Skip to content

5072/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 32-årig mand, der den 10. december 2015 fik konstateret, at retaineren bag på fortænderne i overkæben var knækket flere steder og ikke længere var funktionsdygtig. Retaineren blev derfor fjernet, og patienten blev anbefalet en ny retainer. Der blev derfor monteret en ny retainer bag på fortænderne i overkæben den 15. januar 2016. Efterfølgende var patienten regelmæssig til tandeftersyn hos tandlæge frem til den 9. juli 2020. Den 17. september 2020 skiftede patienten tandlæge, hvor der ikke blev noteret forhold vedrørende retaineren. Patienten henvendte sig til sin nye tandlæge den 29. november 2021 med smerter ved tænderne +1,2. Der blev konstateret tandsten under tandkødet, som herefter blev fjernet. Den 15. december 2021 henvendte patienten sig til en anden tandlæge, hvor det blev noteret, at retaineren bag på fortænderne i overkæben sad tæt ved tandkødet, hvilket kunne besværliggøre renhold. Den 29. december 2021 henvendte patienten sig igen til sin nye tandlæge for en vurdering af retaineren. I den forbindelse blev det vurderet, at det var muligt at opnå tilstrækkeligt renhold på trods af holdetrådens placering. Ifølge journalen fra den 10. februar 2022 var patienten til konsultation med henblik på planlægning af en tandreguleringsbehandling, hvor der blev taget kliniske fotos og en 3D-scanning. Den 10. maj 2022 blev det noteret, at patienten skulle bevare retaineren bag på fortænderne i overkæben længst muligt. Der blev derfor ikke iværksat en tandreguleringsbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling i form af 6 porcelænsfacader.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. januar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der den 15. januar 2016 blev monteret en ny holdetråd bag fortænderne i overkæben, og der blev efterfølgende foretaget regelmæssige kontroller frem til den 9. juli 2020. Desuden blev der hos anden tandlæge den 29. november 2021 ikke noteret forhold vedrørende tandstillingen eller holdetråden. Endvidere er den aktuelle tandstillingsfejl og mellemrum mellem fortænderne dokumenteret ved klinisk fotos af den 10. februar 2022.

Tryg fandt på den baggrund, at der er sket et mindre tilbagefald ved fortænderne i overkæben, det vil sige tilbagefald i grundlidelse. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tænderne selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt videre, at de kliniske fotos af den 10. februar 2022 ikke giver mistanke om, at tandkødet er beskadiget, og det patienten mener, der er black triangles. Der vurderes alene at være tale om, at de to centrale fortænder er rykket fra hinanden, hvilket har givet anledning til et mindre mellemrum, som kan lukkes ved genbehandling med fornyet tandregulering og uden efterfølgende synligt mellemrum mellem fortænderne, såfremt dette ønske.

I den forbindelse gøres der opmærksom på, at tænder flytter sig livslangt, også efter afsluttet tandregulering. For at undgå tilbagefald i tandstillingsfejlen påsættes der holdetråde bag på fortænderne. Påsætningen af disse holdetråde er ikke en garanti for, at tænderne ikke efterfølgende kan flytte sig. Tværtimod oplever mange, at deres sammenbid og tandstilling ændrer sig med tiden, selvom holdetråden er monteret - både folk som tidligere har modtaget tandreguleringsbehandling, såvel som folk som ikke har gennemgået en sådan behandling. I nogle tilfælde kan tandstillingen udvikle sig så ugunstigt i en sen alder, så der er behov for fornyet tandreguleringsbehandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. januar 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at udviklingen af dark triangles skyldes en kombination af kronisk tandkødsbetændelse og aldersrelaterede forandringer og ikke retentionstråden.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1