Skip to content

5022/22

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling med efterfølgende smerter. Forældelse i forhold til udbedring af skaden. TSAN ændrede Codans afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Fyldningsbehandling med efterfølgende smerter. Forældelse i forhold til udbedring af skaden. TSAN ændrede Codans afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig kvinde, der den 22. august 2012 fik konstateret behandlingskrævende caries i tænderne +4,6 og 6-6. Tænderne blev derfor behandlet med fyldninger den 24. august 2012. Ifølge journalen havde patienten smerter den 15. oktober 2012, og der blev derfor ordineret en bidskinne med formodning om, at patienten skar tænder. Den 6. marts 2013 henvendte patienten sig til anden tandlæge med kraftige smerter. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise, at plastfyldningen i tanden -6 var tæt på nerven samt betændelsestegn i rodspidsknoglen. Den 15. maj 2013 var patienten på grund af smerterne til undersøgelse hos en neurolog, som dog ikke fandt, at der var tale om en neurologisk lidelse. Ifølge journalen fra sygehuset blev der den 26. juni 2013 konstateret en stor rodspidsbetændelse på tanden -6, og den 22. august 2013 blev tanden rodbehandlet. Den 18. september 2013 blev tanden +6 rodbehandlet, og der blev efterfølgende planlagt kronebehandling af tænderne.

I brev af 29. oktober 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af smerter og betændelse efter fyldningsbehandling på tænderne +6 og -6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling.

Codan fandt i den forbindelse, at patienten fik behandlet overfladiske huller i fire tænder med fyldninger, og patienten fik efterfølgende smerter i tænderne +6 og -6. Som følge heraf bliver patientens tænderne +6 og -6 rodbehandlet.

Codan fandt videre, at betændelse i tandnerven efter fyldningsbehandling sker med en hyppighed på 10-12%. I patientens tilfælde opstod rodbetændelse i 50% af de behandlede tænder og ved behandling af meget overfladiske huller.

Codan fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at det er fyldningsbehandlingen, der er årsag til rodbehandlingsbehovet.

Codan fandt herefter, at bedst mulig behandling havde indebåret, at der var udført så skånsom en fyldningsbehandling overfor tand- og nervevævet som muligt. Det sker ved udboring med rigelig afkøling, forbehandling af tanden med isolering mod nervekamret og efter gældende protokol.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling af smerter efter fyldningsbehandling er brug af røntgen, test af nervens reaktion med kulde, elektrometrisk test med mere. Herved sikres en målrettet diagnostik, så den rigtige behandling af den rigtige tand kan iværksættes hurtigst muligt, hvorved patienten kunne have undgået et længerevarende smerteforløb.

Codan fandt dermed, at behandlingen ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder, og patienten er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

Codan fandt derfor, at patienten er berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med bidskinnebehandling, rodbehandling af tænderne +6 og -6 samt kronebehandling heraf.

Codan fandt dernæst, at regninger for bidskinnebehandling samt for rodbehandlinger på tænderne +6 og -6 på i alt 9.359,54 kr. kan godkendes.

Codan vandt endvidere, at behandlingsoverslag vedrørende kronebehandling på tænderne +6 og -6 på i alt 13.079,74 kr. kan godkendes. Regningen herfor kan derfor fremsendes, når behandlingen er udført, og skal fremsendes senest 10 år fra dato’en i denne afgørelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. september 2022 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 13.079,74 kr. i erstatning jf. Codans afgørelse af 29. oktober 2015. Yderligere fremsat krav i sagen er forældet.

Codan fandt, at de har godkendt behandlingsudgifter på 13.079,74 kr. i afgørelse af 29. oktober 2015, og dette beløb indestår Codan for at betale i 10 år fra afgørelsens tidspunkt jf. FÆL § 5, stk. 1, nr. 3.

Codan fandt videre, at de den 31. august 2022 har modtaget regning for krone-behandling pålydende 16.842,74 kr. Regningen indeholder samme behandlingsydelser, som den godkendte behandling i Codans afgørelse af 29. oktober 2015, men prisen er steget med 3.763 kr. – formentlig på grund af almindelige prisstigninger for årene 2015 til 2022.

Codan fandt således, at faktura’en overstiger det beløb, som Codan har indestået for at betale i 10 år.

Codan fandt herefter, at for den del af regningen, der overstiger Codans indeståelse, reguleres forholdet af reglerne i KEL § 60b, stk. 1, og allerede fordi der er gået mere end 3 år fra tidspunktet, hvor behandlingen blev godkendt, er merudgiften forældet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 8. september 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at Codans behandlingstilsagn i 2015 fortsat er gældende, således at patientens krav på behandlingens udførelse ikke er forældet. Nævnet har lagt vægt på, at behandlingsbehovet er uændret, og at der således alene er tale om en prisstigning og ikke et nyt behandlingsbehov med deraf følgende yderligere behandlingsudgifter.

 

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på en fornyet vurdering af regningen, herunder om det kan anses for at være rimelige udgifter til kroner i forhold til prisniveauet i 2022.