Skip to content

4978/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og uberettiget udtrækning af tand. Skadens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Knækket rodfil og uberettiget udtrækning af tand. Skadens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 28. december 2020 med smerter fra tanden 6+. Det blev konstateret, at tanden var tydelig perkussion-øm, hvorefter der blev åbnet til tanden. I den forbindelse blev det konstateret, at tandnerven i den ganevendende rodkanal var død, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev fortsat den 5. januar 2021, og der blev noteret rodspidsbetændelse. Den 20. januar 2021 blev det noteret, at der var knækket en rodfil i forbindelse med udrensningen af den fremadvendende rod. Der blev taget røntgen, hvorefter tanden blev rodfyldt. Patienten blev informeret om den knækkede rodfil, samt at der kunne blive behov for kirurgisk rodbehandling af tanden. Patienten henvendte sig igen den 3. november 2021 med smerter fra tanden 6+. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved den knækkede rodfil. Patienten blev herefter anbefalet kirurgisk rodbehandling, men ønskede tand fjernet på grund af dårlig prognose for tanden. Tanden blev herefter fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt tab af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. juni 2022 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslaget kan godkendes delvist.

Tryg fandt, at behandlingsoverslag på i alt 18.639,77 kr. vedrører amotio 6+, zirkonuim på bropille 7+, zirkonium mellemled 6+, zirkonium på bropille 5+ og røntgen 6+.

Tryg fandt herefter, at behandlingsoverslaget kan godkendes delvist, idet udgifterne til brobehandlingen ikke godkendes, da behovet for denne ikke er en del af den anerkendte patientskade. Årsagen er, at Tryg alene har anerkendt en skade i form af tab af tanden 6+ jf. afgørelsen af 25. februar 2022.

Tryg fandt således, at behandlingen med amotio 6+ på 1.083 kr. kan godkendes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 14. juni 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at den erstatningsberettigende skade omhandler en knækket rodfil og uberettiget udtrækning af tanden 6+, da tanden med overvejende sandsynlighed kunne have været bevaret ved en kirurgisk rodbehandling. Behandlingen har således samlet set ikke været bedst muligt under de givne omstændigheder. Der kan derfor tilkendes for udgifterne til den skadesudbedrende behandling for at erstatte tabet af tanden.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en fornyet stillingtagen til behandlingsoverslaget, herunder med eventuelle fradrag.