4904/22

Beskrivelse:

Brobehandling og nuværende behandlingsbehov. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 11. september 2018 efter et traume på tanden +1. Der blev taget røntgen af tænderne 1+1,2, og det blev vurderet, at tanden +1 ikke kunne bevares. Der blev derfor aftalt brobehandling regio 1+1,2,3 med tanden +1 som broled. Den 12. september 2018 blev der derfor præpareret til bro samt taget aftryk hertil, og den 28. september 2018 blev broen isat. I den forbindelse blev det noteret, at patienten var tilfreds med det endelige resultat. Broen blev justeret i sammenbiddet den 13. december 2018, da patienten følte, at broen var for høj ved tygning. Desuden blev patienten anbefalet en bidskinne grundet slid. Patienten henvendte sig igen den 28. januar 2019 på grund af konstante smerter fra tanden 1+. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, og den 4. februar 2019 blev tanden rodfyldt. Den 11. februar 2019 blev der isat en stift samt foretaget en plastisk opbygning af tanden 1+. Ifølge journalen fik patienten udleveret en blød bidskinne uden beregning. Desuden blev det noteret, at patienten mente, at broen var lavet forkert, da der stadig var ømhed ved rodspidsen på 1+. Den 27. maj 2019 blev broen fjernet efter aftale, og der blev isat en midlertidig bro (PPMA bro), som patienten skulle bruge, indtil hun var smertefri, og der kunne isættes en permanent bro. Ifølge journalen var den 26. juni 2019 oplevede patienten bedring siden sidst, men var der stadig lidt ømhed ved tryk på 1+. Ved kontrol den 10. juli 2019 blev 1+ slebet i sammenbiddet. Efterfølgende var patienten til kontrol flere gange, og ved kontrol den 16. september 2019 var der smerter i +1 igen (formentlig 1+). Patienten ønskede derfor fjernelse af tanden og en anden løsning. Den 4. september 2020 blev der imidlertid taget aftryk til en ny midlertidig bro (PPMA bro), som blev isat den 23. september 2020. Der blev herefter lavet en ny zirkonium bro, som blev cementeret midlertidig den 12. oktober 2020. Patienten henvendte sig først igen den 2. september 2021, hvor broen nu var løs og patienten havde smerter. Da patienten var vred på tandlægen, blev behandlingen afbrudt. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor der den 9. september 2021 blev konstateret begyndende parodontitis med behov for behandling. Desuden blev det konstateret, at broen regio 1+1,2,3 var løs, og der skulle laves en ny bro. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise knoglesvind ved 1+2, rodspidsbetændelse ved 1+ samt spalte under bro 1+. Patienten blev informeret om, at prognosen for tanden 1+ var dårlig og dermed var prognosen for broen også dårlig.

Patienten søger nu om erstatning for beslibning af tre tænder, som kunne være undgået og for et langt smerteforløb.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvis fandt Tryg, at på optaget røntgen af den 11. september 2018 ses tænder 1+ og +2 med reduceret fæste og store plastiske fyldninger fra tidligere. Begge tænder var på dette tidspunkt allerede svækkede.

Tryg fandt videre, at broen blev sat på plads den 27. september 2018, hvor der grundet problemer med broen blev lavet løbende behandlinger i perioden fra september 2018 til 12. oktober 2020, hvor den oprindelig bro blev fjernet, og der i to omgange blev lavet en midlertidig bro (PPMA) på 1+1,2,3. Broen blev herefter omlavet til den permanente bro den 12. oktober 2020 og blev sat på plads med midlertidig cement.

Tryg fandt endvidere, at der herefter var uoverensstemmelser mellem den behandlende tandlæge og patienten, hvorefter patienten skiftede tandlæge. Hos den nye tandlæge fik patienten diagnosticeret begyndende parodontitis den 9. september 2021 og tandlægen vurderede også, at tanden 1+ med overvejende sandsynlighed skal fjernes. Derfor siger den nye tandlæge også, at der skal laves en ny bro.

For så vidt angår den forsinkede diagnosticering og behandling af parodontitis fandt Tryg indledningsvist, at tilstedeværelse af bakterier på tandfladen, familiær forekomst, almensygdomme, medicinindtagelse og flere andre faktorer, alle er medvirkende årsager til udvikling af parodontitis – en lidelse, som har en kompliceret årsag og udvikling. Det betyder, at det forhold, at en eller flere tænder angribes af parodontitis ikke i sig selv udgør en erstatningsberettigende skade i lovens forstand. Det er derimod en skade i lovens forstand, såfremt diagnosen parodontitis stilles for sent, og denne forsinkelse nødvendiggør en yderligere behandling, end hvad der var nødvendigt på grund af tandens grundlidelse.

Tryg fandt herefter, at når røntgenoptagelse fra den 11. september 2018 til den 9. september 2021 sammenholdes, så ses der ikke væsentlige ændringer i det parodontale niveau. Derudover beskrives der også i journalen hos ny tandlæge, at der er tale om begyndende marginal parodontitis.

Tryg fandt dermed, at tænderne 1+ og +2 med overvejende sandsynlighed var lige så svækkede i 2018 som i 2021. Dermed har brobehandlingen ikke betydet en svækkelse af tænderne, og behandlingen var dermed lige så nødvendig nu og kan udføres på samme betingelser som i 2018.

Tryg fandt således, at selv om behandlingen ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få omgjort broen, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte brobehandling regio 1+2,3 har medført en yderligere svækkelse af tænderne. Det nuværende behov for behandling er derfor en følge af grundlidelsen caries og kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. I den forbindelse bemærkes det, at den udførte beslibning ikke ses at være mere omfattende end normalt ved behandling med bro.

For så vidt angår parodontitis finder nævnet, at røntgen viser, at der ikke er sket en væsentlig ændring i knogleniveauet, siden broen regio 1+2,3 blev isat. Det nuværende behov for behandling af parodontitis er derfor det samme som før fjernelsen af tanden +1 og er en følge af grundlidelsen, parodontitis.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.