Skip to content

4903/22

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling medførende skade på anden tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling medførende skade på anden tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 7. februar 2020, da hun ønskede en undersøgelse af tandsættet. Der blev taget bite wings, som fandtes at vise caries i tanden +4 på tygge- og den bagudvendende flade op mod tanden +5. Tanden +4 blev derfor behandlet med en plastfyldning den 18. februar 2020. Den 13. september 2021 var patienten til undersøgelse hos anden tandlæge, som konstaterede caries i tanden +5 på den fremadvendende flade samt en utilstrækkelig fyldning i tanden +5. Tænderne +4,5 blev derfor behandlet med fyldninger den 29. september 2021. I den forbindelse noterede tandlægen, at han havde haft mistanke om, at tanden +5 havde en boreskade op mod tanden +4, og at ved en nærmere inspektion af tanden +5 var der tale om caries i en tidligere boreskade, idet der sås 2 smalle lodrette borespor og fyldningen i +4 sås extenderet ind i disse.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at der var grundlag for at indlede fyldningsbehandling af tanden +5 den 29. september 2021, da der var caries i tanden.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenoptagelse fra den 7. februar 2020 dokumenterer, at der er caries i tanden +5’s bagudvendende flade (rettelig fremadvendende flade) ind mod tanden +4.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af tandlægens behandling. Tandens nuværende behov for fyldning grundet caries svarer derfor til den behandling, der kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingen er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus.

Tryg fandt således, at der er tale om behandling af tandens grundlidelse, caries, og der er dermed ikke sket en dækningsberettiget behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at der var grundlag for at behandle tanden +4 med en fyldning den 18. februar 2020, da der var caries (hul) i tanden. Der konstateres nu behov for ny fyldning i tanden +4, eftersom fyldningen er utilstrækkelig. Det forhold, at tanden skal behandles med en ny fyldning, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 22. februar 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at røntgen af tanden +5 ikke viser tegn på cariesudbredelse, som det normalt ses på flader, der vender mod nabotand, idet sådan cariesudvikling typisk sker under kontaktpunkt.

 

Nævnet finder derfor ikke, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +5 allerede inden boreskaden opstod havde behov for behandling med en fyldning. I den forbindelse fremgår det af ny tandlæges beskrivelse, at der kunne konstateres borespor på tanden, og fyldningen på tanden +4 hang ind over tanden. Bedst mulig behandling havde været, at tanden +4 var blevet behandlet med en fyldning uden at beskadige tanden +5.

 

Nævnet finder dermed, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til behandling af tanden +5, hvis beløbet overstiger minimumsgrænsen på 1.000 kr. Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen hertil.

 

Såfremt der senere måtte opstå yderligere behov for behandling af tanden +5 som følge af skaden, skal dokumentation fremsendes til Tryg med henblik på stillingtagen til, om der kan tilkendes erstatning herfor. I den forbindelse skal der gøres opmærksom på, der i henhold til loven gælder en 10-årig forældelsesfrist, der løber fra afgørelsens datering.