Skip to content

5090/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Sagen afvist
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling udført af den sociale tandpleje. TSAN ophævede Trygs afgørelse på grund af manglende kompetence til at træffe afgørelse.

Rodbehandling udført af den sociale tandpleje. TSAN ophævede Trygs afgørelse på grund af manglende kompetence til at træffe afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der ved undersøgelse den 11. august 2022 var tydelig øm ved tanden -6. I den forbindelse oplyste patienten at han var af og til var kuldefølsom og tyggeøm ved tanden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise begyndende betændelse. Der blev derfor aftalt rodbehandling af tanden, og den 23. august 2022 blev der indledt rodbehandling efter anlæggelse af lokalbedøvelse. I den forbindelse blev der lokaliseret tre rodkanaler, men det var kun muligt at komme ned i den bagerste rodkanal. Den 6. september 2022 blev rodbehandlingen fortsat, og den 20. september 2022 blev det noteret, at patienten havde haft murrende smerter fra tanden indtil for to dage siden. Det blev desuden noteret, at det ikke var muligt at komme ned i den forreste kindvendende rodkanal. Ifølge journalen fra den 6. oktober 2022 blev patienten informeret om, at det ikke var muligt at lave en optimal rodbehandling, da den ene rodkanal var forkalket. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af tanden, hvilket han ikke ønskede.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter, transport og den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden -6 den 23. august 2022, da der var begyndende betændelse ved tanden.

Tryg fandt videre, at journalmaterialet dokumenterer, at tandlægen forsøgte at komme ordentligt ned i alle rodkanalerne, men at dette ikke kunne lykkes, da der var forkalkning. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af tanden, da det ikke ville være muligt at rodbehandle tanden optimalt grundet forkalkningen. Patienten ønskede ikke fjernelse af tanden.

Tryg fandt herefter at patienten ikke er blevet påført en skade efter behandlingen. Tanden blev behandlet med årsag i grundlidelse, dvs. forhold ved tanden selv, i dette tilfælde begyndende betændelse. Tanden kunne ikke færdigbehandles med årsag i grundlidelse, dvs. forhold ved tanden selv, i dette tilfælde forkalkningen.

Tryg fandt derfor, at behandlingen med fjernelse af tanden var med årsag i grundlidelse, og patienten ønskede ikke denne behandling.

Tryg fandt desuden, at det forhold, at tanden ikke blev færdigbehandlet, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand, da tanden ikke kunne færdigbehandles med årsag i grundlidelse, og den behandlingsmulighed der herefter var med fjernelse af tanden, ønskede patienten ikke at modtage.

Tryg fandt derfor, at tanden fortsat kan fjernes som den korrekte videre behandling, og det forhold, at tanden skal fjernes, er derfor ikke et behandlerpåført forhold.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeerstatningen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om behandling udført af den sociale tandpleje, idet kompetencen hertil er henlagt til Patienterstatningen.

 

Trygs afgørelse af 3. februar 2023 ophæves derfor.

 

Sagen hjemvises til Tryg med henblik på oversendelse af sagen til Patienterstatningen.