Skip to content

5057/23

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandlinger med kroner med beslibning af andre tænder til følge. Skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behandlinger med kroner med beslibning af andre tænder til følge. Skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der ved konsultation den 31. august 2017 aftalte behandling med fuldkeramiske kroner på tænderne 6,4+7. Tænderne 6,4+7 blev derfor beslebet samme dag, og den 3. oktober 2017 blev kronerne cementeret på tænderne. Ved undersøgelse den 21. marts 2022 blev der foretaget en klinisk undersøgelse samt taget røntgen. I den forbindelse blev der konstateret slibespor i tænderne 7,5+8 med behov for behandling heraf med plastiske fyldninger. Tænderne 7,5+8 blev derfor behandlet med plastiske fyldninger den 10. maj 2022.

Patienten søger nu om erstatning for 3-4 ødelagte tænder, incl. fremtidige skader og dermed reparationer.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. oktober 2022 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af slibeskade på tænderne 7,5+8 som følge af behandlingen hos tandlægen den 31. august 2017.

Tryg fandt i den forbindelse, at der ved slibning af tænderne 6,4+7 den 31. august 2017 skete beslibning af nabotændernes tandflader. Desuden fremgår det af journal dateret 8. april 2022, at der var manglende mulighed for renhold, og at der var udviklet caries i området med slibeskade. Der var behov for udbedring af skaderne med plastiske fyldninger.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist havde foretaget kronebeslibning uden at berøre nabotænderne. Herved havde udviklingen af caries og behovet for plastfyldninger på tænderne 7,5+8 med overvejende sandsynlighed været undgået.

Patienten har derfor ret til erstatning efter loven.

Tryg fandt derfor, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til den skades-udbedrende behandling i form af udgifterne til plastfyldning i tænderne 7,5+8.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. oktober 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at den korrekte skadesudbedrende behandling på nuværende tidspunkt er fyldningsbehandling af tænderne 7,5+8, da dette er den mindst indgribende behandling af tænderne. Ifølge loven kan der alene tilkendes erstatning for rimelige udgifter til den skadesudbedrende behandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens omfang.

 

I øvrigt bemærkes det, at der er mulighed for at søge om genoptagelse af sagen, hvis der opstår yderligere behov for behandling som følge af den anerkendte skade. I den forbindelse har du mulighed for at søge om genoptagelse i op til 10 år fra denne afgørelse.