Skip to content

5066/23

Ankenævnsafgørelsen: Ankefrist udløbet

Beskrivelse:

Ankefrist overskredet. TSAN afviser behandling af sagen.

Ankefrist overskredet. TSAN afviser behandling af sagen.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig mand, der i perioden fra den 12. december 2006 og frem til 4. april 2012 fik behandlet flere tænder med store fyldninger. Den 4. april 2012 blev der tillige isat en bro i regio 5,4,3,2,1+1,2, og den 26. september 2012 blev tanden 6+ behandlet med en fyldning. Ifølge journalen fra den 13. marts 2013 blev der taget panoramarøntgen samt udført tandrensning. Den 16. august 2013 blev der præpareret til bro i regio 3,2,1-1,2,3,4,5. Det er dog ikke noteret, hvornår broen blev isat. Efterfølgende var patienten regelmæssigt til undersøgelser, hvor der blev udført almindelige tandrensninger. Desuden blev tanden 6+ behandlet med opbygning og plast den 8. december 2016, hvor tænderne +2,3 tillige blev repareret med plast. Den 1. februar 2019 skiftede patienten tandlæge, og der blev taget røntgen til brug for diagnostik og behandling. I den forbindelse blev der konstateret behandlingskrævende caries i flere tænder (6,5,4,3+3,4,5,6,7 og 3-3,4,5). Ifølge journalen mødte patienten og hans hustru til en snak om tandstatus den 25. februar 2019, hvor mulig behandlings-plan blev drøftet. Tandlægen fandt herefter, at tænderne 3,1+1,2,3,4 samt tænderne 2,1-1,2 kunne bevares, og den 21. marts 2019 blev tanden 3+ renboret og rodbehandlet. Den 25. marts 2019 blev tanden 3+ behandlet med stift og opbygning, og den 9. april 2019 blev tænderne +3 og 7 behandlet med plastfyldninger. Den 23. april 2019 blev tanden 6+ trukket ud, mens tanden +6 blev trukket ud den 25. april 2019. Det blev i den forbindelse aftalt, at patienten skulle have en aftagelig protese til at begynde med, da den endelige prognose og behandlingsplan endnu ikke var fastlagt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til genopretning af tyggefunktionen.

I brev af 28. maj 2020 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af et forøget behandlingsbehov grundet forsinket diagnosticering og behandling af huller i flere tænder.

Tryg fandt i den forbindelse, at det ikke fremgår, at der er journaliseret yderligere omkring tænderne 5,4,3,2,1+1,2 og 3,2,1-1,2,3,4,5 i perioden fra 16. august 2013 til 1. februar 2019, selv om der har været foretaget regelmæssige kliniske undersøgelser og tandrensninger over flere intervaller. Ligeledes er der i dette tidsrum ikke noteret behandlingsmæssige overvejelser omkring tanden +6, som er en del af en tre-leddet bro.

Tryg fandt derudover, at det følger af gældende retningslinjer og tandlægefaglige standarder på området, at der til brug for diagnostik og behandling af huller, løbende indsamles og journalføres oplysninger fra patienten vedrørende sociale, medicinske og tandlægefaglige faktorer, såkaldt optagelse af anamnese.

Tryg fandt videre, at massive huller i flere tænder i tandsættet først bliver registreret, da patienten skiftede tandlæge den 25. februar 2019.

Tryg fandt dermed, at man i denne periode ikke har foretaget korrekt behandling grundet manglende diagnosticering af patientens tænder.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde taget bestik af panoramarøntgenoptagelse af den 13. marts 2013, som viser tandsættet med hul i bropillen +6. Samt at man havde taget patientens historik med markante og omfangsrige fyldninger i både over- og undermund, løbende havde taget sine forholdsregler og optaget røntgen og indkaldt patienten tidligere og oftere til kontrol af patientens cariesaktivitet i munden.

Tryg fandt, at man herved med overvejende sandsynlighed havde kunne diagnosticere hullerne i tænderne tidligere. Herved havde behandlingen af patientens grundlidelse med huller i tænderne været begrænset til lavest mulige niveau.

Tryg fandt dernæst, at patienten med rettidig diagnostik og behandling af hullet i tandpille +6 kunne have nøjes med behandling i form af tandfjernelse af eksisterende treleddet tandbro ved +6 og renboring af caries og erstatning med ny tre-leddet bro. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig skønsmæssigt til 18.000 kr. Udgifterne til godkendt behandling dækkes derfor først, når behandlingsudgifterne overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 18.000 kr. Derudover dækkes rimelige udgifter til skadesudbedrende behandling i form af behandlingsudgifter til protesebehandling og fjernelse af tænder, som ikke længere er holdbare som følge af manglende diagnosticering. Behandlingsplan og overslag skal derfor fremsendes til Tryg.

I brev af 15. november 2021 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatning ikke overstiger minimumsgrænsen på 1.000 kr. – se venligst afg.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. november 2022 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til i alt 132.598 kr.

Tryg fandt, at regning på 49.078,68 kr. vedrører røntgenoptagelser, operativ fjernelse af tanden -3, konsultation, lokalbedøvelser, implantatoperation (4-4), Straumann implantat/fixtur (6,4,3-3,4,6, knogleopbygning ifm. implantat ved -3 og A-PRF. Behandlingen er afsluttet den 28. november 2021.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes. Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 14.268 kr. Erstatningen udgør herefter 34.810,68 kr.

Patientens udgift til den skadesudbedrende behandling skal som følge af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24b opreguleres til 2022 med 1,2%. Erstatningen afrundes til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Den erstatning, der udbetales, udgør herefter 35.230 kr.

Tryg fandt videre, at regning på 11.736,96 kr. vedrører røntgenoptagelser, fyldninger (5,4+), rodbehandlinger, apikal amputation og rodfyldning (5,4+), rodbehandling (5,4+), extirpation (5,4+), konsultation, lokalbedøvelser, plastopbygning under krone (5,4+) og glasfiberstift (5,4+). Behandlingen er afsluttet den 24. november 2021.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes. Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 2.550 kr. Erstatningen udgør herefter 9.186,96 kr.

Patientens udgift til den skadesudbedrende behandling skal som følge af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24b opreguleres til 2022 med 1,2%. Erstatningen afrundes til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Den erstatning, der udbetales, udgør herefter 9.300 kr.

Tryg fandt endvidere, at regning på 61.740 kr. vedrører røntgenoptagelser, operativ fjernelse af tanden +4, lokalbedøvelse, plastopbygning under krone (5,4,3,1+1,3,4), abutmentoperation (6-6) og helkeramisk broled (6,5,4,3,2,1+1,2,3,4). Behandlingen er afsluttet den 24. marts 2022.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes. Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 16.950 kr. Erstatningen udgør herefter 44.790 kr.

Tryg fandt dernæst, at regning på 60.000 kr. vedrører røntgenoptagelser, lokalbedøvelse, individuelt abutment under bro (6,4,3-3,4,6) og helkeramisk broled (6,5,4,3-3,4,5,6). Behandlingen er afsluttet den 13. april 2022.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes. Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 16.722 kr. Erstatningen udgør herefter 43.278 kr.

Tryg fandt således, at patientens samlede erstatning udgør 132.598 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet kan ikke behandle din anke.

 

Nævnet finder, at din anke af 6. januar 2023, hvor du anker Trygs afgørelse af 21. november 2023, retteligt burde have været indgivet i forlængelse af Trygs afgørelse af 1. april 2022, hvor Tryg tager stilling til erstatningens omfang.

 

Nævnet finder videre, at der i forbindelse med din anke ikke er fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at dispensere fra ankefristen og behandle anken.

 

Tandskadeankenævnet afviser derfor din anke, der er indgivet for sent.