Skip to content

5073/23

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der den 9. februar 2015 fik taget røntgen af tanden 6-, som fandtes at vise en fistel øverst på roden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 3. marts 2015, som blev fortsat den 16. marts 2015. I den forbindelse blev der igen taget røntgen, som fandtes at vise en knækket rodfil i tandens forreste- og kindvendende rod. Den 24. marts 2015 blev rodbehandlingen igen fortsat med skylning og udrensning. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet den 14. april 2015 med rodfyldning, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise, at rodfyldningen i den bageste rod var for lang. Tanden blev herefter forsynet med en rodstift, og den 5. april 2015 blev der cementeret en plastkrone på tanden. Den 1. april 2018 henvendte patienten sig, da plastkronen var knækket. Tanden blev derfor forsynet med en ny plastkrone, og patienten blev anbefalet, at tanden blev behandlet med en mere holdbar løsning. Ifølge journalen fra den 18. september 2018 blev der taget røntgen, som ikke fandtes at vise bedring af rodspidsbetændelsen på tandens forreste rødder. Patienten henvendte sig til en ny tandlæge den 25. januar 2019 på grund af smerter, muligvis fra tanden 6- eller visdomstanden. Der blev derfor taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt en overfyldning i tandens bageste rod. Patienten blev derfor anbefalet kirurgisk rodbehandling af tanden samt en krone på tanden. Den 1. februar 2019 blev det noteret, at tanden ikke var bevaringsværdig på grund af rodspidsbetændelse samt utilstrækkelig tandsubstans. Patienten blev derfor anbefalet udtrækning af tanden den 9. maj, den 10. maj og den 28. maj 2019, hvor tanden blev fjernet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

I brev af 12. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af en knækket rodfil i tanden 6-’s forreste- og kindvendende rod samt en overfyldning af tandens bageste rod som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden den 3. og 16. marts 2015, idet røntgenbilledet af den 9. februar 2015 dokumenterede, at der var rodspidsbetændelse på tanden. Tænder rodbehandles oftest som følge af rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at der i forbindelse med rodbehandlingen den 15. marts 2015 knækkede en rodfil i tandens forreste- og kindvendende rod, samt at der den 14. april 2015 skete en overfyldning af tandens bageste rod. Herudover blev det den 1. februar 2019 noteret, at der var rodspidsbetændelse på tanden, samt at tanden ikke var bevaringsværdig.

Tryg fandt herefter, at røntgenbilledet af den 9. februar 2015 dokumenterede tanden med rodspidsbetændelse og lille tandsubstans med let knoglesvind på den bageste del af tanden. Tanden var dog på dette tidspunkt bevaringsværdig.

I tilknytning til ovenstående fandt Tryg, at tanden 6- på røntgenbilledet af den 25. januar 2019 ikke fremstod bevaringsværdig. Den knækkede rodfil samt overfyldningen af tandens bageste rodkanal forhindrede optimal heling af tanden samt forringede tandens generelle prognose så væsentligt, at tanden ikke længere er bevaringsværdig.

Herudover fandt Tryg, at den knækkede rodfil og overfyldningen af tandens bageste rod har medført et behov for yderligere behandling i form af fjernelse af tanden og erstatning af tanden med et implantat.

Tryg fandt derfor, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde åbnet rodkanalens øvre halvdel med tragtformet facon, og at denne åbning var trukket fremad på tanden, inden den yderste del af rodkanalen blev udrenset. Dette ville have sikret en mindre krumning af rodkanalen, og at rodfilen havde kunnet arbejde med mindre modstand, hvorved belastningen af rodfilen var blevet reduceret. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at rodfilen var blevet fastlåst og knækkede i den forreste- og kindvendende rod på tanden 6-.

Tryg fandt videre, at den erfarne specialist yderligere havde sørget for, at rodfyldningen af tandens bageste rod havde respekteret tandens anatomi og røddernes længde, således at rodfyldningen alene havde omfattet den bageste rodkanal, uden at der skete en gennembrydning og overfyldning af rodkanalen. På denne måde kunne tanden have været bevaret med en støbt opbygning, en rodbehandling og krone på tanden.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tryg fandt dernæst, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet nøjes med behandling af tanden med en støbt opbygning, en krone og rodbehandling. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig skønsmæssigt til 9.000 kr. Der gøres dog opmærksom på, at beløbet for patientens forventede udgifter kan blive justeret ved den endelige opgørelse af skaden. Efter tilskud som følge af patientens medlemskab af Sygeforsikringen ”danmark” har Tryg foreløbigt fastsat patientens reelle forventede udgift til skønsmæssigt 7.414 kr. Patientens udgifter til godkendt behandling dækkes derfor først, når behandlingsudgifterne overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 7.414 kr.

I brev af 18. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 1.074,50 kr. i erstatning for fjernelse af tanden -6 – se venligst afg.

I brev af 18. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag kan godkendes

1. instans afgørelse:

I brev af 1. december 2022 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 9.187,74 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at de modtagne regninger på i alt 20.587,74 kr. vedrører erstatning for tanden 6- med implantat. Behandlingerne er afsluttede henholdsvis den 29. juni 2022 og den 15. november 2022.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes. Dog foretages der fradrag af 7.414 kr. for sparede udgifter til en rodbehandling, en opbygning og en krone, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket jf. afgørelsen af 12. november 2019. Da patienten var medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, ville patienten kunne have opnået et tilskud på 00,00 kr. (?). Fradraget reduceres derfor med dette beløb og fradraget udgør herefter 7.414 kr.

Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud vedrørende den skadesudbedrende behandling trækkes derfor fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at patienten er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 3.986 kr. Den endelige erstatning udgør herefter 9.187,74 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning/godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. december 2022.

 

Nævnet finder, at der skal foretages fradrag for opbygning og krone, da tanden 6- under alle omstændigheder skulle have haft denne behandling for at være bevaret på længere sigt, hvis skaden ikke var sket. Der kan alene tilkendes erstatning for merudgifter som følge af skaden og ikke for udgifter, som du under alle omstændigheder skulle have haft. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 7.414 kr.

 

Det forhold, at behandlingen ikke blev udført i 2015, kan ikke føre til et andet resultat.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at du er berettiget til 9.187,74 kr. i erstatning.