Skip to content

5116/23

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig mand, der den 12. april 2006 fik taget bite wings. Den 6. marts 2013 blev der taget bite wings, som bl.a. fandtes at vise begyndende caries i tanden 6-. Det blev noteret, at tanden skulle observeres, og at mundhygiejnen var pæn. Ved undersøgelse den 21. februar 2014 blev det igen noteret, at begyndende caries i tanden 6- fortsat skulle observeres. Efter udeblivelse den 14. september 2014 samt 4 efterfølgende indkaldelser blev patienten først undersøgt igen den 7. august 2015. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise behandlingskrævende caries i tanden 6-. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning den 18. september 2015. Den 27. september 2019 blev der taget røntgen, som bl.a. fandtes at vise behandlings-krævende caries i tanden 6-. Det blev desuden noteret, at mundhygiejne var utilstrækkelig. Tanden 6- blev herefter behandlet med en plastfyldning den 14. oktober 2019, og patienten blev informeret om, at der kunne opstå behov for rodbehandling af tanden. Desuden blev patienten anbefalet bedre renhold. Den 27. januar 2020 henvendte patienten sig med tandpine fra regio 7,6-. Der blev taget røntgen af regio 7,6-, og tanden 7- blev behandlet med plastfyldning på grund af knækket/tabt fyldning. Patienten henvendte sig til en ny tandlæge den 12. oktober 2021 på grund af løs bro. Ved undersøgelse den 7. september 2022 blev der taget røntgen samt konstateret behandlingskrævende caries i tanden 6-. Den 16. september 2022 blev tanden 6- behandlet for caries, og i den forbindelse blev det noteret, at der var omfattende caries med kontakt til tandens nerve. Patienten blev derfor informeret om, at der kunne være behov for rodbehandling af tanden, hvorefter tanden blev behandlet med en 3-fladet plastfyldning. Den 18. november 2022 blev det noteret, at der havde været murren fra tanden siden behandling med fyldning. Der blev taget røntgen, som fandtes at rodspidsbetændelse på tanden. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle rodbehandles.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling og krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist gøres der opmærksom på, at tænders grundlidelse; hul, rammer personer individuelt. Årsagen er bakterier på tandoverfladen, som ved tilførsel af sukker danner syre, der ætser huller i tænderne. Afgørende herfor er mundhygiejnen, kost, spisevaner, levevis, spytmængde samt tændernes form og indbyrdes placering. Det forhold, at der er hul i en eller flere tænder, er derfor ikke en behandlingspåført skade.

Det er derimod en behandlingsskade, hvis diagnosen af et hul stilles for sent, og denne forsinkelse nødvendiggør en yderligere behandling, end hvad der var nødvendigt på grund af tandens grundlidelse, Når behandlingen er den samme, som ved rettidig diagnostik, er der ikke sket en skade.

Tryg fandt dernæst, at røntgen optaget den 12. april 2006 og 6. marts 2013 viser, at begyndende caries i tanden 6- ikke er udviklet yderligere i den periode. Den 21. februar 2014 er der fortsat registreret begyndende caries i tanden.

Tryg fandt videre, at patienten udeblev derefter fra en aftale og reagerede ikke på flere indkaldelser. Patienten var først til undersøgelse igen den 7. august 2015. Røntgenoptagelsen fra denne dag viser dyb caries i den bagudvendende flade på tanden 6- med så tæt kontakt til tandens nerve, at der allerede på det tidspunkt var behov for rodbehandling af tanden. Dette behandles dog kun med en plastfyldning.

Tryg fandt endvidere, at røntgen optaget den 27. september 2019 viser et mørkt område under fyldningen i tyggefladen og den bagudvendende flade i tanden 6-. Dette er behandlet med en ny plastfyldning den 14. oktober 2019, og der er givet information om risiko for, at tanden skal rodbehandles.

Tryg fandt desuden, at røntgen optaget den 27. januar 202 fortsat viser en mørk skygge tæt ved tandens nerve. Dette behandles ikke. Da patienten overgår til behandling hos ny tandlæge, er der konstateret dyb caries i tanden den 7. september 2022, og da dette behandles den 16. september 2022, konstateres caries, der når tandens nerve, hvorefter patienten informeres om, at der er behov for rodbehandling af tanden.

Tryg fandt på den baggrund, af der allerede i 2015 var dyb caries i tanden -6 med behov for rodbehandling. Dette behov var en nødvendig behandling som følge af tandens grundlidelse, caries.

Tryg fandt derfor, at det nuværende behov for rodbehandling af tanden 6- svarer til den behandling, der kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingen er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om behandling af tandens grundlidelse, og der er dermed ikke sket en erstatningsberettigende behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dernæst, at der efter rodbehandlingen også vil være behov for kronebehandling. Dette behandlingsbehov udgør ligeledes behandling af tandens grundlidelse, som kunne være udført på et tidligere tidspunkt. Kronebehandling af tanden udgør derfor heller ikke en behandlingsskade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 17. februar 2023, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at røntgen af 6. marts 2013 viser behandlingskrævende caries i tanden 6-. Bedst mulig behandling havde været, at cariesangrebet i tanden havde været behandlet i 2013 med en fyldning, hvorved man med overvejende sandsynlighed havde undgået det senere behov for rodbehandling, opbygning og krone af tanden. Behovet for rodbehandling, opbygning og krone er således en følge af mangelfuld diagnostik og behandling af caries i tanden 6-.

 

Behandlingsoverslag skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.