Skip to content

4996/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling er en følge af grundlidelsen, caries. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for rodbehandling er en følge af grundlidelsen, caries. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig kvinde, der den 2. januar 2017 fik recementeret kronen på tanden +6. I den forbindelse blev det noteret, at kronen var fra 2009, og at den passede perfekt, men var slidt igennem 2 steder. Den 1. oktober 2018 blev der taget røntgen af tanden +6, som fandtes at vise intet abnormt. Kronen blev herefter recementeret, og patienten blev anbefalet en ny krone. Desuden blev det noteret, at patienten mente, at kronen var fra 1968, og at den var slidt igennem to flader. Ved undersøgelse den 10. august 2020 blev der igen noteret gennemslid af guldkronen på tanden +6 samt en del caries i forbindelse hermed. Tanden blev herefter behandlet med en fyldning uden garanti. Den 1. februar 2021 blev der taget røntgen, som fandtes at vise dyb caries under og inden i kronen på tanden +6. Tanden blev midlertidigt behandlet med en fyldning uden garanti. Desuden blev patienten informeret om, at der skulle udføres yderligere fyldningsbehandling, og at der var risiko for, at tanden skulle rodbehandles. Prognosen for tanden blev vurderet som tvivlsom. Den 2. februar 2021 havde patienten ingen symptomer fra tanden, og der blev aftalt kontrol efter 6 måneder. Ifølge journalen fra den 15. april 2021 skulle tanden +6 observeres for kronisk sygdom. Den 21. juni 2021 var tanden øm, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise intet abnormt. Tanden blev herefter aflastet ved beslibning. Der blev igen taget røntgen af tanden den 24. juni 2021 på grund af mistanke om henfalden tandnerve. Den 30. juni 2021 blev der planlagt rodbehandling af tanden, men patienten ønskede at vente hermed. Ifølge journalen fra den 18. august 2021 havde patienten ikke symptomer fra tanden, og ved den sidste undersøgelse hos tandlægen den 31. august 2021 blev det noteret, at tanden var i bedring. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge den 23. september 2021, hvor tanden +6 blev rodbehandlet. Den 28. september 2021 blev tanden lukket med en plastfyldning, og den 25. oktober 2021 blev der cementeret en krone på tanden.

Patienten søger nu om erstatning for de afholdte udgifter til behandling af tanden +6.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. september 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist gøres der opmærksom på, at tænders grundlidelse; hul, rammer personer individuelt. Årsagen er bakterier på tandoverfladen, som ved tilførsel af sukker danner syre, der ætser huller i tænderne. Afgørende herfor er mundhygiejnen, kost, spisevaner, levevis, spytmængde samt tændernes form og indbyrdes placering. Det forhold, at der er hul i en eller flere tænder, er derfor ikke en behandlingspåført skade. Det er derimod en behandlingsskade, hvis diagnose og behandling foretages for sent, og denne forsinkelse nødvendiggør en yderligere behandling, end hvad der var nødvendigt på grund af tandens grundlidelse. Når behandlingen er den samme, som ved rettidig diagnostik, er der ikke sket en skade.

Tryg fandt herefter, at behovet for rodbehandling af tanden 7+ med overvejende sandsynlighed har årsag i forhold ved tanden og ikke forhold ved tandlægens behandling eller mangel på samme.

Tryg fandt dermed, at årsagen er en følge af tandens grundlidelse; svækkelse som følge af tidligere nødvendig behandling med bro.

Tryg fandt desuden, at behovet for ny kronebehandling af tanden ligeledes er en følge af tandens grundlidelse, og ikke en følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at det er muligt, at rod- og kronebehandlingen kunne være udført allerede i august 2020, men behandlingerne, der er udført i 2021, er udført på samme vilkår, som hvis behandlingerne var udført i 2020. Det forhold, at behandlingerne er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om behandling af tandens grundlidelse, og der er dermed ikke sket en dækningsberettiget behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tryg fandt videre, at hvorvidt brobehandlingen har levet op til patientens forventninger, udgør heller ikke en skade, men er udelukkende en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Vedrørende tanden +6 fandt Tryg, at behovet for rodbehandling af tanden +6 med overvejende sandsynlighed har årsag i forhold ved tanden og ikke forhold ved tandlægens behandling eller mangel herpå. Dertil kommer, at henfald af tandnerve og behov for rodbehandling er en kendt og hyppig bivirkning til kronebehandling, som optræder i ca. 10% af tilfældene.

Tryg fandt ligeledes, at behovet for ny kronebehandling er en følge af tandens grundlidelse; slid af guldkrone fra 1968 og ikke forhold ved tandlægens behandling eller mangel herpå.

Tryg fandt således, at den udførte rod- og kronebehandling hos den nye tandlæge er behandling af tandens grundlidelse og svarer til den behandling, der kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingen er udskudt, har ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er dermed ikke sket en dækningsberettiget behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. september 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Indledningsvis konstaterer nævnet, at det fremgår af journalen, at du i 2018 blev anbefalet at få skiftet kronen på tanden +6, idet den var slidt igennem og gået løs, og dermed udskiftningsmoden. Dette afviste du imidlertid. Ifølge journalen fra 1. oktober 2018 blev kronen i stedet re-cementeret uden garanti.

 

Nævnet finder derfor, at behovet for rodbehandling af tanden +6 med overvejende sandsynlighed er en følge af grundlidelsen, caries og den nødvendige behandling heraf.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.