Skip to content

5065/23

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende rodspidsbetændelse med behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende rodspidsbetændelse med behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 58-årig mand, der den 27. november 2014 fik taget bite wings, som fandtes at vise intet abnormt. Den 16. februar 2016 blev tanden -6 behandlet med en fyldning, da tanden var knækket. Patienten henvendte sig den 12. april 2022, da tanden -6 igen var knækket. Det blev noteret, at tanden var forsynet med en større fyldning, og patienten blev anbefalet kronebehandling af tanden på grund af den sparsomme resttandsubstans. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ønskede behandling med en ny fyldning i stedet for en krone. Ifølge patienten blev han ikke anbefalet kronebehandling på daværende tidspunkt. Den 18. maj 2022 havde patienten gener fra tanden -6, og det blev konstateret, at fyldningen var lidt for høj. Det blev derfor forsøgt at slibe fyldningen til. Patienten blev informeret om, at kontaktpunket til nabotanden -7 ikke var tilfredsstillende, hvilket også kunne være årsagen til patientens gener. Patienten blev derfor anbefalet at få skiftet fyldningen i tanden -7. Patienten henvendte sig igen den 16. juni 2022 på grund af smerter fra tanden -6, som havde været til stede siden behandlingen med fyldning i tanden. Det blev desuden noteret, at tanden var øm ved påvirkning, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden -6, som blev fortsat den 14. juli 2022. Den 9. august 2022 blev rodbehandlingen afsluttet med rod- og plastfyldning. Desuden blev der taget røntgen, som viste sufficient rodfyldning i tre kanaler.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter, tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af den 27. november 2014 dokumenterer, at tanden -6 var behandlet med en stor sølvfyldning med tæt kontakt til nerven i den bagerste del af tanden. Desuden knækkede tanden den 12. april 2022, og røntgenbilledet af den 18. maj 2022 dokumenterer, at fyldningen sluttede tæt til tandsubstansen, og denne var udført korrekt. Yderligere dokumenterer røntgenbilledet af den 16. juni 2022, at der var rodspidsbetændelse på tanden.

Tryg fandt herefter, at rodspidsbetændelsen med overvejende sandsynlighed har været til stede igennem længere tid. Dette skyldtes med overvejende sandsynlighed tætheden mellem fyldningen i tanden og nerven, som over tid har udviklet rodspidsbetændelse, som tog til og medførte et behov for rodbehandling af tanden.

Tryg fandt dermed, at behovet for rodspidsbetændelse (formentlig rodbehandling) skyldes følgetilstande til patientens grundlidelse i form af et hul i tanden med behov for fyldningsbehandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. december 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at behovet for rodbehandling af tanden -6 skyldes grundlidelsen, caries og den nødvendige behandling heraf og ikke tandlægens behandling. I den forbindelse bemærkes det, at den knækkede tand allerede forud for behandlingen med fyldning var en svækket tand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.