Skip to content

5015/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og efterfølgende infektion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantatbehandling og efterfølgende infektion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der ifølge det oplyste fik indsat 2 implantater i regio +5,6 i 2001 hos den behandlende tandlæge. Den 19. maj 2015 rettede patienten skriftlig henvendelse med ønske om implantatbehandling i andre områder, da det ikke havde været problemer med de to implantater i overmunden. Den 2. oktober 2019 noterede anden tandlæge, at der var sket knogleretraktion omkring implantaterne +5,6 samt pocher på 4-5 mm. Hygiejnen blev vurderet som god, og patienten blev anbefalet gingivektomi i området. Ifølge journal fra et regionshospital blev der den 26. april 2021 konstateret tab af knogle ved implantaterne +4,5,6. Den 8. juli 2021 blev det noteret, at patienten blev henvist til kæbekirurgisk afdeling med henblik på optagelse af en CBCT-scanning til vurdering af forholdene omkring implantaterne +4,5,6 på grund af infektion samt en vurdering af de parodontale og apikale forhold -4 og -6 på grund af infektion. Ifølge journalnotat af 9. august 2021 fra kæbekirurgisk afdeling viste CBCT-scanning, at implantaterne regio +5,6 stak ind i bunden af kæbehulen, hvilket var meget normalt og ikke årsagen til kæbehulebetændelse, pandehulebetændelse samt infektion i ørene. Den 3. november 2021 blev der foretaget en CBCT-scanning hos den behandlende tandlæge, som fandtes at vise manglende knogle omkring implantaterne op mod kæbe-hulen, og der fandtes at være indikation for fjernelse af implantaterne. Ved forundersøgelse på regionshospitalet den 19. november 2021 med henblik på fjernelse af implantaterne +4,5,6 og -6 blev det noteret, at patienten led af eksem, bronchitis, slidgigt og knogleskørhed, samt at der var ømhed ved implantaterne +4,5,6 og -6. Den 17. november 2021 blev implantaterne 5,4+4,5,6 og -6 samt tanden +7 fjernet under fuld narkose. Ved fjernelse af implantaterne +5,6 med en tang skete der en gennembrydning til kæbehulen, hvorfra der flød et tyndtflydende hvidligt sekret, som blev suget væk. Såret blev herefter lukket. Ved kontrol den 13. januar 2022 blev det noteret, at der var bedring, og at patientens eksem var kraftigt reduceret. Desuden blev det noteret, at patienten ønskede behandling med delproteser.

Patienten søger nu om erstatning som følge af, at to implantater var skruet helt op i kæbehulen medførende bihulebetændelse og øreinfektioner m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. juli 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der på et tidspunkt i 2001 blev indsat implantater svarende til tænderne +5 og +6. Herudover var der ikke gener fra implantaterne frem til 2015, og der blev først den 17. december 2021 noteret, at der var pusflåd fra kæbehulen i forbindelse med fjernelse af implantaterne.

Tryg fandt herefter, at generne i form af kæbehulebetændelse og infektion omkring implantaterne i 2021 med overvejende sandsynlighed ikke skyldes forhold ved implantatbehandlingen i 2001, da der først 20 år senere udvikledes gener fra implantaterne. Det skyldes med overvejende sandsynlighed udvikling af periimplantitis på grund af andre forhold.

Tryg fandt dermed, at der ikke er den fornødne årsagssammenhæng mellem gener og behandling for at opfylde skadeskriterierne i KEL.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørese af 11. juli 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at implantaterne i regio +5 og +6 har forårsaget den beskrevne infektion, da generne i så fald ville have vist sig langt tidligere i forløbet. Det forhold, at en mindre del af implantaterne gennembryder til kæbehulen, er ikke en skade i sig selv.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.