Skip to content

4991/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for nye kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for nye kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen første gang den 6. september 2013 med henblik på rådgivning om kronebehandling af sit tandsæt. Det blev bl.a. noteret, at patienten ikke havde været til tandlæge de sidste 5 år, men at patienten nu ønskede behandling. Desuden blev der optaget panoramarøntgen, og patienten blev anbefalet en behandlingsplan, som hun accepterede. Den 23. oktober 2013 blev tænderne 7+7 trukket ud, og efterfølgende blev der opstartet kronebehandling af tænderne 6,5,4,3,2,1+1,2,3,4,5,6 samt tænderne 7,5,4,3,2,1-1,2,4,5. Der blev derfor i november og december 2013 fremstillet Cerec porcelænskroner på tænderne 4,3,2,1+1,2,3,4,5,6 og tænderne 4-4. Den 1. september 2014 blev det noteret, at kronerne på tænderne 4+4 var tabt. Kronen på tanden 4+ blev derfor recementeret samme dag, mens det blev noteret, at tanden +4 skulle behandles med en ny krone. Desuden blev det noteret, at der skulle isættes implantater i regio 6-6 og tænderne 6,5+5 samt 7-5 skulle kronebehandles. Den 24. september 2014 blev der isat implanteret i regio 6-6. Der blev herefter fremstillet Cerec kroner på tænderne 7,5-5,7 samt tænderne 6,5+4 i november og december 2016. Den 15. januar 2015 blev der monteret abutment og Cerec krone på implantat regio 6-, og den 17. marts 2015 blev der monteret abutment og Cerec krone på implantat regio -6. Den 19. maj 2015 blev det aftalt, at der skulle laves facader på tænderne 3,2,1-1,2 af kosmetiske årsager, og den 20. maj 2015 blev facaderne monteret på tænderne. Den 5. februar 2016 blev Cerec kronen på tanden 3+ lavet om. Patienten henvendte sig den 3. november 2016 med smerter fra tanden +6. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise en dyb restaurering, hvorfor der var behov for rodbehandling af tanden. Tanden +6 blev derfor rodbehandlet den 25. november 2016, hvorefter den blev rodfyldt og behandlet med en plastfyldning den 15. december 2016. Den 23. marts 2017 blev der cementeret en ny Cerec krone på tanden 7-. Ifølge journalen fra den 9. juni 2017 var kronen på tanden 5- tabt, hvorfor den blev recementeret samme dag. Ved undersøgelse den 23. oktober 2017 blev det konstateret, at tanden +6 var fraktureret dybt nede ved tandkødet på tandens inderside. Patienten blev derfor anbefalet udtrækning af tanden, hvilket hun ville overveje. Den 25. januar 2018 var kronen på tanden 6- knækket, og der blev derfor cementeret en ny Cerec krone på tanden den 26. februar 2018. Patienten henvendte sig igen den 14. marts 2019 med en knækket krone på tanden 7-, og der blev derfor cementeret en ny krone på tanden den 8. maj 2019. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 2. juli 2019 informerede patienten om, at kronerne på tænderne 5,4-4 skulle laves om, og at tanden +6 skulle trækkes ud. Tanden +6 blev derfor trukket ud den 29. august 2019. Den 20. maj 2020 var kronerne på tænderne 6+ og 5- knækket, hvorfor de skulle laves om. Der blev derfor cementeret nye kroner på tænderne 6+ og 5- den 3. september 2020. Den 30. juni 2021 var kronen på tanden 2- knækket og skulle laves om, mens kronen på tanden 2+ var knækket den 1. oktober 2021 og skulle laves om.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af de knækkede kroner samt et implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. juli 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik forsynet tænderne 6,5,4,3,2,1+1,2,3,4,5,6 og 7,5,4,3,2,1-2,3,5 med kroner, og at dette skete i en periode fra den 6. september 2013 og frem til 1. september 2014, og at behandlingen blev foretaget på baggrund af patientens grundlidelse i form af hul i flere tænder.

Tryg fandt videre, at flere af kronerne (på tænderne 7,6,5,2- og 6,3,2+4) blev lavet om flere gange, hvilket skete både hos den behandlende tandlæge og den nye tandlæge.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kunne få lavet kronerne om på tænderne 7,6,5,2- og 3,2+4, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af hendes tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

I henhold til tanden +6 fandt Tryg, at røntgenbilledet af den 1. september 2013 dokumenterede, at tanden allerede på dette tidspunkt var forsynet med en stor plastisk fyldning, hvor der var hul under fyldningen. I forlængelse heraf lægges der vægt på, at tanden knækkede, men Tryg vurderer, at dette med overvejende sandsynlighed skyldtes tandens grundlidelse i form af reduceret tandsubstans og svækkelse som følge af et stort hul i tanden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. juli 2022 med den af Tryg anført begrundelse.

 

Nævnet finder, at kronebehandlingerne har kunnet og kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige kronebehandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om og eventuelt bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Det forhold, at materialet svigter, kan være omfattet af lovens § 20, stk. 1, nr. 3. Det gælder dog kun, hvis materialesvigtet medfører en skade. Du er efter nævnets vurdering ikke påført en skade, idet behandlingen kan laves om. Spørgsmål om økonomisk kompensation som følge af, at en behandling skal laves om, hører ikke under nævnets kompetence. I den forbindelse henvises til Trygs afgørelse.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.