Skip to content

5097/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 23. maj 2022 på grund af smerter fra venstre side af underkæben. Det blev noteret, at der sås syreskader på tanden -6, samt at tanden -8 var delvist frembrudt. Der blev taget røntgen af tanden -6, som fandtes at vise en fortætning af knoglen på tandens forreste rodspids samt en let udvidelse i knoglen. Der blev anlagt bedøvelse ved tanden -6, og ifølge journalen oplevede patienten smertefrihed i en times tid. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden -6, og i den forbindelse blev der noteret en kraftig blødning fra tanden. Patienten oplyste telefonisk den 24. maj 2022, at hun havde haft en del smerter om natten, men smerterne var aftagende. Den 2. juni 2022 blev tanden -6 rodfyldt. Ved undersøgelse den 17. august 2022 blev der ikke noteret forhold vedrørende tanden -6, men der blev konstateret caries i tanden +8. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af tanden +8. Patienten henvendte sig herefter til en ny tandlæge den 28. september 2022, og det blev noteret, at patienten mente, at tanden -6 var blevet fejlbehandlet. Den 20. oktober 2022 blev der noteret caries i tanden +8, og den 10. november 2022 blev tanden fjernet. I den forbindelse blev det noteret, at patienten oplyste, at rodbehandling af tanden -6 ikke ændrede på hendes symptomer, hvilket blot underbyggede, at smerterne udgik fra +8, og at der ikke var indikation for rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling af tanden -6 samt en krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at journalen af den 23. maj 2022 dokumenterer, at patienten havde kraftige smerter fra venstre side af underkæben. Desuden dokumenterer røntgenbilledet af tanden fra samme dag en fortætning af knoglen på tandens forreste rodspids, og der ses en let udvidelse i knoglen.

Tryg fandt videre, at journalen fra dagen dokumenterer, at patienten fik anlagt lokalbedøvelse ved tanden -6, som lindrede smerterne. Herefter blev patienten oplyst om mulig nervebetændelse i tanden 6, hvorefter patienten fik indledt rodbehandling af tanden.

Tryg fandt dermed, at der var god indikation for at indlede rodbehandling af tanden.

Tryg fandt videre, at patienten telefonisk den 24. maj 2022 oplyste, at hun havde haft en del smerter om natten, men at smerterne var aftagende. Patienten fik afsluttet rodbehandling af tanden -6 den 2. juni 2022.

Tryg fandt herefter, at journalen af den 17. august 2022 ikke dokumenterer anmærkninger vedrørende smerter fra tanden -6, men det blev journaliseret, at der var et dybt hul i tanden +8. Patienten fik herefter fjernet tanden +8 den 10. november 2022, og journalen fra dagen dokumenterer, at patienten mente, at hendes smerter udgik fra tanden +8 og ikke tanden +6 (retteligt -6), som hun mente, var blevet unødvendig rodbehandlet.

Tryg fandt derefter, at patienten ikke er blevet påført en skade i form af unødvendig rodbehandling af tanden -6.

I den forbindelse fandt Tryg, at journalen dokumenterer, at patienten allerede dagen efter opstart af rodbehandling af tanden -6 oplevede lindring af sine smerter, og patienten har ikke henvendt sig hos tandlægen med smerter fra perioden den 2. juni 2022 til den 28. september 2022.

På den baggrund fandt Tryg, at det er overvejende sandsynligt, at de smerter, patienten henvendte sig med den 23. maj 2022, stammede fra tanden -6. Såfremt patientens smerter den 23. maj 2022 stammede fra tanden +8, ville patienten med overvejende sandsynlighed fortsat have haft smerter på trods af rodbehandlingen, og patienten havde med overvejende sandsynlighed ikke oplevet smertefrihed i perioden frem til den 28. september 2022.

Tryg fandt derfor, at behovet for rodbehandling af tanden +6 (retteligt -6) ikke er en følge af tandlægens behandling, men et behov som følge af tandens grundlidelse, herunder smerter, fortætning af knoglen på tandens forreste rodspids samt let udvidelse i knoglen. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. februar 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at behandlingen af tanden -6 har været bedst muligt under de givne omstændigheder, idet tandlægen først anlagde bedøvelse ved tanden -6, hvorefter du umiddelbart opnåede smertefrihed. Der var derfor indikation for at rodbehandle tanden -6 i maj 2022.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.