Skip to content

5013/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Installation af fikstur

Beskrivelse:

Implantatbehandling med efterfølgende behov for rodbehandling af nabotand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantatbehandling med efterfølgende behov for rodbehandling af nabotand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der ved undersøgelse den 12. september 2017 fik konstateret en defekt fyldning i tanden +5. Patienten blev derfor anbefalet kronebehandling af tanden. Desuden blev der taget røntgen af tanden +6. Den 18. september 2017 blev der isat et implantat i regio 4+, og i den forbindelse blev det noteret, at der var manglende knogle på den kindvendende side af tanden 3+. Afslutningsvist blev der taget et oversigtsrøntgenbillede. Patienten henvendte sig igen den 22. september 2017, da hun havde ondt i tanden 3+. Tanden blev derfor beslebet, hvilket igen skete den 3. oktober 2017. Den 15. marts 2018 blev tanden +5 præpareret til krone, og den 9. april 2018 blev tanden +6 forsynet med en krone. Desuden blev tanden 3+ præpareret til krone, og der blev påsat abutment i regio 4+. Der blev herefter cementeret kroner på tænderne +5 og 3+ den 7. maj 2018. Den 4. juni 2020 blev det noteret, at der var rodspidsbetændelse ved tanden +6, og at kronen ikke var tilpasset ordentligt. Patienten blev herefter anbefalet rodbehandling af tanden hos anden tandlæge.

Patienten var hertil til undersøgelse hos anden tandlæge den 19. august 2021, hvor der på grund af symptomer fra tanden 3+ blev taget røntgenbilledet af tanden. Ifølge journalen viste røntgen, at der var rodspidsbetændelse ved tanden, og området skulle derfor observeres. Den 31. august 2021 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden 3+, og i den forbindelse blev det noteret, at tandnerven var død.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. oktober 2022 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af rodspidsbetændelse på tanden 3+ som følge af påvirkning efter implantatbehandling på nabotanden hos tandlægen. Dette har medført et rodbehandlingsbehov af tanden 3+.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev indledt implantatbehandling ved området for tanden 4+ den 18. september 2017. Desuden henvendte patienten sig med ømhed fra tanden 3+ den 22. september 2017.

Tryg fandt derfor, at der med overvejende sandsynlighed er sket en påvirkning af roden på tanden 3+ i forbindelse med udboring og placering af implantatet ved området for tanden 4+, hvilket dokumenteres af røntgenbillede fra den 19. august 2021. I den forbindelse fandt Tryg, at der er en tidsmæssig sammenhæng i, at patienten henvendte sig med smerter fra tanden 3+, som skete kun få dage efter abutmentoperationen ved området for tanden 4+.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist havde draget omsorg for udboringsretningen ved implantatbehandlingen med henblik på afstand, hældning og længde ved hjælp af løbende røntgen samt valgt et implantat, som passede til området. Herved havde man med overvejende sandsynlighed haft mulighed for at korrigere hældningen samt længden af udboringen, således at behovet for rodbehandling af tanden 3+ havde været undgået.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tanden +5 hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at kronebehandle tanden +5 den 9. april 2018, fordi tanden forinden sås med omfattende fyldning, som var defekt, hvilket dokumenteres af tandlægejournalen fra den 12. september 2017. Desuden dokumenterer røntgenbilledet fra den 4. juni 2020, at der var rodspidsbetændelse ved tanden +5, hvorefter denne blev rodbehandlet, hvilket dokumenteres af røntgenbilledet fra den 12. august 2020.

Tryg fandt derfor, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden +5 grundet rodspidsbetændelse. I op til 10% af alle rodbehandlede tænder kan der opstå behov for rodbehandling efter kronebehandling. Det forhold, at der opstår rodspidsbetændelse ved tanden +5, og patienten får et behov for rodbehandling af tanden gennem kronen, er ikke i sig selv grundlag for, at der er sket en erstatningsberettiget skade.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at tanden +5 er blevet rodbehandlet, fordi tandnerven døde, ikke har medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om behandling af tandens grundlidelse, herunder rodspidsbetændelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor efter behandling hos tandlægen.

Vedrørende tanden +6 fandt Tryg, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenbilledet fra den 12. september 2017 dokumenterer, at tanden +6 allerede var rodbehandlet på dette tidspunkt. Patienten fik behandlet tanden +6 med en krone den 9. april 2018. Desuden dokumenterer røntgenbilledet af den 4. juni 2020, at kronen ikke ses tilpasset tilfredsstillende på tanden +6.

Tryg fandt videre, at der ikke foreligger dokumentation for rodbehandling af tanden +6 i den fremsendte tandlægejournal fra den 12. september 2017 – den 9. april 2018, hvorfor det vurderes, at skadedatoen er før dette.

Tryg fandt således, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for at fastslå, at rodbehandling af tanden +6 er blevet udført hos tandlægen.

Tryg bemærkede dog, at rodbehandlingen af tanden +6 kan omgøres.

Tryg fandt herefter, at selv om kronebehandlingen på tanden +6 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få foretaget en fornyet kronebehandling på tanden +6, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. oktober 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at placeringen af implantatet regio 4+ er årsag til, at der efterfølgende opstod behov for rodbehandling af tanden 3+. I den forbindelse er der lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem implantat-behandlingen og debut af symptomer fra tanden 3+, samt at implantatet 4+ er placeret tættere på roden af tanden 3+, end hvad der anbefales i henhold til de gældende kliniske retningslinjer.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved tanden 3+ efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.