Skip to content

5067/23

Skadetype: Manglende diagnostik
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Ej mangelfuldt diagnostik og behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ej mangelfuldt diagnostik og behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 74-årig kvinde, der ifølge journalen har gået til undersøgelse og behandling med 6 til 12 måneders mellemrum fra 1999 og frem. I den periode blev der løbende foretaget fyldningsbehandlinger, rod- og kronebehandlinger. Bl.a. blev der den 5. januar 2011 taget røntgen af tanden 5+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. I den forbindelse blev patienten informeret om, at tandens prognose var ringe. Den 23. august 2012 blev der taget røntgen, som fandtes at vise rodspids-betændelse på tænderne 7,6- samt caries i tanden 7-. Tanden 7- blev herefter rodbehandlet. Ifølge journalen fra den 13. januar 2015 blev tænderne 7,6- behandlet med plast på grund af caries. Desuden blev patienten anbefalet kronebehandling af tanden 7-. Den 14. marts 2016 blev der taget røntgen, som bl.a. fandtes at vise caries i tanden 7+. Tanden 7+ blev derfor behandlet med plast den 14. april 2016. Ifølge journalen fra den 20. april 2018 var tanden 7- knækket, og patienten blev anbefalet kronebehandling af tanden. Tanden blev dog behandlet med en plastfyldning. Den 26. september 2018 blev tanden +6 behandlet med plast, da tanden var knækket. Ifølge journalen fra den 9. oktober 2018 fandtes røntgen at vise rodspidsbetændelse på tanden -5, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden. Ved undersøgelse den 9. november 2018 blev der konstateret en 9 mm dyb tandkødslomme ved tanden 7-, hvorfor der blev udført tandrodsrensning af tanden. Tanden -5 blev herefter rodfyldt og behandlet med plast den 13. december 2018. Den 11. august 2020 blev tanden -7 fjernet som følge af totalt tab af knoglefæste. Ved røntgenundersøgelse den 16. november 2020 blev der diagnosticeret caries i tænderne 7,6,4+ samt 7,6-5. I den forbindelse blev patienten informeret om, at tanden +5 skulle behandles med en krone, da den var knækket. Den 20. maj 2021 blev der taget røntgen af tanden +5, og tanden blev præpareret til krone. Der blev herefter cementeret en krone på tanden +5 den 1. juni 2021. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge på klinikken, som den 19. maj 2022 optog røntgen og konstateret caries i tænderne 7,6- samt utilstrækkelige og defekte fyldninger i tænderne +4,5. Ved undersøgelse den 6. juli 2022 blev der optaget storrøntgen og noteret knogle-svind på tanden 7+, en ikke-optimal rodfyldning på tanden 6+, rodspidsbetændelse på tænderne 5+,6-5, caries i tanden +7 samt markant og dyb caries i tanden 7-. I den forbindelse oplyste patienten, at hun skulle påbegynde et behandlingsforløb vedrørende brystcancer. Den 16. august 2022 blev det noteret, at patienten som led i cancerbehandlingen tillige skulle behandles med medicin for knogleskørhed, og der skulle derfor saneres for tvivlsomme tænder. I den forbindelse blev patienten informeret om, at der var caries i tænderne 6,5+6 samt 7,6-, og at disse tænder var udtrækningsmodne. Desuden var der behov for kronebehandling af tanden 4+ samt en ny krone på tanden +5. Derudover havde tænderne 2,1+1,2 samt tanden -8 behov for behandling med plast. Afslutningsvist blev diverse behandlingsplaner og alternativer gennemgået med patienten.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænder og diverse skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af manglende diagnosticering og behandling under patientens behandlingsforløb hos tandlægen.

Indledningsvis gøres der opmærksom på, at tænders grundlidelse; hul, rammer personer individuelt. Årsagen er bakterier på tandoverfladen, som ved tilførsel af sukker danner syre, der ætser huller i tænderne. Afgørende herfor er mundhygiejnen, kost, spisevaner, levevis, spytmængde samt tændernes form og indbyrdes placering. Det forhold, at der er hul i en eller flere tænder, er derfor ikke en behandlingspåført skade. Det er derimod en behandlingsskade, hvis diagnosen af et hul stilles for sent, og denne forsinkelse nødvendiggør en yderligere behandling, end hvad der var nødvendigt på grund af tandens grundlidelse. Når behandlingen er den samme, som ved rettidig diagnostik, er der ikke sket en skade.

Indledningsvis lægges der vægt på, at optaget røntgen tilbage til 3. juni 1999 viser, at alle kindtænder var meget svækkede og havde en stor behandlingsgrad.

Vedrørende tanden 6+ fandt Tryg, at tanden var i 1999 rodbehandlet og havde ligeså en plastkrone. Der var dog ikke synligt caries i tanden på optaget røntgen af den 14. marts 2016, ej heller på optaget røntgen af den 16. november 2020. Dog var rodfyldningen i den forreste rod for kort. Men ingen synlig betændelse. Tandens bevaringsmulighed var således uændret.

Tryg fandt dermed, at tanden 6+’s generelle svækkelsesgrad kan medføre tandfjernelsen, da der skal igangsættes behandling med medicin for knogleskørhed. Fjernelsen af tanden skyldes dermed med overvejende sandsynlighed forebyggelse af senere komplikationer som følge af medicinsk behandling. Der er dermed ikke tale om en erstatningsberettiget skade for tanden 6+.

Vedrørende tanden 5- fandt Tryg, at tanden siden 2011 har haft rodspidsbetændelse, og patienten er tidligere blevet varslet omkring en dårlig prognose for tanden.

Tryg fandt dermed, at tanden 5- i forvejen var svækket, og at dette skyldes patientens grundlidelse. Der er dermed ikke tale om en erstatningsberettiget skade for tanden 5-.

Vedrørende tanden -5 fandt Tryg, at der også var rodspidsbetændelse på denne tand Rodfyldningen i tanden var omfattende.

Tryg fandt derfor umiddelbart, at rodfyldningen i tanden -5 ville kunne omgøres på samme måde som tidligere. Omgørelse af oprindelig behandling bliver ikke set som en skade i lovens forstand. Grundet sygdommen og behandlingen, fandt Tryg, at der var grundlag for at få tanden fjernet. Dette svarer til behandling af patientens grundlidelse. Der er dermed ikke tale om en erstatningsberettiget skade for tanden -5.

Vedrørende tanden +6 fandt Tryg, at tanden ses på optaget røntgen af den 20. maj 2021 med meget højt behandlingsbehov og stor svækkelse deraf, dog ikke synlig caries og ingen betændelse.

Tryg fandt dermed, at cariestilstanden må være opstået i perioden fra den 19. maj 2021 til synligt på oversigtsrøntgenoptagelsen den 7. juli 2022. Dermed svarer det til behandling af patientens grundlidelse og ikke en erstatningsberettiget skade.

Vedrørende tanden 6- fandt Tryg, at tænderne 7- og 6- ses på optaget røntgen den 8. december 2004 med caries under kronen, og den 6. november 2011 med store behandlingsbehov. Tanden 6- var kronebehandlet og repareret mellem kronen og bagerste rod til en næsten adskillelse af roden fra resten af tanden. Allerede i 2004 og 2011 var tanden allerede markant svækket.

Tryg fandt dermed, at tanden 6- i forvejen var så svækket, at den mistes som følge af grundlidelsen.

Vedrørende tanden 7- fandt Tryg, at den ligesom tanden 6- ses på optaget røntgen den 8. december 2004 med en markant svækkelse. Dette kunne allerede ses i 1999. Derudover en krone af sølv og efterfølgende ændret til plast den 8. december 2004.

Tryg fandt dermed, at tanden 7- var svækket i en markant grad, og behandlingen med tandfjernelsen kan henføres til patientens grundlidelse.

Der er dermed ikke sket en dækningsberettiget behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. december 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tænderne mistes som følge af mangelfuld diagnostik og behandling fra tandlægens side. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at tænderne mistes dels som følge af forebyggende behandling forud for behandling for kræft samt som følge af, at de allerede forud for behandlingen hos tandlægen var stærk svækket.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

For en god ordens skyld kan nævnet oplyse, at der i henhold til sundhedslovens § 166, stk. 1 er mulighed for via egen tandlæge at søge regionen om et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, som på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer. Om du er berettiget til et sådant tilskud, har nævnet imidlertid ikke forudsætninger for at tage stilling til.