Skip to content

5047/22

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation og smerter efter blegning. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og smerter efter blegning. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 22-årig kvinde, der i 2010 fik rodbehandlet tanden +1 på grund af død nerve i tanden efter et traume i 2009. Den 31. marts 2016 blev der taget kontrolrøntgen af tanden +1, som fandtes at vise en lille opklaring apikalt. Det blev videre noteret, at tanden var mørk, og eventuel blegning af tanden skulle drøftes. Ifølge journalen fra den 23. maj 2016 blev den øverste del af rodfyldningen i tanden fjernet, hvorefter der blev ilagt blegemiddel i tanden. Behandlingen blev fortsat den 30. maj 2016, hvor der blev ilagt nyt blegemiddel. Patienten henvendte sig akut den 1. juni 2016 på grund af smerter i tanden +1, hvorefter blegemidlet blev fjernet. Den 2. juni 2016 blev der taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden. Der blev derfor indledt omgørelse af rodbehandlingen samme dag, og den 6. juni 2016 blev rodbehandlingen fortsat. Den 29. juni 2016 blev rodbehandlingen afsluttet med rodfyldning og en midlertidig plastfyldning. Desuden blev der taget kontrolrøntgen. Ved undersøgelse den 2. oktober 2018 blev der bl.a. taget røntgen af tanden, som fandtes at vise pæn opheling efter revision. Patienten henvendte sig til ny tandlæge den 4. februar 2019, hvor det bl.a. blev noteret, at tanden +1 var mere gråligt, og det blev aftalt at starte med intern blegning og på sigt en krone. Den 14. juni 2022 var patienten hos anden tandlæge, hvor det blev noteret, at patienten var ked af udseendet på tanden +1. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise tæt relation mellem fyldning og rodoverfladen. Det blev derfor vurderet, at der med stor sandsynlighed var tale om en parietal perforation, og patienten blev frarådet blegning af tanden grundet risiko for udvikling af sygdom ved perforationen. Desuden blev patienten informeret om, at tanden havde en dårlig prognose og på sigt skulle fjernes og erstattes med implantat.

Patienten søger nu om erstatning for generne efter afblegning af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. november 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +1 tidligere var rodbehandlet på grund af et tidligere traume, og rodbehandlingen blev efterfølgende omgjort. Tanden fremstod efterfølgende mørk, og patienten var kosmetisk generet af dette.

Tryg fandt videre, at fyldningen i tanden +1 blev fjernet den 23. maj 2016, og der blev ilagt blegemiddel i tanden. Røntgenbillede af 31. marts 2016 viser, at tanden +1 er rodbehandlet, og der ses en mørk skygge svarende til rodspidsen, der er foreneligt med en rodspidsbetændelse.

Tryg fandt på den baggrund, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede en omgørelse af rodbehandlingen den 2. juni 2016.

Tryg fandt herudover, at røntgenbillede af den 2. juni 2016 viser, at der i forbindelse med fjernelse af fyldningen den 23. maj 2016 er sket en svækkelse af roden. Der er fjernet tandsubstans internt i tanden, nærmest til en gennembrydning af roden. Desuden viser røntgenbillede af den 2. oktober 2018 og den 15. juni 2022 sunde forhold svarende til tandens rodspids, og vævet i området under mistanke for en gennembrydning af roden er reaktionsløst, sundt.

Tryg fandt herefter, at der er sket en overboring af tanden +1, men tabet af tandsubstans har ikke medført negative konsekvenser. Tanden bør ikke bleges, men da denne behandling er udført, vil en varig forskønnelse af tanden indebære en restaurering med en krone.

Tryg fandt dernæst, at behandling af tanden +1 med en krone kan gennemføres under samme forudsætninger som tidligere, og der kan derfor ikke ydes erstatning til denne. Behovet for kronen skyldes grundlidelse. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt derfor, at overboring af tanden +1 ikke på nuværende tidspunkt har medført negative konsekvenser for tanden, idet tanden ikke på nuværende tidspunkt er mistet.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Tryg gjorde dog opmærksom på, at hvis der senere registreres en dybere gennembrydning af roden, og tanden ikke kan bevares med årsag i overboringen, kan sagen genoptages til en fornyet vurdering. Patienten kan inden for en periode på 10 år fra skadedatoen, den 23. maj 2016, anmode om at få sagen genoptaget jf. KEL § 59, stk. 2.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. november 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at gennembrydningen af roden på tanden +1 ikke på nuværende tidspunkt har medført et øget behandlingsbehov. Der er derfor ikke sket en skade i lovens forstand.

 

For så vidt angår smerter efter blegning af tanden finder nævnet, at der var indikation for at foretage behandlingen, som vurderes at være foretaget bedst muligt under de givne forhold. Desuden findes dine efterfølgende gener ikke at være mere end hvad du bør tåle set i forhold til behovet for behandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.