Skip to content

5111/23

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der ifølge journalen har konsulteret tandlægen i perioden fra den 31. maj 2005 til 7. december 2021 for behandling og undersøgelse. Den 14. januar 2012 havde patienten symptomer fra tanden 6+, og der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise ingen behandlingskrævende tilstande. Tanden 6+ blev herefter behandlet med fluorlak, hvilket blev gentaget ved næste undersøgelse den 4. september 2012. Den 27. marts 2014 blev der taget bite wings samt noteret, at bl.a. tanden 6+ skulle observeres, hvilket igen blev noteret den 24. februar 2015. Den 27. juli 2015 blev der taget røntgen af tænderne 7,6,5+, da patienten havde haft ondt i denne side. Det blev bl.a. noteret, at tanden 6+ nok skulle rodbehandles, men at det skulle vente, da der ikke længere var smerter. Den 16. december 2015 var tanden 5+ knækket, og der blev aftalt kronebehandling. Tanden 5+ blev derfor præpareret til krone den 3. februar 2016. I den forbindelse blev det noteret, at der var en gammel rodfyldning i tanden, som ikke var optimal, men da den havde været urørt i over 30 år, ville man ikke lave rodfyldningen om. Kronen blev herefter cementeret på tanden 5+ den 11. februar 2016. Den 28. juli 2016 blev tanden 6- behandlet med en plastfyldning. Ved statusundersøgelse den 18. oktober 2016 blev der taget bite wings igen, og det blev igen noteret, at tanden 6+ skulle observeres. Den 13. juni 2018 blev der registreret tandkøds-betændelse, og ved statusundersøgelse den 9. januar 2019 blev der taget bite wings uden notat om behandlingskrævende tilstande. Desuden blev noteret, at mundhygiejnen var pæn. Den 9. august 2019 blev der igen registeret tandkødsbetændelse, men ellers ingen behandlingskrævende forhold. Ifølge journalen fra den 19. februar 2020 var mund-hygiejnen pæn, og der var ingen aktiv sygdom. Den 10. december 2020 blev der registreret bløde og hårde belægninger i normale tandkødslommer, og belægningerne blev herefter fjernet. Ved statusundersøgelse den 7. december 2021 blev der igen taget bite wings samt fjernet bløde og hårde belægninger i normale tandkødslommer. Tandlægen ophørte herefter på klinikken, og den 26. august 2022 var patienten til undersøgelse hos ny tandlæge på klinikken. Det blev noteret, at patienten havde parodontitis, caries i tanden 6- samt rodspidsbetændelse ved tanden 6+. Der blev derfor planlagt rod- og kronebehandling af tanden 6+, behandling med plastfyldning i tanden 6- samt parodontalbehandling. Den 7. september 2022 blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Desuden blev det noteret, at tanden 5+ skulle observeres for rodspidsbetændelse. Tanden 6+ blev herefter fjernet samme dag. Ifølge journalen fra den 29. september 2022 blev der taget røntgen, som bl.a. fandtes at vise rodspidbetændelse ved tanden 5+ samt insufficient rodfyldning. Patienten blev derfor anbefalet en revision af rodfyldningen. Den 22. september 2022 blev tanden 6- behandlet med plastfyldning på 3 flader.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden 6+, ny rodbehandling af tanden 5+ samt udgifter til tanden 6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. marts 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen optaget den 14. januar 2012 viser en udvidet parodontalspalte på den forreste kindvendende rod på tanden 6+. Desuden viser røntgen optaget den 27. juli 2015 rodspidsbetændelse på tanden 6+, mens røntgen optaget den 9. januar 2019 viser caries i fyldningskanten på bagerste flade af tanden 6+. Herudover viser røntgen optaget den 7. september 2022 rodspidsbetændelse på tanden 6+ og caries på den bagerste flade. Tanden er derefter fjernet af patientens nye tandlæge den 7. september 2022. Rodspidsbetændelse kan behandles ved rodbehandling af tanden eller fjernelse af tanden.

Tryg fandt herefter, at tanden 6+ kunne være bevaret på lang sigt den 7. september 2022, hvis der var foretaget rod- og kronebehandling af tanden. Tanden er imidlertid fjernet, og den tandbevarende behandling kan derfor ikke gennemføres. Hvis der var foretaget rod- og kronebehandling af tanden, svarer det til den behandling, der kunne være foretaget på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Behandlingen ville være behandling af tandens grundlidelse og udgør ikke en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at det forhold, at rodspidsbetændelsen er behandlet ved fjernelse af tanden 6+ hos den nye tandlæge, heller ikke udgør en skade i forhold til behandlingen hos tandlægen, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af tanden 6+.

Hvis patienten ønsker en vurdering af, om fjernelsen af tanden 6+ udgør en erstatnings-berettiget skade, skal patienten indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning mod den tandlæge, der fjernede tanden.

Vedrørende tanden 5+ fandt Tryg, at røntgen optaget den 7. september 2022 viser rodspidsbetændelse på tanden samt en utilstrækkelig rodfyldning i tanden. Der er derfor behov for en ny rodfyldning af tanden. Desuden er tanden rodbehandlet for mere end 30 år siden og kronebehandlet den 11. februar 2016.

Tryg fandt herefter, at selv om rodbehandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny rodbehandling af tanden 5+, uden at det vil have en negativ påvirkning af tænderne eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Vedrørende tanden 6- fandt Tryg, at røntgen optaget den 9. januar 2019 viser caries på den bagerste flade under fyldningskanten på tanden 6-. Desuden viser røntgen optaget den 7. december 2021 dyb caries på den bagerste flade under fyldningskanten på tanden 6+. Yderligere blev tanden behandlet med en plastfyldning den 22. december 2022.

Tryg fandt herefter, at behovet for behandling med fyldning svarer til den behandling, der kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingen er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om behandling af tændernes grundlidelse, og der er dermed ikke sket en erstatningsberettigende behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at skulle der senere opstå behov for rodbehandling af tanden 6- som følge af forsinket diagnostik og behandling af cariesangrebet i januar 2019, kan patienten bede om en revurdering af den del af sagen og hvis sagen er afsluttet, kan patienten bede om at få sagen genoptaget.

Hvis der opstår behov for kronebehandling af tanden 6-, fandt Tryg, at der vil være tale om behandling af tandens grundlidelse; caries og følgetilstande dertil, og behandling, der også skulle være udført ved rettidig diagnostik. Et kronebehandlingsbehov vil derfor ikke udgøre en erstatningsberettiget skade.

Tryg fandt dernæst, at der hos ny tandlæge er diagnosticeret parodontitis den 26. august 2022, og at der efter en parodontalundersøgelse den 20. september 2022 er diagnosticeret parodontitis i moderat grad. Desuden er der i perioden, hvor patienten er behandlet hos den behandlende tandlæge, ikke diagnosticeret parodontitis, men tandkødsbetændelse, og at der alene er foretaget almindelige tandrensninger i forbindelse med undersøgelserne.

Tryg fandt herefter, at behovet for behandling af patientens parodontitis med overvejende sandsynlighed svarer til den behandling, der muligvis kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingen muligvis er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om behandling af grundlidelsen, parodontitis, og der er dermed på det foreliggende grundlag ikke sket en erstatningsberettigende behandlings-skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at skulle der opstå et forøget behov for behandling af patientens parodontitis, der er en følge af behandlingen eller mangel herpå hos tandlægen, kan patienten bede om en revurdering af den del af sagen, og hvis sagen er afsluttet, kan patienten bede om at få sagen genoptaget.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 16. marts 2023, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at diagnostik og behandling af parodontitis ikke har været bedst muligt, idet der er flere tandkødslommer på over 5 mm. Bedst mulig behandling havde været, at der var foretaget behandling af parodontitis på et tidligere tidspunkt, hvorved man havde undgået den mere omfattende parodontitis-behandling. Der kan derfor tilkendes erstatning for de forøgede udgifter til behandling af parodontitis, såfremt erstatningen overstiger 1.000 kr. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

Nævnet finder videre, at behovet for rodbehandling af tanden 6+ er en følge af tandens grundlidelse, caries og den deraf medfølgende svækkelse af tanden. Tanden 6+ mistes derfor ikke som følge af den udførte behandling eller mangel på samme.

 

For så vidt angår tanden 5+ finder nævnet, at de udførte rod- og kronebehandlinger kan laves om under samme forudsætninger som forud for de udførte behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Vedrørende tanden 6- finder nævnet, at behovet for fyldningsbehandling er en følge af grundlidelsen, caries. Det forhold, at behandlingen eventuelt kunne være udført på et tidligere tidspunkt, er ikke på nuværende tidspunkt en skade i lovens forstand. Hvis der senere opstår behov for rodbehandling af tanden som følge af den eventuelle forsinkede behandling af caries, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om der kan tilkendes erstatning herfor.