Skip to content

5036/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Indikation for de udførte tandbehandlinger. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Indikation for de udførte tandbehandlinger. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 44-årig kvinde, der henvendte sig den 6. oktober 2017 med henblik på en diagnostisk undersøgelse. Det blev bl.a. noteret, at patienten havde haft ondt i kæben i ca. 1,5 år. Den 8. december 2017 henvendte patienten sig med mistanke om caries i højre overkæbe grundet isninger og symptomer ved spisning. Der fandtes ingen tegn på caries men lille defekt ved tanden +7, som skulle udskiftes ved fortsatte symptomer. Patienten henvendte sig igen den 19. marts 2018 på grund af symptomer fra venstre overkæbe i form af isninger og jag, især efter mad. Ved undersøgelse blev der konstateret følsomme tandhalse ved tænderne +6,7, som derfor blev penslet. Patienten blev dog anbefalet at skifte sølvfyldningerne. Den 26. marts 2018 blev sølvfyldningen i tanden +6 skiftet til plast. Patienten henvendte sig igen med symptomer fra højre overkæbe den 14. maj 2018, og oplyste, at symptomerne strakte sig helt op i nakken/ hovedet og ved øjnene. Fyldningen i tanden +6 blev herefter fjernet, og der blev ilagt desinficerende pasta i tanden. Den 16. maj 2018 blev tanden +6 behandlet med en midlertidig fyldning, og den 25. juni 2018 blev der ordineret penicillin mod infektion på grund af fortsatte symptomer fra venstre side af kæben. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ikke kunne udpege en tand, men symptomerne blev beskrevet som en slags syrende fornemmelse i hele venstre side af hovedet, men mest omkring øret. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden +6 den 3. juli 2018 på grund af betændelse, hvor rodkanalerne blev skyllet med desinficerede væske. Rodbehandlingen af tanden +6 blev fortsat den 3. august, 29. august samt 5. september 2018. Efterfølgende henvendte patienten sig til en ny tandlæge den 17. september 2018 for undersøgelse. Det blev noteret, at patienten havde ubehagsgener fra venstre side af ansigtet, og at tanden +6 var i gang med rodbehandling. Det blev herefter aftalt, at tanden +6 skulle rodbehandles færdig og overdækkes for at udelukke infraktion. Tanden +6 blev herefter rodbehandlet den 18. september 2018 med rod- og plastfyldning, og patienten blev informeret om, at der var risiko for tab af tand grundet infraktioner. Desuden blev der taget aftryk til en bidskinne. Den 24. september 2018 blev det noteret, at kranio-sakral terapi havde hjulpet på muskelspændingerne, og den 1. oktober 2018 blev bidskinnen tilpasset og udleveret. Efterfølgende var patienten til bidkontrol den 25. oktober 2018 og den 1. februar 2019. Den 1. marts 2019 blev tanden +8 fjernet på grund af mistanke om betændelse, og tanden -8 blev fjernet på grund af caries. Ifølge journalen fra den 14. marts 2019 blev tænderne 7,6,5,4++4,5,6,7 og 7,6-6,7 beslebet på grund af fortsatte bidfunktionsgener. Patienten henvendte sig den 1. april 2019 på tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling, da hun havde smerter fra venstre kæbeled samt bidfunktionsgener. I den forbindelse blev patienten anbefalet rodbehandling af tanden +6. Den 21. juni 2019 blev tanden +6 fjernet af ny tandlæge, da tanden var knækket. Patienten henvendte sig igen den 24. juni 2019 til tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling, og det blev noteret, at tanden +6 sås fjernet. Desuden havde patienten fortsat bidfunktionelle gener. Den 7. januar 2020 blev det noteret, at patienten fortsat havde gener fra kæbeled og muskler, og at der ikke var forslag til behandling af dette. Der blev herefter ordineret Gabapentin mod nervesmerter. Ifølge journalen fra den 31. marts 2020 blev der bl.a. udført bidkontrol, hvorefter der blev slebet ind i okklusion og artikulation. Ved kontrol den 7. april 2020 af bidfunktionen blev det noteret, at patienten havde det meget bedre efter, at skinnen blev tilpasset. Patienten henvendte sig igen den 17. april 2020 med gener i form af smerter fra 8- og 8+. Efterfølgende blev bidskinnen tilpasset og justeret flere gange.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt for sine gener som følge af de udførte behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. oktober 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg bemærkede i den forbindelse, at tanden +6 indledningsvist blev behandlet med en plastfyldning den 26. marts 2018, fordi patienten havde symptomer fra tanden. Patientens journal fra den 14. maj 2018 dokumenterer, at hun havde symptomer i højre side af overkæben, som strakt sig helt op i nakken/ hovedet og ved øjnene. Herefter fik patienten indledt rodbehandling af tanden +6 den 3. juli 2018 på grund af betændelse i tandens nerve.

Tryg fandt derfor at der var tandlægefagligt grundlag for at rodbehandle tanden +6.

Tryg fandt videre, at journalen af den 18. september 2018 dokumenterer, at patienten fik afsluttet rodbehandlingen af tanden +6, og der blev konstateret infraktion (brudlinier) i tanden. Patientens journal fra den 1. marts 2019 dokumenterer, at patienten fik fjernet tanden +8 på grund af betændelse ved tanden, og tanden -8 blev fjernet på grund af caries.

Tryg fandt dernæst, at der var tandlægefagligt grundlag for at fjerne tænderne.

Tryg bemærkede videre, at patienten fik foretaget minimal beslibning af tænderne 7,6,5,4+4,5,6,7 og 7,6-6,7 den 14. marts 2019 på grund af bidfunktionsgener. Journalen fra den 17. august 2020 og frem til den 28. juni 2021 dokumenterer endvidere, at patientens ubehagsgener er blevet forsøgt afhjulpet med bidskinnebehandling, og patienten har fået justeret sit sammenbid. I den forbindelse bemærkes det, at ingen af de terapeutiske initiativer har haft en fuldstændig helbredende effekt.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade i form af forværrede smerter som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme.

Tryg fandt derfor, at patientens smerter med overvejende sandsynlighed har årsag i patientens grundlidelse, kroniske smerter. Det vil sige forhold ved patienten selv og dermed er der ikke tale om en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. oktober 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der var indikation for behandling af tænderne +6,8 og -8 henset til dine gener. Behandlingen har således været bedst mulig under de givne omstændigheder.

 

For så vidt angår beslibning og fremstilling af bidskinne finder nævnet, at der ligeledes var indikation for at foretage denne behandling i et forsøg på at afhjælpe dine gener. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.