Skip to content

4972/22

Skadetype: Nerveskade - N.Infraorbitalis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Bedøvelse - Infiltration

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling efter anlæggelse af lokalbedøvelse med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling efter anlæggelse af lokalbedøvelse med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der henvendte sig akut til tandlægen den 19. februar 2019 på grund af smerter fra tanden +5. Der blev derfor taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden. Patienten blev derfor anbefalet kirurgisk rodbehandling eller udtrækning af tanden, og der blev ordineret antibiotika. Den 9. maj 2019 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden efter anlæggelse af lokalbedøvelse ved tænderne +4,5,6. Desuden blev der taget kontrol-røntgen, som fandtes at vise sufficient behandling. Ved telefonisk henvendelse den 10. maj 2019 oplyste patienten, at hun oplevede kraftig hævelse efter indgrebet, men der var bedring. Patienten henvendte sig akut igen den 16. maj 2019 på grund af smerter, feber og hævelse i regio +5, og der blev udskrevet antibiotika. Ved telefonisk kontakt den 20. maj 2019 oplyste patienten, at hævelsen var mindsket en anelse, men der var fortsat smerter. Der blev derfor ordineret smertestillende samt antibiotika. Den 21. maj 2019 blev det noteret, at kirurgen mente, at symptomerne og smerterne stammer fra ødem i området. Ifølge journalen fra den 27. maj 2019 oplyste patienten telefonisk, at der fortsat var lidt hævelse, og at hun spiste smertestillende hver 8. time på grund af fortsatte smerter. Patienten følte, at det fortsat ”nev/ sov” i læberne. Den 4. juni 2019 syntes patienten, at der var lidt bedring, men stadig hævelse og en fornemmelse af at være bedøvet i læberne. Ved regelmæssig undersøgelse den 11. november 2019 blev det noteret, at der fortsat var smerter og rødme i området ved tanden +5. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise heling efter den kirurgiske rodbehandling. Desuden blev det noteret, at tandkødet føltes dødt, at der til tider var voldsomme jag i venstre side, at overlæben hang, og der var smerter, når patienten grinte.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén som følge af sine gener.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. april 2022 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 60.921,25 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at det fremgår af patientens anmeldelse, at hun som følge af behandlings-skaden har haft et anslået tab på 2.500 kr. for tabt arbejdsfortjeneste som følge af skaden. For at Tryg kan opgøre patientens tab for tabt arbejdsfortjeneste, bedes patienten indsende dokumentation for tabet i form af lønsedler samt angivelse af hvilke dage, hun har været syg/ været til behandling som følge af skaden.

Vedrørende svie og smerte, fremgår det af patientens anmeldelse, at hun ikke har været sygemeldt som følge af behandlingsskaden.

Tryg fandt videre, at det fremgår af den neurosensoriske undersøgelse, at der er påvirket følelse svarende til kindens hud under venstre øje ud mod kinden samt over venstre side af overlæben. Herudover er det beskrevet, at der er påvirket følelse svarende til slimhinden på ydersiden af tænderne i venstre side af overkæben. At smerterne er konstante og delvist mistet med gener i form af prikkende, stikkende, sovende og kriblende fornemmelse, der forværres ved kulde med en påvirkning i arbejdslivet og privatlivet på henholdsvis 7 og 9 på en skala fra 1 til 10.

Tryg fandt endvidere, at der objektivt er konstateret påvirket, nedsat og upræcis følelse svarende til huden i venstre side af udbredelsesområdet for nervus infraorbitalis, under venstre øje, over venstre overlæbe og ud mod venstre kind. Bedømt ved priktest og smertereaktion var der også påvirkning af sensibilitet svarende til kindens slimhinde i venstre side inklusiv det kindvendende tandkød ud for tænderne +3,4,5,6.

Tryg fandt herefter, at patienten som følge af behandlingsskaden har et varigt mén på 8% jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4.

Tryg fandt derfor, at patienten er berettiget til godtgørelse for varigt men på 54,749 kr. efter aldersreduktion. Hertil kommer renter på 6.162,25 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning/ godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 19. april 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at godtgørelsen for varigt mén skal forhøjes til 10% jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4.1., da det fremgår, at du er plaget af smerter.

 

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på opgørelse af den endelige godtgørelse for varigt mén.

 

For så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste finder nævnet, at der ikke er dokumentation for et indtægtstab. Der er derfor ikke grundlag for at tilkende erstatning herfor, ligesom der ikke ses at være grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte.