkendes 95.050 kr. i godtgørelse for varigt mén. Hertil kommer renter på 996,75 kr.