Skip to content

5107/23

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med øget behandlingsbehov til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med øget behandlingsbehov til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der henvendte sig den 10. februar 2014 på grund af smerter fra tanden +6. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden +6, og patienten blev informeret om behovet for kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 3. maj 2016 blev det noteret, at der formodentligt var rodspidsbetændelse på tanden +6, og den 9. januar 2017 blev der ordineret antibiotika på grund af rodspidsbetændelse på tanden. Ifølge journalen blev patienten den 7. februar 2017 henvist til en specialist for behandling af tanden +6. Efterfølgende er tanden +6 fjernet og erstattet med implantat. Den 1. maj 2018 blev tanden +5 behandlet med en fyldning. Efterfølgende var patienten regelmæssig til undersøgelse og behandling hos tandlægen frem til den 26. november 2021, hvorefter klinikken skiftede ejer. Patienten var derfor hos ny tandlæge på klinikken første gang den 23. september 2022, hvor der blev taget røntgen og bl.a. konstateret caries i tanden +5. Desuden blev der noteret blødning fra tandkødet samt fordybede tandkødslommer ved implantatet +6. Der blev desuden konstateret tab af tandbærende knogle generelt omkring implantaterne 6,5+6, herunder at tab af knogle omkring implantatet +6 var så markant, at der skulle foretages kirurgisk knogleopbygning omkring dette. Den 18. oktober 2022 blev tanden +5 behandlet med en fyldning, og den 2. november 2022 var tanden +5 knækket. I den forbindelse blev der taget røntgen af tanden, og den 18. november 2022 blev det noteret, at tanden +5 skulle rodbehandles. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden +5 den 23. november 2022.

Patienten søger nu om erstatning for de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. marts 2023 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af manglende diagnosticering og behandling hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalen, at patienten regelmæssigt har været tilset af tandlægen og været inde til undersøgelse m.v. Ligeledes blev der regelmæssigt optaget røntgen blandt andet den 1. marts 2018 og igen den 30. september 2020.

Tryg fandt herefter, at optaget røntgen af den 30. september 2020 viser caries under isat fyldning på tanden +5. Dette blev dog ikke konstateret eller behandlet. Ligeledes viser optaget røntgen af den 2. november 2022 igen caries på tanden +5 i sådan en grad, at denne tand nu skal rodbehandles.

Tryg fandt videre, at der blev optaget røntgen af implantatet +6 den 1. marts 2018, som viser mindre tab af knogle omkring implantatet. Dette blev ikke diagnosticeret eller behandlet. Optaget røntgen af den 2. november 2022 viser nu et markant større tab af knogle omkring implantatet, hvorved der nu er behov for en kirurgisk behandling i forhold til knogleopbygning.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist ville have foretaget relevante behandlinger og fået styr på cariestilstanden samt knogleopløsningen i forbindelse med undersøgelser den 1. marts 2018 og igen den 30. september 2020. Dette kunne være foretaget ved, at man havde renset omkring implantatet +6 samt foretaget fyldning af tanden +5. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der nu skal foretages yderligere, forøgede behandlinger for både tanden +5 og implantatet +6.

Tryg fandt dog, at kronebehandlingen af tanden +5 ikke dækkes, da tanden ud fra røntgen af den 22. juni 2026 havde en markant fyldning, hvilket allerede på dette tidspunkt havde betydet, at tanden +5 havde behov for en krone.

Tryg fandt dermed, at der kan tilkendes erstatning for rimelige udgifter til de skadesudbedrende behandlinger i form af rodbehandling samt mulig stiftopbygning for tanden +5 samt kirurgisk behandling af tabet omkring implantatet +6.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. marts 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen fra 30. september 2020 viser, at caries i tanden +5 havde et sådant omfang, at tanden allerede da skulle have været behandlet med en krone, hvis caries var blevet diagnosticeret rettidig. Udgiften til krone kan derfor ikke erstattes, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifter som følge af den anerkendte skade og ikke for udgifter, som du under alle omstændigheder skulle have afholdt.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.