Skip to content

5030/22

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Aftagelig protetik - Delprotese acryl

Beskrivelse:

Behandling med delprotese og efterfølgende tab af tand. TSAN hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg.

Behandling med delprotese og efterfølgende tab af tand. TSAN hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der var til undersøgelse hos anden tandlæge den 10. december 2019. I den forbindelse blev taget røntgen af tanden +3, som fandtes at vise caries under fyldningen og knogletab på 1/3 af rodens længde på tanden. Der blev derfor planlagt behandling med fyldning af tanden +3 og fjernelse af tænderne 5+4,5,6,7, mens tænderne 4,3+3 skulle bevares. Dette accepterede patienten, og patienten blev henvist for delprotese i overkæben og underkæben. Den 20. januar 2020 kontaktede tandprotetikeren den behandlende tandlæge for tid til patienten til udslibninger til protese, da patienten ønskede at skifte tandlæge. I den forbindelse blev det noteret, at der var sendt overslag til kommunen, men at patienten endnu ikke havde hørt fra kommunen. Ved konsultation den 11. februar 2020 blev det noteret, at tænderne 5+4,5,6,7 og 7,6- ikke var bevaringsværdige, og der var defekt fyldning og caries i bl.a. tanden +3. Tanden +3 blev derfor behandlet med en plastfyldning, og det blev noteret, at tanden var meget svækket på grund af stor plastfyldning samt rodbehandling. Den 3. marts 2020 blev bl.a. tænderne 5+4,5,6,7 fjernet, og der blev pudset og foretaget tandrodsrensning af bl.a. tanden +3. Patienten henvendte sig igen den 4. august 2022, da han havde knækket en tand i overkæben, som holdt protesen. Det blev i den forbindelse bl.a. noteret, at patienten ikke havde økonomi til konsultation, og at han mente, at det var under garantien. Den 18. august 2022 blev der taget røntgen af tanden +3, som fandtes at vise normale forhold. Patienten blev anbefalet at bevare roden med eventuel en krone eller attachment til protesen, men patienten ønskede at få tanden trukket ud. Patienten blev derfor informeret om, at knoglen ville svinde ved fjernelse af roden, og at det derfor var en fordel at bevare tanden. Imidlertid ønskede patienten tanden fjernet og erstattet med helprotese. Tanden blev derfor fjernet kirurgisk samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny protese med alt inclusiv.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. november 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tilsendte journal og røntgenbilleder dokumenterer flere tænder i overkæben, som ikke kan bevares. Der er herved behov for erstatning af manglende tænder. Ligeledes dokumenterer røntgenbilledet fra datoen den 21. januar 2020, at tanden +3 har stor plastfyldning med hul under fyldningen, og at tanden +3 er rodbehandlet. Tanden ses med tab af knogle svarende til halvdelen af rodens længde. Tanden ses med usikker prognose og behov for stift og krone.

Tryg fandt videre, at der den 11. februar 2020 blev lavet en ny plastfyldning i +3, og der blev efterfølgende fjernet tænderne 5+4,5,6,7 samt fremstillet en delprotese til overkæben. Den 4. august kom patienten på klinikken med knækket tand +3, og klinisk foto og journal fra den 18. august 2020 dokumenterer knækket krone-del på tanden +3.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at tanden +3 fortsat ses med usikker prognose trods renboring og udskiftning af plastfyldning, ikke er en skade efter loven, idet tanden +3 også inden behandling med plast og udførelse af delproteser havde en usikker prognose. Behandlingen har således ikke medført en negativ konsekvens for tanden.

I den forbindelse fandt Tryg, at det er anerkendt praksis, at der ønskes at bevare så mange tænder i videst muligt omfang til at kunne holde en delprotese og bevare knogle i overkæben. Ved fjernelse af alle tænder i overkæben kan der kun fremstilles en helprotese, der ikke giver samme komfort og retention som en delprotese. Således har tandlægen ønsket at bevare tænderne 4,3+3 trods knogletab og stor fyldning.

I øvrigt bemærkes det, at der kan være stor usikkerhed om, hvorvidt der gives kommune-tilskud til kroner, og at dette kan være medvirkende årsag til, at kronebehandling på tanden +3 ikke er blevet italesat.

Tryg fandt endvidere, at der fortsat er mulighed for udførelse af helprotese og herved kan den oprindelige behandlingsplan, som var ønsket af patienten, fortsat gennemføres.

Tryg fandt derfor, at det faktum, at en behandling er blevet dyrere end forventet, ikke er en skade i sig selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den tidligere udførte protese-behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 8. november 2022, som nedenfor anført.

 

Nævnet finder, at tanden +3 var bevaringsværdig forud for den udførte protese-behandling.

 

Nævnet finder herefter, at bedst mulig behandling havde været at orientere dig om, at den optimale behandling af tanden +3 havde været at behandlet tanden med opbygning og krone forud for den udførte protesebehandling i 2020.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til, om det har medført en skade i lovens forstand.