Skip to content

5105/23

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil uden yderligere behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil uden yderligere behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig mand, der ved undersøgelse den 10. maj 2022 fik konstateret caries i tanden 7+. Patienten blev derfor anbefalet plastbehandling af tanden, og den 10. august 2022 blev tanden renboret for caries, hvorefter tanden blev behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 19. oktober 2022 på grund af smerter fra tanden. Der blev derfor taget røntgen og indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev fortsat den 27. oktober 2022, hvor tandens rodkanaler blev skyllet med desinficerende væske. Det blev desuden noteret, at der under udrensning af tandens rodkanaler knækkede en rodfil i den forreste, kindvendende rodkanal i hele rodkanalens længde. Det blev herefter forsøgt at fjerne filen uden held. Den 2. november 2022 blev det noteret, at den knækkede rodfil i tanden 7+ var blevet forsøgt fjernet, dog uden held. Tanden blev herefter røntgenfotograferet. Ifølge journalen fra den 8. november 2022 blev patienten henvist til en specialist for fjernelse af den knækkede rodfil i tanden 7+.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af filen.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der den 19. oktober 2022 blev indledt rodbehandling af tanden 7+, fordi der var caries i tanden jf. journalen af den 10. maj 2022, og patienten havde smerter i tanden. Der var dermed god indikation for at rodbehandle tanden.

Tryg fandt videre, at der under selve rodbehandlingen den 27. oktober 2022 knækkede en rodfil i den forreste, kindvendende rodkanal på tanden 7+ i hele rodkanalens længde, hvilket bekræftes af røntgenbilledet fra den 2. november 2022. Patienten er herefter blevet henvist til en specialist for fjernelse af den knækkede rodfil i tanden 7+.

Tryg fandt herefter, at den knækkede rodfil i tandens forreste, kindvendende rodkanal med overvejende sandsynlighed kan fjernes, hvorefter tanden kan blive rodbehandlet på normal vis.

Af den grund fandt Tryg, at den knækkede rodfil ikke har medført en tandrelateret, negativ konsekvens for patienten, da fjernelse af det afknækket rodinstrument samt rodbehandling af tanden 7+ anses som behandling af patientens grundlidelse, caries.

Såfremt rodinstrumentet ikke kan fjernes i tanden 7+, kan der søges om genoptagelse med henblik på dækning af udgifterne til kirurgisk rodbehandling af den skadet tandrod på tanden 7+ i en periode på 10 år fra skadedatoen den 27. oktober 2022.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. februar 2023, men med en ændret begrundelse herfor.

 

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke er sket en skade, idet røntgen viser, at den knækkede rodfil kan fungere som rodfyldning, da der ikke er rodspidsbetændelse ved tanden. Bedst mulig behandling er derfor på nærværende tidspunkt at afslutte rodbehandlingen uden at fjerne filen.

 

For så vidt angår dine nuværende gener finder nævnet, at dette skyldes, at rodbehand-lingen af de øvrige rodkanaler ikke er blevet færdiggjort. Dine gener er således ikke en følge af den knækket rodfil.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke på nuværende tidspunkt er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1

 

Hvis der ved kontrol efter 12 måneder efter rodfyldningen ses betændelse i relation til filen, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herved vil tage stilling til, om der er sket en skade i henhold til loven.