Skip to content

5019/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil uden behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil uden behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 20-årig kvinde, der den 30. juni 2022 fik indledt rodbehandling af tanden -6. Der blev lokaliseret tre rodkanaler samt taget røntgenbilledet, og i forbindelse med udrensningen knækkede en rodfil i den bagerste rodkanal. Den 8. juli 2022 blev der skyllet med desinficerende væske, og tanden blev behandlet med en midlertidig fyldning. Desuden blev det noteret, at der skulle konfereres med en specialtandlæge om råd, evt. filfjernelse. Ifølge journalen fra den 25. august 2022 havde tanden været let øm. Tanden blev skyllet og behandlet med en midlertidig fyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. oktober 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev indledt en rodbehandling af tanden -6 den 30. juni 2022, og i forbindelse med udrensningen fastlåste og knækkede en rodfil i den bagerste rod.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af den 30. juni 2022 viser en fastlåst og knækket rodfil i den bagerste rod. Rodfilen ses placeret i den øverste 1/3 del af tanden og tæt ved kanalindgangen, inden roden bøjer en smule.

Tryg fandt herefter, at en knækket rodfil ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Dette kræver, at den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden, f.eks. i form af vedvarende rodspidsbetændelse.

Tryg fandt dernæst, at rodfilen på grund af dens placering kan fjernes, hvorefter tanden kan rodfyldes som planlagt. Den knækkede rodfil har derfor ikke haft en negativ konsekvens for tanden. Udgifterne til fjernelse af filen dækkes således ikke, idet dette alene udgør et formuetab.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Hvis det mod forventning ikke er muligt at fjerne filen, kan patienten eller tandlægen anmode om genoptagelse af sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. oktober 2022, men med en ændret begrundelse herfor.

 

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at fjerne filen, idet der ikke ses at være rodspidsbetændelse, hvorfor filen kan fungere som en rodfyldning på trods af en ikke-optimal relation til rodspidsen.

 

Nævnet finder videre, at patientens smerter på nuværende tidspunkt skyldes, at rodbehandlingen ikke er færdiggjort i de resterende kanaler. Rodbehandlingen bør derfor færdiggøres.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis der senere opstår rodspidsbetændelse ved den rod, hvor den knækkede rodfil sidder, eller patienten fortsat har smerter efter en observationsperiode på 12 måneder, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om sagen kan genoptages.