Skip to content

4995/22

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der konsulterede tandplejen i perioden fra september 2006 til december 2013 for undersøgelse og behandling. Den 20. august 2013 blev der taget bite wings og i den forbindelse blev der konstateret flere behandlingskrævende cariesangreb. Der blev herefter indledt behandling, og i december 2013 valgte patienten at fortsætte det kommunale tandplejetilbud hos en privat tandlæge. Her blev der i maj 2014 konstateret behov for omlavning af flere fyldninger, 2 nye cariesangreb og 3 tænder, som ikke var færdigbehandlet. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 31. august 2021 med smerter fra højre side af underkæben. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved den distale rod på tanden 7- og udvidet rodhindespalte ved den mesiale rod. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Den 2. september 2021 blev der ordineret antibiotika, og den 6. september 2021 henvendte patienten sig med ømhed fra tanden. Der blev igen taget røntgen, som fandtes at vise fortsat rodspidsbetændelse, og rodbehandlingen blev fortsat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

I brev af 10. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tænderne 7- og 4+ kunne være blevet opdaget og behandlet tidligere for caries, dette ville have medført behandling med 2 mindre fyldninger.

Codan fandt derfor, at bedst mulig behandling ville have omfattet cariesdiagnostik med røntgen (BW) hvert 1½-2 år, fra patienten var 12 år gammel, hvorved cariesangrebene i tænderne 7- og 4+ kunne være diagnosticeret og behandlet tidligere.

Codan fandt dermed, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder, og patienten er derfor berettiget til erstatning, hvis det samlede erstatningsbeløb overstiger 10.000 kr. jf. KEL § 24, stk. 2.

Codan fandt videre, at fyldninger på øvrige tænder kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Codan fandt derfor, at omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt således, at der ikke er sket en skade omfattet af loven vedrørende nye fyldninger, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Codan fandt endvidere, at de tænder, som mangler behandling, ikke kan dækkes, da udførelse af udskudt behandling ikke er en erstatningsberettiget skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettiget skade i lovens forstand, da patientens behandlingsbehov skyldes grundlidelse, der har ført til caries og ikke den udførte tandlægebehandling.

Codan fandt desuden, at det forhold, at en behandling ikke er lykkes, ikke er en erstatningsberettiget skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt dernæst, at hvis der efter patienten er fyldt 18 år, opstår behov for restaurering af tænderne 7- og/eller 4+ med krone og støbt opbygning, eller omfanget af skaderne er af sådan karakter, at tænderne 7- og/eller 4+ skal erstattes med implantat, betales udgifterne hertil, forudsat behandlingsbehovet kan henføres til den oprindelige årsag samt erstatningen overstiger 10.000 kr.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. januar 2022 traf Codan afgørelse om, at de indsendte oplysninger ikke væsentligt ændrer sagens faktiske omstændigheder, og der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen i henhold til lov om erstatningsansvar § 11.

Codan fandt, at de har modtaget journal og behandlingsoverslag af 21. september 2021 vedrørende rodbehandling, plastfyldning og kronebehandling på 7-, i alt på 11.854,08 kr.

Codan fandt videre, at den 24. juni 2016 ses tanden 7- med et hul, og tanden behandles med fyldning i plast. Der er ikke notater om tæt relation til tandens nerve. Den 8. juli 2018 ses tanden 7- med et (nyt) angreb af hul, og tanden behandles med en større fyldning i plast. Ved en konsultation den 31. august 2021 registreres betændelse i nerven i tanden 7-, og der indledes rodbehandling.

Codan fandt herefter, at der ikke er tilvejebragt den nødvendige dokumentation for, at komplikationen med betændelse i nerven i tanden 7- kan henføres til den anerkendte skade.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at der i forbindelse med behandling i 2016 ikke er indført notater om risiko for senere komplikationer med betændelse i tandens nerve grundet dybt hul mod nerven. Desuden viser senere røntgen god afstand mellem munden af fyldningen udført i 2016 og tandens nervehulrum, og tanden 7- har i forlængelse af behandlingen med fyldning i 2016 ikke givet anledning til ubehagsgener. Endvidere fremstod tanden 7- i 2018 med et nyt angreb af caries.

Codan fandt derfor, at der ikke sammenfattende er tale om følger, der kan tilskrives den anerkendte skade. Patientens nuværende gener har dermed med overvejende sandsynlighed ikke årsag i den anerkendte skade. Betingelserne for at genoptage sagen er således ikke opfyldt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist kan det bemærkes, at nævnet er forpligtiget til at træffe en materiel rigtig afgørelse, og herunder også kan ændre en tidligere upåklaget delafgørelse om ansvar til skade for patienten.

 

Tandskadeankenævnet finder herefter, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 10. juni 2015, som anført nedenfor.

 

Det er nævnets vurdering, at du ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en erstatningsberettigende skade som følge af mangelfuld diagnostik og behandling af caries, da du i perioden fra 2012 – 2013 udviklede stor cariesaktivitet samtidig med, at du gik på efterskole. Desuden ses din cariesaktivitet fortsat at være høj, efter at du skiftede tandlæge, hvor der opstår nye cariesangreb.

 

Som konsekvens heraf ophæves Codans efterfølgende afgørelse af 11. januar 2022.