Skip to content

5064/23

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig mand, der henvendte sig den 22. februar 2022 på grund af smerter fra tanden -6. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise en udvidelse af knoglen ved tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, og den 28. marts 2022 blev rodbehandlingen afsluttet med rod- og plastfyldning. Ved telefonisk kontakt den 26. april 2022 oplyste patienten, at der fortsat var ømhed og smerter ved tanden. Patienten var derfor til undersøgelse den 27. april 2022, hvor der blev ordineret antibiotika og aftalt revision af rodbehandlingen uden beregning. Der blev derfor foretaget en ny rodbehandling den 9. maj 2022 med fjernelse af rodfyldningen, udrensning og skylning af rodkanalerne. Ifølge journalen fra den 1. juni 2022 havde patienten fortsat symptomer fra tanden. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise, at der var sket en gennembrydning af den bagerste rod i forbindelse med rodbehandlingen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, medicin samt om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. november 2022 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden -6 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af den 22. februar 2022 dokumenterer, at der var en udvidelse i knoglen ved tanden -6, og journalen dokumenterer, at patienten havde smerter. Af den grund var der indikation for at rodbehandle tanden.

Tryg fandt videre, at der senere den 9. maj 2022 jf. journalen sås rodspidsbetændelse ved tanden, hvorefter der blev indledt en fornyet rodbehandling af tanden. Desuden dokumenterer røntgenbilledet af den 1. juni 2022, at der i forbindelse med den fornyet rodbehandling skete en gennembrydning af den bagerste rod på tanden -6, som har medført, at tanden mistes.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist ville have skabt sig klarhed over tandens anatomi, og herefter foretaget en skånsom udboring af tanden, der alene omfattede rodkanalerne, hvorved risikoen for, at der kunne ske en gennembrydning og derved en svækkelse af roden ville have været mindsket.

Tryg fandt derefter, at såfremt ovenstående tiltag var blevet anvendt, er det overvejende sandsynligt, at tanden -6 kunne være rodbehandlet med tætte og homogene rodfyldninger, der var ført til tandens rodspidser. Herefter kunne tanden -6 med overvejende sandsynlighed være bevaret ved hjælp af en støbt stiftopbygning samt en krone.

Tryg fandt dernæst, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden -6 ved behandling med stiftopbygning og krone. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig til skønsmæssigt 2.500 kr. for stiftopbygning og 5.500 kr. for kronen, i alt 8.000 kr. Som følge af patientens medlemskab af Sygeforsikringen ”danmark” ville patienten have opnået tilskud derfra på 1.120 kr., og patientens forventede reelle udgift fastsættes derfor skønsmæssigt til 6.880 kr.

På den baggrund godkendes den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden -6 samt efterfølgende rekonstruktion af tanden, men der erstattes kun de udgifter til rekonstruktionen, der overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 6.880 kr. Udgiften til fjernelse af tanden erstattes dog uden at fratrække de forventede udgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændret Trygs afgørelse af 9. november 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at der alene skal foretages fradrag for en krone, idet tandens fyldning ikke omfatter kontaktfladerne til nabotænderne, og der var dermed behov for krone men ikke for opbygning. Fradraget nedsættes derfor til 5.500 kr. for en krone inden tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark”.

 

Nævnet finder således, at der skal foretages fradrag for krone, idet tanden -6 skulle have været behandlet med krone for at være bevaret på længere sigt, hvis skaden ikke var sket.