Skip to content

5109/23

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 10. maj 2021 på grund af smerter fra tanden -6. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise dyb caries i tanden samt rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Rodbehandlingen blev fortsat den 17. maj 2021, og i den forbindelse knækkede en rodfil i den bagerste rodkanal. Det blev noteret, at det var muligt at udrense rodkanalen forbi den knækkede rodfil, og der blev efterfølgende taget røntgen af tanden. Den 26. maj 2021 blev tanden rodfyldt og aflukket med en midlertidig fyldning. Tanden blev herefter behandlet med en plastfyldning den 10. juni 2021 grundet caries. Den 3. november 2022 blev der taget bite wings, som bl.a. fandtes at vise rodspidsbetændelse på den bagerste rodspids på tanden -6. Patienten blev derfor anbefalet en kirurgisk rodbehandling af denne rod.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. marts 2023 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 3.406,87 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 4.949,87 kr. vedrører rodbehandling, apikal amputation og rodfyldning -6, rodbehandling, rodfyldning -6, rodspidsamputation -6, røntgenoptagelse -6 samt lokalbedøvelse -6. Behandlingen er afsluttet den 28. februar 2023.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes.

Sygeforsikringen ”danmark” dækker dog forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 1.543 kr. Erstatningen udgør herefter 3.406,87 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. marts 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der ikke foreligger dokumentation for, at du har været sygemeldt som følge af den anerkendte skade eller haft gener i et sådant omfang, at der på det foreliggende grundlag kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der kan tilkendes 3.406,87 kr. i erstatning.

 

Hvis der fremsendes dokumentation til Tryg for, at du har været sygemeldt eller har taget medicin som følge af den anerkendte skade, vil Tryg tage stilling til, om sagen kan genoptages, således at der kan tilkendes yderligere erstatning/ godtgørelse.