5027/22

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling og knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der den 23. maj 2018 fik konstateret rodspidsbetændelse ved tanden +6. Der blev derfor foretaget akut oplukning af tanden, hvorefter der blev konstateret en revne igennem bunden af tandkronen. Det blev vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig, og patienten blev anbefalet at få tanden fjernet. Den 20. juli 2018 blev det noteret, at patienten skar meget tænder og havde slidspor i fyldningerne. Den 20. november 2018 blev tanden +6 fjernet, og den 22. februar 2019 blev der taget røntgen af regio +6 forud for implantatbehandling. Der blev herefter isat et implantat i regio +6 den 26. marts 2019, og i den forbindelse blev der løbende optaget røntgen. Den 8. maj 2019 blev der taget røntgen af regio +6, som fandtes at vise fin opheling af knoglen i forbindelse med implantatet. Ifølge journalen fra den 22. maj 2019 blev der cementeret abutment og krone på implantatet i regio +6. Den 24. maj 2019 blev den eksisterende bidskinne tilpasset den nye implantatbåret krone. Patienten henvendte sig igen den 18. november 2019, da kronen havde løsnet sig. Kronen blev derfor skruet fast igen. Den 9. februar 2021 henvendte patienten sig til en anden tandlæge efter henvisning fra Socialtandplejen for at få påmonteret kronen på implantatet igen. Ifølge journalen fra den 3. marts 2021 blev der i forbindelse med fremstilling af nye krone til implantatet regio +6 foretaget en scanning af implantatet. I den forbindelse blev det noteret, at implantatet var installeret uhensigtsmæssigt, og at korrekt behandling havde indebåret, at der forinden implantatindsættelsen var blevet udført et løft af kæbehulebunden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til omlavning af implantatkrone og implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede behandling med indsættelsen af et implantat til erstatning af tanden +6 den 26. marts 2019, da denne manglede. Desuden dokumenterer journalen af 22. maj 2019, at patienten fik monteret et mellemled og krone på implantatet ved området for tanden +6, og senere mistede patienten kronen på implantatet.

Tryg fandt videre, at journalen af den 20. juli 2018 dokumenterer, at patienten skar meget tænder og havde slidspor i sine fyldninger. Endvidere dokumenterer journalen af 24. maj 2019, at patientens bidskinne blev tilpasset den nye implantatbåret krone ved området for tanden +6.

Tryg fandt herefter, at patientens tænderskæren med overvejende sandsynlighed har medført, at kronen på implantatet ved området for tanden +6 har løsnet sig. I den forbindelse fandt Tryg, at journalen fra den 9. februar 2021 dokumenterer, at patienten har fået foretaget fornyet behandling med mellemled samt krone på implantatet ved området for tanden +6.

Tryg fandt derefter, at selv om implantatbehandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få lavet et nyt mellemled og krone på implantatet, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Tryg fandt ydermere, at såfremt der måtte komme et behov for et kæbehuleløft i forbindelse med det nye implantat, så er dette ej heller en skade i lovens forstand, men en behandling der skulle have været udført under alle omstændigheder grundet kæbens udformning og anatomi, herunder forhold ved patienten selv – grundlidelsen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Såfremt det nuværende implantat ved området for tanden +6 skal fjernes helt, uden at dette kan ske ved hjælp af udskruning, kan der søges om genoptagelse med henblik på dækning af udgifterne til selve fjernelse af implantatet i en periode på 10 år fra skadedatoen den 26. marts 2019.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. oktober 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med implantat i regio +6 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved eventuelt bliver dyrere end planlagt, er ikke en skade i lovens forstand.

Desuden finder nævnet, at der allerede forud for den oprindelig udførte implantat-behandling var behov for knogleopbygning (løft af kæbehulen). Det forhold, at der ikke blev udført knogleopbygning på daværende tidspunkt, er derfor ikke en skade i lovens forstand, da behandlingen nu kan udføres på samme vilkår som tidligere. Der er således alene tale om udskudt behandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.