Skip to content

4964/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 19-årig kvinde, der den 6. december 2012 henvendte sig til tandplejen for opstart af bøjlebehandling med aftagelige skinner. Behandlingen foregik herefter over de næste par måneder. Den 26. marts 2015 blev tandstillingen igen vurderet, og der blev konstateret behov for fjernelse af tænderne 4+4. Der blev herefter optaget journal, klinisk fotos og røntgenbilleder den 14. marts 2017 med henblik på udarbejdet af en behandlingsplan. I perioden fra den 15. august 2017 til den 18. juni 2019 blev patienten behandlet med en fast bøjle, og ved afslutningen den 17. juni 2019, hvor bøjlen med afmonteret, blev der taget fotos og røntgenbilleder. Efterfølgende var patienten til kontrol den 5. september 2019 og igen den 20. januar 2020. Ved kontrol den 19. januar 2021 blev der konstateret pladsmangel bagerst i underkæben, som forhindrede frembrud af 12-års tænderne 7-7. Patienten henvendte sig herefter til anden tandlæge den 6. februar 2021, hvor visdomstænderne 8-8 blev fjernet. Den 5. marts 2021 havde patienten smerter fra tanden 7-, og det blev noteret, at tanden ikke var frembrudt. Der blev derfor den 16. marts og den 11. maj 2021 fjernet tandkød, som delvist dækkede tænderne 7-7. Dette gav senere et længerevarende forløb med infektion ved tænderne. Patienten henvendte sig den 18. juli 2021 til en specialtandlæge, hvor der blev noteret manglende frembrud af tænderne 7-7. Det blev vurderet, at der ikke var indikation for en fornyet tandregulering, medmindre der blev fjernet to tænder i underkæben. I den forbindelse blev det noteret, at tanden 7- kunne fjernes, hvilket ville forhindre en fornyet tandregulering. Patienten var igen til konsultation hos tandplejen den 15. november 2021 vedrørende tandstillingen. Der blev konstateret stabil tandstilling, og det blev vurderet, at der var to muligheder: enten fjernelse af tænderne 5-5 og en fornyet kompliceret tandregulering, eller kirurgisk fjernelse af tænderne 7-7 og ingen yderligere behandling. Der blev herefter planlagt fjernelse af tænderne 7-7, som efterfølgende blev fjernet af anden tandlæge. Ved afsluttende kontrol den 1. februar 2022 blev der konstateret acceptable forhold.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt for sine gener som følge af behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 10 juni 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten i perioden den 6. december 2012 og frem til den 21. februar 2022 modtog et længerevarende behandlingsforløb med tandregulering og efterfølgende tandudtrækninger på grund af tandstillingsfejl og manglende frembrud af tænder i underkæben.

Tryg fandt videre, at patientens tandstillingsfejl og manglende frembrud af tænder i underkæben anses som grundlidelse. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tænderne selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt endvidere, at da bøjlen blev afmonteret den 18. juni 2019, skete dette med en formodning om, at 12-års-tænderne i underkæben 7- og -7 ville bryde helt frem på naturlig vis i den efterfølgende periode. Dette skete dog ikke, men gav i stedet for anledning til infektioner, hvilket gjorde det nødvendigt at fjerne visdomstænderne 8-8 samt 12-års tænderne 7-7.

Tryg fandt herefter, at fjernelse af disse fire tænder anses som en relevant behandling for grundlidelsen, som opstod efter afsluttet tandregulering bestående af infektion omkring ikke fuldt frembrudte 12-årstænder. Behandlingen blev anbefalet af tandplejen og af specialtandlægen.

Tryg fandt dernæst, at uagtet hvor stor betydning forløbet har været for patientens privatliv med smerter, betændelse fra tænderne og de efterfølgende tandfjernelser, er forløbet fortsat en følge af patientens grundlidelse.

Tryg fandt derfor, at patienten som følge af behandlingen ikke er påført en behandler-påført skade. Tandplejen har handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard inden for området.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. juni 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at behandlingen hos den Kommunale tandpleje har været bedst muligt under de givne omstændigheder. Dit behov for behandling er derfor en følge af din grundlidelse i form af manglende tandfrembrud og tandstillingsfejl, som ikke er en følge af den udførte tandbehandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1