Skip to content

5100/23

Skadetype: Bidfunktionsgener - Muskler og ledgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende gener og behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende gener og behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 46-årig mand, der var til forundersøgelse med henblik på tandreguleringsbehandling den 25. april 2016. I den forbindelse blev det noteret, at der var distal okklusion, og der blev taget fotos inden behandling. Den 26. maj 2016 blev der indledt tandreguleringsbehandling med skinner, og efterfølgende var patienten til kontrol den 1. juni og 23. juni 2016. Den 1. august 2016 og igen den 29. september 2016 blev der foretaget slibning mellem tænderne, og skinnebehandlingen blev fortsat. Der blev foretaget yderligere slibning mellem tænderne den 27. oktober 2016, og igen den 7. februar 2017. Ved kontrol den 9. marts 2017 blev der scannet til yderligere skinner. Ifølge journalen fra den 5. maj 2017 ønskede patienten at afslutte behandlingen, og den 23. maj 2017 blev der udleveret retentionsskinner. Den 17. juli 2017 var patienten til kontrol, og den 4. juni 2018 blev behandlingen med skinner genoptaget. I den forbindelse blev der slebet mellem tænderne. Ifølge journalen blev der udleveret retentionsskinner den 17. oktober 2018, og den 14. januar 2019 var patienten til kontrol. Den 16. marts 2019 blev det noteret, at der var behov for retentionstråd, hvis retentionsskinnerne skulle bruges mindre. Ved konsultation den 20. august 2019 blev det konstateret, at tænderne 2+ og +2 havde flyttet sig tilbage mod udgangspositionen inden tandreguleringen. Den 12. december 2019 blev der udleveret nye retentionsskinner og ved kontrol den 20. august 2020 blev det noteret, at patienten ikke var tilfreds med behandlingen. Ved mail af 2. november 2020 til tandlægen redegjorde patienten for de forhold, som han ikke var tilfreds med. Den 9. december 2020 blev det noteret, at der var aftalt tilbagebetaling af honorar for tandreguleringen. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, hvor det den 24. juni 2020 blev noteret, at der var manglende kontakt på mange tænder og åbent bid i fronten. Den 8. november 2021 blev det noteret, at okklusionen ikke kunne slibes på plads. Patienten blev herefter henvist til en specialtandlæge i tandregulering. Ved specialtandlægen den 28. oktober 2022 blev der konstateret distal okklusion og manglende kontakter. Målet for behandlingen var normalisering af okklusionen og overbiddet, og planen indebar tandregulering med ”togskinner”, kirurgiske rettelser af kæbernes placering og elastiktræk samt efterfølgende retention med tråd. Der blev desuden taget fotos til dokumentation samt optaget profilrøntgen. Den 2. marts 2022 blev patienten henvist til kæbekirurgisk afdeling for vurdering af mulighed for kirurgisk tandregulering.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. januar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist bemærkes det, at det forhold, at der hos Styrelsen for Patientklager er udtalt kritik for en behandling, ikke er ensbetydende med, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Ved vurderingen af, om der er sket en erstatningsberettigende skade efter loven, er der bl.a. lagt vægt på, at de fremsendte profilrøntgen dokumenterer, at patienten har en vigende underkæben.

Tryg fandt herefter, at det er patientens grundlidelse (vigende underkæbe), der er årsag til den distale okklusion og ikke behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at behandlingen med tandregulering med skinner (Invisalign®) og den efterfølgende retention med natskinne (Vivera) muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger og/eller været udført i overensstemmelse med gældende faglige principper, men den nu nødvendige behandling (ortodontisk-kirurgisk behandling) kan på det foreliggende udføres under samme forudsætninger, som hvis den var udført som den oprindelige behandling. Tandbuerne skal rettes til med fast apparatur, hvorefter kæberne indbyrdes relationer skal rettes med kirurgi og elastiktræk. Efterfølgende skal der foretages sufficient retention med tråd.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, og at patienten således skal have foretaget ny tandregulerende behandling, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling med Invisalign er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Det fremgår af sagens akter, at der er anmeldt til Styrelsen for Patientklager, og at tandlægen har tilbudt, at patienten får honoraret tilbagebetalt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 6. januar 2023, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde været, at der var foretaget en kombineret ortodontisk-kirurgisk behandling eller behandling med tandregulering og fjernelse af de to små kindtænder i overkæben. Derved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at din tyggefunktion/sammenbid nu er dårligere end forud for den oprindelige behandling, og at du derfor at nødt til at gennemgå en ny behandling. Behandlingen har således ikke været bedst muligt under de givne omstændigheder.

 

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang, herunder om erstatningen overstiger minimumsgrænsen på 1.000 kr.