Skip to content

4988/22

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik - Delprotese acryl

Beskrivelse:

Behandling med delprotese og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behandling med delprotese og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 10. september 2019 fik optaget journal med henblik på protesebehandling med aftagelig delprotese i underkæben. Ifølge journalen havde patienten tænderne 7,6,4,3,2,1+1,2,3,4,6 samt tænderne 7,4,3,2,1-1,2,3,4,7,8. Den 18. november 2019 blev tanden 4+ fjernet og efter tilpasning af protesen i underkæben blev den udleveret den 17. december 2019. Efterfølgende var patienten til kontrol den 28. januar, den 11. februar og den 5. marts 2020. Den 26. august 2020 var tanden -6 knækket og blev behandlet med en fyldning. Patienten henvendte sig den 13. december 2021, da tanden +2 var knækket. I den forbindelse blev det noteret, at patienten kom til at tygge på noget hårdt ved spisning, som udløste smerte. Det løse fragment blev herefter fjernet. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 23. februar 2022 med henblik på en second opinion. I den forbindelse blev patienten opfordret til at fortsætte hos den behandlende tandlæge. Ved konsultation hos den behandlende tandlæge den 8. marts 2022 blev det noteret, at patienten mente, at protesen havde medvirket til fraktur af tanden +2.

Patienten søger nu om erstatning for den knækkede tand, da protesen i underkæben ikke var lavet rigtigt.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. juli 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er foretaget en protesebehandling hos tandlægen.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få omlavet protesebehandlingen, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes et civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tryg fandt videre, at der ikke med overvejende sandsynlighed er årsagssammenhæng mellem fraktur af tanden +2 og behandlingen med aftagelig delprotese i underkæben. I den forbindelse lægges der vægt på, at protesen ikke har kontakt til tanden +2.

Patienten er på den baggrund ikke berettiget til erstatning i forbindelse med behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. juli 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen med delprotese i underkæben er årsag til, at tanden +2 knækkede efterfølgende, idet delprotesen ikke er i kontakt med tanden. Delprotesen kan således ikke være skyld i, at tanden +2 knækkede.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.